Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2024/06/10 til 2024/06/18.
Butikstyveri – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk
Kl. 15.28 blev en 24-årig mand fra Herlev sigtet for butikstyveri, da han blev opdaget i at have stjålet en dåsesodavand til en værdi af 12 kr. fra et supermarked. Den 24-årige havde lagt sodavanden i sin lomme og forladt butikken uden at betale, da han blev tilbageholdt af personalet. Politiet kom frem til stedet og sigtede manden for tyveri. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Butikstyveri – Stenhusvej, Holbæk
Kl. 13.39 anmeldte personalet i et byggemarked, at de havde tilbageholdt to udenlandske mænd fra Litauen, der havde begået butikstyveri i byggemarkedet, hvor de havde stjålet varer for ca. 400 kr. Politiet kom frem til stedet og sigtede de to mænd, der begge er 35 år, for tyveriet. De to blev afhørt til sagen, der blev afgjort med en straksbøde til dem hver.
Færdselsuheld – Skovvejen, Regstrup, Holbæk
Kl. 16.45 førte en 32-årig mand fra Polen bosiddende i København sin bil i østgående retning, da han pga. uopmærksomhed kørte i grøften. Hverken den 32-årige eller nogen af passagererne i hans bil kom til skade i forbindelse med uheldet.
Gasledning gravet over – Slotshaven, Holbæk
Kl. 11.40 anmeldte en 48-årig mand fra Ølstykke, at han i forbindelse med noget gravearbejde havde ramt en gasledning, og at der sivede gas ud. Politiets indsatsleder og forsyningsselskabet kom frem til stedet, hvor der blev sat en klemme på gasledningen, så gasudledningen blev stoppet. Det blev ikke nødvendigt at evakuere i forbindelse med gasudslippet. Den ødelagte gasledning skal nu repareres.
Kødglad butikstyv – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 11.56 blev en 26-årig mand fra Gislinge sigtet for butikstyveri, da han havde passeret sidste betalingsmulighed uden at betale for to pakker T-Bone oksekød til en værdi af 199,90 kr. Det viste sig, at manden forinden havde stjålet fire pakker okseculotte til en værdi af 1313,65 kr. fra et supermarked i Slotscentret forinden samt fire oksestege fra til en samlet værdi af 2300 kr. fra et supermarked fra Smedelundsgade. Manden erkendte alle tre forhold. Sagerne afgøres på et senere tidspunkt.
Mand i bar overkrop skabte farlige situationer i trafikken – Ringstedvej, Holbæk
Kl. 15.00 modtog politiet en anmeldelse om, at der befandt sig en mand i bar overkrop på kørebanen, og at han forsøgte at standse flere biler og skabte i den forbindelse farlige situationer for både sig selv og andre. En patrulje fik kort tid efter kontakt til manden, en 38-årig mand fra Kalundborg, som grundet sin sindstilstand blev kørt til den psykiatriske akutmodtagelse for at få hjælp.
Påvirket bilist – Stenhusvej, Holbæk
Kl. 10.04 blev en 43-årig mand fra Ukraine, der er bosiddende i Tappernøje anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende ad Stenhusvej mod syd, uagtet at han havde en promille over det tilladte. Han fik udtaget en blodprøve til sagen og derefter løsladt.
Skvulp-festival i Holbæk
Politiet var til stede med flere lokalbetjente under byfestivalen Skvulp i Holbæk i weekenden.
Fredag
Kl. 14.10 anmeldte borgere, at en midaldrende mand optrådte utryghedsskabende på Holbæk Havn. En patrulje tog en snak med mand, som opholdt sig i en båd. Han fik påbud om at falde til ro, da andre blev utrygge over hans adfærd. Kl. 16.10 måtte patruljen igen forbi manden, som nu igen havde råbt op og skræmt forbipasserende. Han havde forladt båden da patruljen kom til havnen. Kl. 19.00 var den gal igen. Nu havde samme mand sat en kniv ned i kajkanten, som havde skræmt en gruppe forbipasserende. Han blev sigtet for at overtræde knivloven og kniven blev beslaglagt.
Kl.20.10 kom en anmeldelse om en voldssag på Filmtorvet, hvor en 15-årig ung mand fra Odsherred var blevet slået i ansigtet. En 16-årig ung mand fra Næstved blev anholdt, sigtet for vold og taget med på stationen til afhøring. Den 15-årige blev kørt på skadestuen af sin mor med mindre skader. Den 16-årige blev afhørt til sagen, hvorefter han blev løsladt. De sociale myndigheder blev orienteret om sagen, som vil blive afgjort senere.
Kl. 22.40 under fodpatrulje omkring scenen på Filmtorvet kunne betjentene lugte hash, og så en mand der røg en joint. Den 28-årig mand fra Holbæk blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer og jointen taget fra ham. Han får senere en bøde i sagen.
Kl. 23.21 kom et alarmopkald om slagsmål ved Drive In ved Mc Donalds på Valdemar Sejrsvej. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor to mænd havde haft et personligt opgør. Ingen var kommet noget alvorligt til, og ingen ønskede at anmelde eller uddybe noget til politiet.
Lørdag
Kl. 01.30 blev der ophidset stemning på en P-plads ved Bysøstræde, da en patrulje kørte forbi og hørte, at de blev råbt “pansersvin” fra en gruppe mænd, der stod ved en parkeret bil. En 19-årig mand fra Høje Taastrup blev kortvarigt anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og kan forvente en bøde i den forbindelse.
Kl. 18.47 bemærkede en patrulje tre unge mænd på 16, 16 og 17 år, der havde taget opstilling i Smedelundsgade for at tisse. Alle tre fik en bøde for at urinere på gaden
Kl. 22.57 blev en 58-årig lokal mand bedt om at forlade festivalen men han ville ikke umiddelbart efterkomme politiets anvisninger. Han opførte sig ophidset over for patruljen på stedet ved Krags Brygge og forsøgte også at blande sig i deres arbejde, og derfor endte det til sidst med at han blev anholdt og taget med til politistationen, hvorfra han senere blev løsladt efter at have fået en bøde.
Samtidig blev også en 66-årig kvinde fra Holbæk anholdt, da det blev skønnet at hun var for beruset til at opholde sig på gaden. Hun ønskede i første omgang ikke at oplyse til politiet, hvem hun var, men kom til gengæld med en række ukvemsord over for patruljen og blev derfor sigtet for fornærmelig tiltale.
Fredag – lørdag
Ung butikstyv – Vestergade, Tølløse
Kl 17.14 kontaktede personalet i et supermarked politiet, fordi de stod med en 16-årig pige, der havde snydt, da hun skulle afveje bland selv-slikket i butikken. Hun havde i den forbindelse snydt sig til ekstra slik for cirka 5 kroner. Politiet og supermarkedet blev enige om, at en patrulje kørte til stedet og tog en pædagogisk snak med den 16-årige og samtidigt blev hendes forældre også underrettet om sagen.
Vold – Bysøplads, Holbæk
Kl 20.21 kom der melding om, at en 16-årig dreng fra Holbæk kommunes vestlige del var blevet trampet og sparket flere gange i ansigtet mens han lå ned af tre overfaldsmænd. Politiet iværksatte en efterforskning af sagen og kunne senere på aftenen anholde en mistænkt ved stationen i Holbæk. Der var tale om en 14-årig dreng fra Holbæk. Politiet fortsætter nu arbejdet med at identificere yderligere deltagere i overfaldet.
Indbrud i Perioden
Kikhøjparken, Holbæk – forsøg