Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2024/05/02 til 2024/05/14.
Bedrageri – Holbæk
Kl. 16.23 anmeldte en pårørende til en kvinde i 90’erne, at hun var blevet udsat for bedrageri. Kvinden var blevet kontaktet på telefon af en mand, der oplyst, at der var blevet overført 11.000 kr. fra kvinden konto til en udenlandsk konto, og at der inden for kort tid ville komme en bankansat hjem til kvinden.
Kort tid efter dukkede en mand op på kvindens adresse og hævdede, at han skulle stemple kvindens hævekort i sin bil og at han derefter ville vende retur med kortet. Dette skete ikke.
Der var efterfølgende forsøgt overført 15.000 kr. fra kvindens kort, men denne overførsel blev stoppet af banken, og kvindens kort blev efterfølgende spærret, så det ikke kunne blive misbrugt.
Brand i nedlagt ejendom – Gl. Skovvej, Regstrup – Holbæk
Kl. 22.17 brændte det i en nedlagt landejendom i Nørre Jernløse. Ilden havde kraftigt fat, og ejendommen stod ikke til at redde. Brandvæsnet foretog en kontrolleret nedbrænding, og politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere, da det ikke umiddelbart var til at fastslå brandårsagen. Vidner, som har set personer eller køretøjer omkring ejendommen op til branden startede, bedes ringe til politiet på tlf. 114, med oplysninger i sagen.
Brand i skur – Nyvej, Jyderup, Holbæk
Kl 16.32 kom der melding om brand i et skur ved en beboelsesejendom. Branden var tilsyneladende startet fordi flere brugte skuret til at stå og ryge i. Det lykkedes brandvæsnet at få kontrol over flammerne, så det ikke blev nødvendigt at evakuere bygningen. Skuret udbrændte til gengæld totalt. Tre personer, som ifølge de foreløbige undersøgelser havde stået og røget på stedet, er nu sigtet efter beredskabsloven.
Brændende bil – Kalundborgmotorvejen – Holbæk
Kl. 06.10 modtog politiet en anmeldelse om brand i en bil, der befandt sig i nødsporet. I forbindelse med myndighedernes arbejde på stedet opstod der en del kø, da den ene vognbane blev spærret af. Brandvæsnet fik slukket branden, og kl. 06.49 blev vejen åbnet op igen, efter af der var ryddet op efter branden. Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.
Færdselsuheld – Munkholmvej, Holbæk
Kl. 09.33 blev en 60-årig mandlig cyklist fra Holbæk, der kørte i retning mod vest, påkørt af en 66-årig mandlig bilist fra Holbæk, der ligeledes kørte i vestlig retning, men som overså cyklisten i forbindelse med et højresving ind mod et tankanlæg. Cyklisten væltede ved påkørslen og var lettere tilskadekommen. Cyklisten blev kørt på sygehuset til behandling.
Færdselsuheld – Ringstedvej, Holbæk
Kl. 12.55 skete et uheld, da en 41-årig kvinde fra Holbæk holdt stille i sin bil på Ringstedvej bag en bilist, som skulle svinge til venstre ad Sasserupvej. En bagfrakommende kassebil, der blev ført af en 28-årig mand fra Odense nåede ikke at stoppe op, men påkørte den kvindelige bilist bagfra, så hendes bil blev skubbet af vejen. Den 41-årige kvinde blev kørt til tjek på sygehuset, men hun havde ikke pådraget sig behandlingskrævende skader. Kassebilens fører var uskadt, men bilen punkterede, og holdt og spærrede vejen indtil den blev nødflyttet. Der opstod i den forbindelse trafikale problemer indtil kassebilen var fjernet efter omkring 30 min.
Færdselsuheld – Skagerakvej, Holbæk
Kl. 10.24 skete et sammenstød mellem tre biler i forbindelse med, at en bil skulle foretage et venstresving og en bagfra kommende bilist overså dette og påkørte en bil, der blev skubbet frem og ramte den venstresvingende bil. Patruljen på stedet skønnede, at føreren af den bagfra kommende bil, en 35-årig mand fra Køge, var påvirket, og han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, og han blev derfor anholdt med henblik på at få udtaget en blodprøve. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Færdselsuheld – Vestergade, Holbæk
Kl 02.35 var der tumult på en parkeringsplads, hvor en kvinde råbte ad føreren af en personbil, der var ved at bakke på parkeringspladsen, at han skulle slappe af, da hun vurderede, at hans kørsel var lige frisk nok. Det fik føreren til at bakke hen mod kvinden. Hun nåede sammen med flere andre at flytte sig, men en 23-årig mand blev ramt af bilen og skubbet omkuld. Han slap dog tilsyneladende fra påkørslen uden større skader. Føreren af personbilen valgte derefter at køre fra stedet. Politiet fandt senere på natten bilen efterladt på Svinningevej med et hul i bagrunden. Politiet efterforsker nu sagen videre.
Søndag – mandag
Indbrud i skole opklaret – Roedsvej, Holbæk
Kl. 12.05 fik politiet tip om, at tyvekosterne fra et indbrud i en aftenskole, hvor der var stjålet bærbare computere, Ipads og anden elektronik for et større beløb, befandt sig på en adresse i Holbæk. En patrulje kørte hjem til den mistænkte 45-årige mand, som erkendte tyveriet og hans hjem blev ransaget. Her blev fundet den store mængde elektronik, og han blev sigtet for indbruddet i skolen. Alle tyvekoster blev leveret tilbage til skolen, der desuden havde fået ødelagt flere vinduesrammer i forbindelse med indbruddet, som var blevet begået mellem fredag og lørdag.
Den 45-årige blev anholdt og taget med til stationen til afhøring, hvorefter sagen blev juridisk vurderet, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør. Han vil senere høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Knive fundet efter uro – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 23.20 kom anmeldelse om uro på Valdemar Sejrsvej og Jernbaneplads i Holbæk, hvor politiet på tryghedskameraer kunne se, at flere biler og mænd havde forsamlet sig og skabte utryghed. Flere patruljer kørte til stedet, hvor der blev fundet en kniv i nærheden i en græsrabat. Flere personer blev visiteret og flere biler ransaget. En 23-årig mand fra Slagelse havde en isoleringskniv, to hobbyknive og to knivblade i sin bil, så han blev sigtet for at overtræde knivloven. Der var ingen anmeldelse om slagsmål eller om at nogen var blevet truet. Politiet blev i området indtil der var ro på stedet, og der kom ingen nye anmeldelser om uro i området.
Kvinde bedraget af falsk politi/bankmand – Holbæk
Kl. 13.20 mødte en 68-årig kvinde fra Holbæk op i politiekspeditionen i Holbæk for at anmelde, at hun i fredags blev snydt af en falsk politimand fra NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet). Han havde ringet til hen omkring kl. 17.00 og fortalt, at en efterforskning havde vist, at nogen var ved at optage et lån på 72.000 kr i hendes navn. Hun blev herefter viderestillet til en “medarbejder fra Nordea”, som kunne se, at nogen forsøgte at tømme hendes konto.
Den 68-årige lod sig derfor overtale til at overføre 48.500 til en “sikker konto” for at bremse den kriminelle overførsel. Først senere blev hun opmærksom på, at hun var blevet snydt og anmeldte sagen. Politiet vil nu efterforske sagen om bedrageri.
Mand kom til skade i forbindelse med lagkagekasteri – Kirkestræde – Holbæk
Kl. 20.32 ringede en kvinde 112, da en ung mand var kommet til skade og at der var en kniv i umiddelbart nærhed af manden.
Politi og en ambulance kom frem til stedet, hvor det viste sig, at manden – der er 16 år og fra Mørkøv – havde overflaske skader. Årsagen hertil var, at den 16-årige havde været sammen med en gruppe personer, der havde købt kager i et nærliggende supermarked.
På et tidspunkt var de unge mennesker begyndt at kaste kagerne efter hinanden. Den 16-årige havde forsøgt at gribe en lagkage, da han kom til lettere skade og blev snittet af en kniv, han selv var i besiddelse af.
Han blev sigtet for overtrædelse af knivloven, da han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med at bære kniven, som falder under bestemmelserne i knivloven. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Motorvejsuheld – Holbækmotorvejen, Vipperød, Holbæk
Kl. 14.20 skete et uheld på motorvejen mod øst ved Vipperød, da en 27-årig kvinde mistede herredømmet over sin bil, som skred ud og ramte autoværnet og et hegn tilhørende en rideskole, hvorefter bilen endte på taget i grøften. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor kvinden i den forulykkede bil blev frigjort. Kvinden blev kørt i ambulance til behandling for alvorlige, men ikke livstruende skader. Autoværnet fik skader og måtte fjernes. Trafikken kunne glide langsomt forbi uheldsstedet, men der opstod kø på motorvejen mod øst. Politiet optog rapport om uheldet, men efter en times tid var oprydningen færdig.
Narkokørsel -Holbækvej, Jyderup – Holbæk
kl. 09.38 stoppede en patrulje en 30-årig mand fra Svinninge, som kørte og talte i håndholdt mobiltelefon. Det viste sig dog ikke at være den værste forseelse, da han også blev testet positiv for at køre med euforiserende stoffer i blodet. Han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve.
Røveriforsøg – Brogade, Holbæk
Kl 20.57 gik en 17-årig ung mand fra Odsherred på Smedelundsgade, da to andre, der gik imod ham, tog kontakt og sagde, at de ville have hans mobiltelefon. Den 17-årige stak af fra stedet men blev indhentet af de to andre i Brogade, hvor den ene gav ham et slag i hovedet, før de gik fra stedet – uden telefon.
De to beskrives som A: mand på 15-20 år, iført en grå hue, sort jakke, sorte bukser og sorte sko. Samt B: mand på 15-20 år med mørkt hår, sort jakke, grå joggingbukser og mørke sko med hvid sål.
Politiet forsøgte efterfølgende at finde de to i Holbæk by men uden resultat. Politiet hører gerne fra vidner, der har yderligere oplysninger om sagen.
Tip om salg af hash og puffbars førte til stort fund – Jyderup – Holbæk
Kl. 09.15 bankede lokalbetjente på ved et hus i Jyderup, da politiet havde fået tip om salg af hash og puffbars (nikotinholdige e-cigaretter) fra adressen. En mand i 30′;erne lukkede betjentene ind, og en tilkaldt narkohund gennemgik hele huset, hvor der blev fundet en stor mængde ulovlige ting.
600 ulovlige puffbars med smag – med og uden indhold af THC, ca 100 gram hash, steroider og vingummi med forskellig smag, som indeholdt THC og en smule kokain. En del af de fundne ting blev fundet i børnehøjde spredt over hele huset, og hjemmet var et mindreårigt barn, så politiet orienterede de sociale myndigheder om sagen.
Der blev desuden fundet et større kontantbeløb, som formodedes at være udbytte fra det ulovlige salg og et regnskab, som også pegede på salg fra adressen. Den mistænkte mand i 30′;erne blev sigtet, anholdt og taget med på politistationen, og de ulovlige ting og pengene beslaglagt. De store mængde puffbars anslås til alene at have en salgsværdi på mellem 50-70.000 kr.
Varebil taget for vanvidspromille – Hellestrupvej, Hellestrup – Holbæk
Kl. 09.21 ringede et bekymret ægtepar til politiet, da de kørte bag en varebil, som slingrede kraftigt mellem to vognbaner og bremsede unødigt op. En patrulje satte straks kursen, og ægteparret fulgte efter varebilen på afstand. Varebilen blev stoppet på Hellestrupvej, hvor en 45-årig mand fra Litauen blæste alkometeret op over 2,0 promille. Varebilen tilhørte den litauiske mands arbejdsgiver, men blev beslaglagt efter reglerne om vanvidskørsel på grund af den høje promille. Den 45-åriges kørekort blev inddraget og han fik udtaget en blodprøve og afhørt med tolk, hvorefter han blev løsladt. Arbejdsgiveren blev orienteret om sagen, og der blev ikke protesteret over beslaglæggelse af bilen. Nu afventer resultatet af blodprøven, hvorefter parterne i sagen vil høre mere. Retten vil senere skulle tage stilling til endelig konfiskation af bilen, hvis promillen viser et endeligt resultat over 2,0.
Indbrud i Perioden
Kærsangervej, Holbæk
Rebslagervej, Holbæk