Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2024/04/22 til 2024/04/30.
Beruset mand bortvist – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 08.30 blev politiet kontaktet af personale fra DSB, som ønskede politiets assistance til at få bortvist en beruset og ubehøvlet mand, der befandt sig i et tog. En patrulje kom frem til stedet, hvor manden – der er 50 år og bosiddende i Sverige – blev bortvist.
Brud på gasledning – Nykøbingvej, Mørkøv, Holbæk
Kl 08.39 kom der melding om en overgravet gasledning. Politiet fik spærret for trafikken i området. Der blev tilkaldt tekniker, der kunne afbryde gassen og efter en lille time kunne der åbnes for kørsel i området igen.
Forsøg på indbrud – Strandstræde, Holbæk
Kl 23.07 kom der en anmeldelse fra en opmærksom borger, der havde stået på sin altan og set, at tre mænd forsøgte at begå indbrud i en kommunal bygning. Anmelderen kunne desuden oplyse, at mændene kort efter forlod stedet med uforrettet sag. Det lykkedes politiet at få standset de tre mænds bil på Roskildevej. I bilen blev fundet diverse effekter, som kunne indikere, at mændene var ude rov. De anholdte er tre svenske mænd på hhv. 20, 21 og 19 år. Det vil mandag blive vurderet, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.
Knallertkørsel – Bennebovej, Mørkøv, Holbæk
kl 20.45 forsøgte lokalpolitiet at standse en crossmaskine, der kørte rundt i nærheden af Mørkøv Skole. Føreren valgte at smide maskinen fra sig og løbe ud over markerne og derfor blev en hundevogn tilkaldt. Tilsyneladende var den undløbne blevet samlet op af en bil, for sporet endte blindt. Men undervejs fandt man dog en tabt sikkerhedssko og en hjelm. Føreren beskrives som 18 år, lys i huden, almindelig til kraftig af bygning og i mørkeblå jeans og sort dunjakke.
Løb fra politiet – Klosterporten, Holbæk
Kl 01.25 ville en patrulje standse en anden bil i nærheden af Jernbanepladsen. Bilen kørte i første omgang hurtigt væk fra stedet, men blev kort efter fundet ved Klosterporten, hvor to mand stod ved bilen, mens en tredje løb fra stedet. En hundevogn blev tilkaldt til at søge spor efter den forsvundne mand. Hundepatruljen fandt under sporsøgning en bajonet, en kniv, en bilnøgle og en pose med hash. Hunden fortsatte ind gennem en baggård og til Kirkestræde, hvor man fandt en 21-årig mand fra Taastrup, der gemte sig bag en bil. Den videre sagsbehandling skal nu vise, om han kan sættes i forbindelse med nogle af de fundne effekter.
Mænd afsløret midt i narkohandel – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 00.35 kørte en patrulje lokalbetjente ved en parkeringsplads på Smedelundsgade foran et supermarked, hvor der holdt en bil i tomgang. I bilen sad tre personer, som vakte betjentenes interesse, så de henvendte sig ved bilen.
På bagsædet sad en 22-årig mand fra Lejre Kommune, som virkede påvirket af stoffer. Han blev visiteret, og betjentene fandt tre poser med hvidt pulver. Den 22-årige sagde, at han netop havde købt tre gram kokain af de to mænd i bilen.
De to mænd på forsæderne i bilen nægtede at sælge narko, men havde blot tilbudt at give den 22-årige, som de i øvrigt ikke kendte, et lift til stationen. Den forklaring troede betjentene ikke på, at de to mænd omkring de 30 år fra København blev sigtet for narkosalg, og bilen ransaget. I bilens midterkonsol fandt politiet 2000 kr i kontanter, som den 22-årige havde oplyst var prisen for de tre gram narko.
Derudover havde passageren på forsædet et gram kokain i en pose magen til på sig, og en joint. Stofferne blev beslaglagt og de tre mænd fik lov til gå. De vil senere høre mere i deres sager fra politiet.
Lørdag – søndag
Påvirket bilist – Butterupvej, Holbæk
Kl 18.32 ringede en mand ind og fortalte, at han havde set en bilist, der var tydeligt beruset, gå fra sin bil og ind i et supermarked for at handle. Politiet kunne i systemerne se, at den pågældende berusede herre var kendt for flere tilfælde af spirituskørsel og kørte derfor til stedet. Patruljen kom frem tidsnok til at få fat i føreren, en 51-årig mand fra Holbæk-området som blev sigtet for spirituskørsel og medtaget til udtagning af blodprøve.
Påvirket bilist – Holbækmotorvejen, Vipperød, Holbæk
Kl 19.21 ringede en kvinde til politiet og fortalte, at hun havde bemærket en bil, der blev ført meget slingrende ad motorvejen. Politiets indsatsleder lå i nærheden og fik kontakt til køretøjet og bragt det til standsning. Bilen blev ført af en 54-årig mand fra Kirke-Hyllinge. Han blev medtaget til sygehuset til udtagning af blodprøve.
Sigtet for brug af ukrudstbrænder – Uglerup, Holbæk
Kl 10.58 kørte brandvæsnet til brand i et sommerhus. En 70-årig mand på stedet havde brugt en ukrudtsbrænder så tæt på en trævæg, at flammerne havde antændt sommerhuset. Det lykkedes hurtigt brandvæsnet at få slukket ilden og manden blev sigtet for at overtræde beredskabsloven på grund af uforsigtighed i omgangen med ukrudtsbrænderen. Se gode råd om brugen af ukrudtsbrændere på www.brs.dk/da/borger/forebyg-brand/brandsikker-bolig/ukrudtsbrander/
Trafikuheld – Riffelhavevej, Holbæk
Kl. 10.25 skete et sammenstød mellem en varebil og en handicapscooter i forbindelse med, at varebilen, ført af en 40-årig mand fra Holbæk, bakkede ud af en indkørsel og i den forbindelse påkørte handicapscooteren, der blev ført af en 87-årig mand fra Holbæk. Den 87-årig mand var lettere tilskadekommen efter påkørslen og blev kørt til sygehuset for at blive behandlet for sine skader.
Ung med kniv – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl 21.18 tog personalet fra en hundepatrulje kontakt til en 14-årig dreng fra den sydlige del af Odsherred, da der var mistanke om, at han var i besiddelse af en kniv. Drengen havde ikke meget lyst til at tale med politiet og forsøgte at gå fra stedet, så det blev nødvendigt at fastholde ham for at få oplyst hans identitet. Det viste sig, at han havde en køkkenkniv stukket ned i bukserne. Han blev sigtet for at overtræde knivloven og derefter kørt hjem til forældrene, så patruljen kunne få en snak med dem.
Unge med kniv – Slotsvej, Holbæk
Kl 18.41 fik politiet melding om, at der var forsamlet en flok unge mennesker på stedet. En person mente at have set en kniv blandt de unge. Lokalpolitiet blev sat til at holde udkig efter de unge og fandt senere på aftenen gruppen på i alt 10 unge. Hos fire af de unge, som var fra forskellige steder på Vestsjælland og i alderen 14, 14, 16 og 17 år, blev der fundet i alt 10 knive. De unge blev derfor sigtet efter knivloven. Nogle af knivene bar præg af at være stjålet fra forretninger umiddelbart forinden.
“Det er en stærkt bekymrende udvikling, at vi ser så unge mennesker, som går rundt med kniv. Vi vil gerne advare stærkt imod, at de unge tror, at alle andre går med kniv, så derfor bliver de også selv nødt til at gøre det. Det kan få virkeligt store konsekvenser for dem, når vi pågriber dem med knive i det offentlige rum. Ud over selve straffen er der også en øget risiko for, at en situation pludseligt bliver optrappet og eskalerer, når man selv går med kniv. Derfor vil vi sammen med vores samarbejdspartnere i den kommende tid have et fornyet fokus på at dæmme op for den udvikling, og vi opfordrer forældrene i vores område til at tage en alvorlig snak med deres unge om den her problematik”, siger politiinspektør Thomas Tarpgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Vidner søges til overfald på lastbilchauffør – Ringstedvej, Holbæk
Kl. 17.55 kom et alarmopkald fra en jysk lastbilchauffør, som netop var blevet overfaldet, mens han holdt et hvil i lastbilen på en rasteplads Ringstedvej i Holbæk. To mænd var ankommet til rastepladsen i en hvid kassebil, og havde hevet den 46-årige midtjyde ud af førerhuset, hvor de slog ham med et baseballbat.
Herefter kørte de to mænd fra stedet ad Ringstedvej mod syd, hvor de også var kommet fra. De beskrives som:
A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 35-40 år, 165 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: skægstuppe., Iført: kasket, sort dynjakke.
B: Mand, Mellemøstlig af udseende, 35-40 år, 190-200 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Fipskæg, Iført: Sort dynjakke med noget hvid farve ned langs lynlåsen, rød/orange bukser.
De to gerningsmænd var kørende i en ældre hvid kassebil med nummerplade der startede med “PLZ”
Den 46-årige ringede efter hjælp, og politi og ambulance kørte til rastepladsen. Patruljen holdt udkig efter den hvide kassebil undervejs, men mødte den ikke. Lastbilchaufføren blev kørt til tjek på sygehuset, men han var sluppet fra overfaldet uden alvorlige skader.
Fra lastbilen manglede et SD-kort fra bilens dashcam, men ingen andre værdier var fjernet fra bilen.
Politiet efterforsker nu sagen, og forsøger at finde et motiv til overfaldet. Chaufføren havde ikke bemærket noget under sin tur fra Jylland på motorvejen, hvor han kørte af ved Sorø mod Holbæk, og han havde ingen mistanke til et motiv.
Vidner som har bemærket de to beskrevne personer eller den udenlandske varebil bedes ringe til politiet med oplysninger i sagen på tlf. 114.
Vold på station – Jernbanevej, Tølløse, Holbæk
Kl 17.44 kom der melding om, at en 12-årig lokal dreng, der sad på en bænk sammen med en anden dreng, var blevet truet og slået flere gange i hovedet af en mand på stationen. Flere vidner til overfaldet kom løbende til og fik fjernet den 51-årige mand fra Roskilde, der viste sig at være lidt uligevægtig. Også et af de tililende vidner havde fået et slag i hovedet men ønskede ikke at anmelde vold. Den 51-årige blev taget med af politiet og sigtet for vold.
Indbrud i Perioden
Skolevej, Knabstrup, Mørkøv