Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2023/09/20 til 2023/10/03.
Brand i frituregryde – Ahlgade, Holbæk
Kl. 09.25 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en grillforretning, hvor der var gået ild i en frituregryde. En 19-årig mandlig medarbejder havde råbt op, så en tilfældig forbipasserende kvinde havde slået alarm.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden i fritureolien, uden at der var sket skade på fast ejendom. Politiet foretog ud fra disse omstændigheder ikke yderligere i anledning af branden.
Butikstyv genkendt – Frejasvej, Holbæk
Kl. 13.35 fik politiet en anmeldelse fra Biltema om, at en mand var tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet nogle varer fra forretningen.
Politiet fik i forretningen kontakt til en 41-årig mand fra Jyderup, som blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for butikstyveri af varer til ca. 10.000 kr. Personalet havde opdaget tyveriet, da han gik gennem kasseområdet uden at betale for varerne, så personalet låste udgangsdøren, så den 41-årige ikke kunne forlade forretningen.
Politiet fik ved efterforskningen af denne anmeldelse oplysninger om, at den 41-årige også havde været i forretningen dagen før. Han kunne måske derfor også mistænkes for at stjålet varer ved dette besøg i forretningen, hvilket politiet nu undersøger nærmere i samarbejde med forretningens personale.
Den 41-årige blev løsladt efter afhøringen til det seneste tyveri, men kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen og mistanken om endnu et butikstyveri i forretningen.
Fodpatrulje afslørede mand med narko – Jernbaneplads, Holbæk
En patrulje fra den præventive afdeling på politistationen i Holbæk gik torsdag eftermiddag en fodpatrulje i området omkring Holbæk togstation i tryghedsskabende øjemed.
Under fodpatruljen fik politiassistenter på stationsområdet øje på en mand, der skønnedes påvirket af euforiserende stoffer. En nærmere kontrol af den 31-årige mand fra Holbæk viste at bekræfte mistanken om besiddelse af ulovlige stoffer, idet han var i besiddelse af ca. et gram amfetamin.
Amfetaminen blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, som han blev sigtet for overtrædelse af. Derfor kan han forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Færdselsuheld – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 15.13 fik politiet via alarm 112 melding om, at en fodgænger var blevet påkørt ved busholdepladsen på Jernbaneplads i Holbæk, så en ambulance var blevet sendt til stedet.
Det viste sig, at en 79-årig kvinde fra Holbæk var kommet til skade med sit ene ben, og at hun indtil ambulancepersonalets ankomst havde fået hjælp af tililende med sundfaglig uddannelse. Den tilskadekomne kvinde blev efterfølgende bragt til skadestuen i Holbæk til undersøgelse og fornøden behandling for alvorlig kvæstelse af det ene ben.
Uheldsstedet blev afspærret, så en tilkaldt bilinspektør kunne foretage undersøgelse af uheldsstedet og den bus, som en 72-årig mand fra Ølsted havde været fører af på uheldstidspunktet.
Den foreløbige konklusion efter politiets og bilinspektørens undersøgelser er, at buschaufføren var kørt ud fra busholdepladsen for at køre ad Jernbaneplads i vestlig retning.
Ved afslutning af svingningen opdagede buschaufføren, at den 79-årige kvinde pludselig lå midt på vejen, hvorfor han standsede bussen.
Politiet har ikke haft mulighed for afhøring af den 79-årige, hvis pårørende er blevet underrettet om hendes indlæggelse på sygehuset.
Bilinspektørens erklæring og muligheden for afhøring af den 79-årige afventes, inden politiet kan tage stilling til, hvad der videre skal ske i sagen.
Kl. ca. 16.00 blev der delvist åbnet for trafik i området, men først kl. ca. 18.10 var alle undersøgelser på uheldsstedet afsluttet.
Færdselsuheld – Køllevej, Mørkøv – Holbæk
Kl. 21.18 rettede en 77-årig mand fra Regstrup selv henvendelse til politiet, fordi han var forulykket under kørsel ad Køllevej i østlig retning ved Mørkøv.
Den 77-årige var sluppet uskadt fra uheldet, som skete, da han ved en vejkurve ville undvige et dyr, der sprang på tværs af vejen. Efter en undvigemanøvre kolliderede han med et autoværn og endte til sidst uden for vejen på tværs af et vandløb.
Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, som politiet registrerede omstændighederne ved.
Færdselsuheld – bilist omkommet – Ringstedvej / Kalundborgmotorvejen, Kvanløse, Holbæk
Kl. 18.35 fik politiet via alarm 112 melding om et alvorligt færdselsuheld i lyskrydset Ringstedvej – afkørsel 2 fra Kalundborgmotorvejen, idet en lastbil og en personbil var impliceret.
Sammenstødet bevirkede, at politiet efterfølgende afspærrede Ringstedvej i begge retning, ligesom afkørsel 2 fra Kalundborgmotorvejen i østlig retning blev afspærret.
En 48-årig mand fra Østjylland var som fører af den implicerede lastbil ikke kommet fysisk til skade, men redningspersonalet arbejdede med at få to personer ud af den påkørte og kraftigt beskadigede personbil.
En 62-årig mand fra Jyderup blev reddet ud fra førerpladsen i personbilen og i en ambulance bragt til sygehuset i Holbæk. Han var dog afgået ved døden formentlig som følge af alvorlige kvæstelser ved påkørslen.
En 42-årig kvinde ligeledes fra Jyderup blev reddet ud i live fra personbilens passagersæde og i en tilkaldt lægehelikopter fløjet til Rigshospitalet til undersøgelse og behandling for alvorlige kvæstelser.
En bilinspektør ankom til uheldsstedet for at undersøge de implicerede køretøjer og selve uheldsstedet.
Den foreløbige konklusion af undersøgelserne var, at lastbilchaufføren var kørt ad Ringstedvej mod syd og ind i lyskrydset ved afkørselsrampen fra Kalundborgmotorvejen. Ad denne rampe i østlig retning var personbilen kørt ud på Ringstedvej, men blev ramt på sin venstres side med kraftige beskadigelser til følge.
Lastbilens påkørsel af personbilen medførte, at personbilen blev skubbet sidelæns ind i en mast og snurrede rundt, inden den standsede på Ringstedvej.
Politiets arbejdstese er, at lastbilchaufføren kan have kørt frem mod rødt lys i lyskrydset ved motorvejens afkørselsrampe, hvilket politiet prøver at få klarlagt ud fra forskellige vidneforklaringer fra andre trafikanter i området på uheldstidspunktet.
Pårørende til både den omkomne fører og den alvorligt kvæstede passager er blevet underrettet om ulykken. Passageren er fortsat indlagt på hospitalet på grund af sine alvorlige kvæstelser.
En tekniker blev tilkaldt til at foretage nødvendig reparation af lyskrydset, så politiet kunne først kl. ca. 22.00 åbne for al trafik ved uheldsstedet.
Politiet afventer nu bilinspektørens erklæring om de foretagne undersøgelser, ligesom politiet afventer analyseresultatet af den blodprøve, der rutinemæssigt blev udtaget af lastbilchaufføren i anledning af det alvorlige færdselsuheld.
Færdselsuheld / narkokørsel uden førerret – Holbækvej, Syvendekøb, Mørkøv – Holbæk
Kl. 20.13 havde en bilist påkørt flere mindre træer i en vejkurve langs en dyb grøft på Holbækvej ved Mørkøv, så en lokal borger havde anmeldt uheldet.
Det viste sig, at bilen var blevet ført af en 41-årig mand fra Jyderup. Han havde ikke noget kørekort og blev i øvrigt i en narkometertest mistænkt for at være påvirket af kokain under kørslen. Derfor blev han anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel, men løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
Den 41-årige var ikke kommet til skade som følge af uheldet, der skete i forbindelse med kørsel ad Holbækvej i nordøstlig retning. Ingen øvrige trafikanter var involveret.
Mand havde brug for hjælp – Orø, Holbæk
Kl. 23.43 ringede en midaldrende mand fra Orø og oplyste, at han havde brug for hjælp, da havde tanker om selvskade. Efter en længere dialog med manden sagde han, at han havde skåret sig i armene. En patrulje og en ambulance satte kursen mod Orøfærgen, som blev bestilt til en ekstra tur til øen. Manden blev behandlet for overfladiske skader, og indlagt til frivillig behandling på psykiatrisk skadestue.
Mand i havnen – Bryggen, Holbæk
Kl. 04.06 fik politiet en henvendelse fra en kvinde, der var bekymret for en mand, der gik rundt nede ved havnen meget tæt på kajkanten. Kvinden havde råbt manden an, men han havde ikke reageret.
Politiet kørte til havnen, hvor en mand blev fundet i vandet et stykke fra kajkanten. Da manden tilsyneladende virkede livløs, slog politiet alarm, så redningsmandskab kunne sendes til området.
I ventetiden fandt politiet en slags tømmerflåde, som blev brugt til at sejle ud til manden, der herefter blev reddet i land. Da han stadig var livløs, blev livreddende førstehjælp iværksat sammen med ankommet ambulancepersonale.
Senere landede en redningshelikopter, hvori den livløse mand blev fløjet til Rigshospitalet. Her måtte en læge trods fortsat genoplivningsforsøg konstatere, at manden var afgået ved døden.
Den omkomne blev identificeret som en 48-årig mand fra Holbæk, hvis pårørende er blevet underrettet. Der er umiddelbart ingen oplysninger om, at der kan være foregået noget strafbart i forbindelse med mandens død.
Mand kørte i frakendelsestiden – Skovvejen, Mørkøv, Holbæk
kl. 12.40 blev en 37-årig mand fra Svinninge sigtet for at køre på Skovvejen i en bil han havde lånt, selvom han var frakendt førerretten. Bilens ejer blev sigtet for at udlåne bilen til en, der ikke lovligt måtte føre den. De to sigtede kan begge forvente at høre mere i sagen senere.
Mand stjal spiritus – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 15.14 blev en 41-årig mand fra Stenlille tilbageholdt i Meny Supermarkedet i Holbæk, da han forlod butikken uden at betale for flere flasker spiritus. En medarbejder havde set, at manden havde fyldt en kurv med flasker, men at kurven blev efterladt tom. På overvågningen kunne personalet se, at manden havde lagt flaskerne ned i et net, inden han gik igennem kassen uden at betale.
Den 41-årige blev tilbageholdt på parkeringspladsen, hvor blev taget med tilbage på kontoret og politiet tilkaldt. Patruljen sigtede ham for at stjæle otte flasker spiritus og en sodavand for i alt 1508 kr. Han erkendte tyveriet og fik lov til at gå efter afhøringen, men vil høre mere i sagen senere.
Narkokørsel uden førerret – bil beslaglagt – Nørupvej, Regstrup – Holbæk
Kl. 14.50 standsede en patrulje fra den forebyggende afdeling i Holbæk en personbil på Nørupvej i Regstrup, efter at personbilen var kørt ud fra parkeringspladsen ved et supermarked.
Bag rattet i bilen sad en 30-årig mand fra Regstrup, som ikke havde noget kørekort og derfor indledningsvist blev sigtet for kørsel uden førerret.
Den 30-årige blev endvidere i forbindelse med en narkometertest skønnet påvirket af cannabis under kørslen, så han blev anholdt i forbindelse med yderligere en sigtelse for narkokørsel i bilen.
Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, løslod politiet den 30-årige, som dog blev gjort bekendt med, at han måtte finde alternative transportmuligheder fremadrettet.
Ved en nærmere kontrol kunne politiet konstatere, at han alene i 2023 havde mere end tre tidligere sigtelser for kørsel uden førerret og tillige tidligere havde fået beslaglagt et køretøj på grund af gentagne kørsler uden kørekort. Han blev derfor igen gjort bekendt med, at politiet beslaglagde hans personbil med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som han vil blive indkaldt til, når hans verserende sager skal afgøres i retten.
Narkokørsel uden førerret mv. – Skovvejen, Jyderup – Holbæk
Kl. 17.13 kontrollerede en patrulje nummerpladen på en personbil og fik efterfølgende oplysninger om, at ejeren af bilen ikke havde noget kørekort.
Patruljen standsede bilen med henblik på en rutinemæssig kontrol og fik herved netop kontakt til bilejeren, som var en 28-årig mand fra Mørkøv. Hans førerret var blevet inddraget af politiet, da han ikke havde fået aflagt en kontrollerede køreprøve, så han blev sigtet for kørsel uden førerret i bilen.
Da den 28-årige tillige blev skønnet påvirket af cannabis under kørslen, blev han anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel, men løsladt kort efter, da han havde fået udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Skorstensbrand – Sports Allé, Holbæk
Kl. 19.23 opstod brand i en skorsten i en bygning tilhørende Sportsbyen. Bygningen er beliggende bag ved Sportsbyen, og der var ingen risiko for spredning til hovedbygningen. Brandvæsnet fik kontrol over ilden, som blev begrænset til skorstenen. Der var intet mistænkeligt ved branden, og der skete ingen skade på bygningen.
Spiritus-/narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Skovvejen, Jyderup – Holbæk
Kl. 02.29 blev en 39-årig mand fra Rødovre præsenteret for flere sigtelser, da politiet rutinemæssigt stoppede den personbil, som han førte ad Skovvejen mod øst ved Jyderup.
Den 39-årige var i forvejen frakendt kørekort og måtte derfor ikke være fører af personbilen, som han førte, også selv om han efter både en alkometer- og narkometertest kunne mistænkes for at være påvirket af både alkohol og narkotika under kørslen.
Politiet anholdt den 39-årige, der i forbindelse med visitationen blev fundet i besiddelse af 0,5 gram kokain. Dette fund medførte yderligere en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 39-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.
Spirituskørsel / knivloven mv. – Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 23.50 kontrollerede politiet en personbil, som netop var kørt ind på en tankstation på Holbækvej i Jyderup.
Føreren var en 49-årig mand fra Snertinge, som ikke havde noget gyldigt kørekort og i øvrigt var mere påvirket af alkohol end tilladt. Han blev derfor sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven og yderligere sigtet for overtrædelse af knivloven, da han på bagsædet i bilen medbragte en kniv uden noget anerkendelsesværdigt formål.
I bilen var en 37-årig mand fra Regstrup med som passager, og han blev også sigtet for overtrædelse af knivloven, idet han havde en foldekniv på sig uden noget anerkendelsesværdigt formål.
Den 49-årige fører af bilen blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Spirituskørsel på knallert – Nykøbingvej, Mørkøv – Holbæk
Kl. 17.42 standsede politiet en 60-årig mand fra Mørkøv, da han på en lille 30-knallert kørte ad Nykøbingvej i sydøstlig retning.
Da knallertføreren var mere påvirket af alkohol end tilladt, blev han anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel på knallerten.
Den 60-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, analyseerklæringen foreligger.
To unge begik indbrud i forretninger – Ahlgade, Holbæk
Kl. 01.03 undrede en opmærksom beboer i Ahlgade sig over nogle bankelyde, hvilket viste at stamme fra to unge personers ophold uden for en boghandlerforretning. Anmelderen gav sig til kende og slog alarm, men holdt øje med de to personer, der flygtede kortvarigt. De kom dog retur og begyndte at banke på indgangspartiet ved en anden forretning, så ruden knustes, og hvor det lykkedes dem at komme ind i forretningen.
Politiet rykkede ud til Ahlgade og kunne med baggrund i anmelderens observationer foretage anholdelse af en 15-årig pige og en 15-årig dreng begge fra Holbæk, efter de havde gemt sig i forretningen.
De to unge viste sig tidligere på aftenen at have forladt en institution, hvor de opholdt sig, så efter afhøring til de to indbrudssager blev de begge løsladt og overgivet til personalet på institutionen. Senere vil der kommet et strafferetligt og formentlig også et erstatningsmæssigt efterspil for indbruddet og indbrudsforsøget, hvor det ikke lykkedes dem at stjæle noget.
Politiet har også udfærdiget socialrapporter til underretning af de to unges hjemkommuner om deres færden og straffesager mod dem.
Indbrud i Perioden
Vestervej, Mørkøv