Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet Aug 03, 2016 til Aug 10, 2016.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-holbaek.dk
Brand i savværk – Annexgårdsvej, Ugerløse – Holbæk
Kl. 1746 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et savværk. Det viste sig heldigvis ikke at være så alvorligt som først antaget, idet branden var opstået omkring et pillefyr. Formentlig en stikflamme herfra havde forårsaget en mindre brand, der ikke forrettede skade på fast ejendom. Ingen kom til skade som følge af branden.
Tyveri af seddelautomat på tankstation – Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 0256 kørte politiet til Uno-X-tanken i anledning af en alarm. Politiet kunne konstatere, at seddel-/pengeautomaten var fjernet fra sin plads, således at kun fundamentet stod tilbage. Under den umiddelbare efterforskning af tyveri af automaten fik politiet oplysninger om, at et sølvfarvet køretøj med tre personer i kunne være set i området. Gerningsstedet blev undersøgt for spor, og politiet afventer nu, om nogen af sporene kan føre til identifikation af gerningsmændene.
Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området ved tankstationen i nat, eller som finder seddelautomaten efterladt et sted. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Færdselsuheld – Kalundborgvej, Allerup, Holbæk
Kl. 1738 fik politiet melding om, at der var sket et færdselsuheld mellem en bil og en knallert i krydset Kalundborgvej-Nykøbingvej. Det viste sig, at en 81-årig mand fra Holbæk i sin personbil kørte ad Nykøbingvej frem til krydset, hvor han kørte fremad, så han ramte højre side på en knallert ført af en 41-årig kvinde fra Regstrup ad Kalundborgvej mod vest. Den kvindelige part blev i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen i Holbæk til undersøgelse og behandling for smerter i den ene arm. Den 81-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, da han mistænkes for at have overtrådt sin vigepligt i krydset.
Spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Holbæk
Kl. 0849 anmeldte en bilist, at en anden bilist kørte meget usikkert ad motorvejen i vestlig retning. Til sidst lykkedes det bilisten selv at standse den usikre bilist, hvorefter politiet kom til stedet og foretog anholdelse af en 22-årig, spirituspåvirket kvinde fra Gentofte. Hun nægtede dog at have køre bilen, som ifølge den anholdte skulle være ført af en anden 22-årig kvinde fra Gentofte. Ifølge vidneudsagn var politiet dog sikre på, at den rigtige fører var blevet anholdt og sigtet for spirituskørsel. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol løslod politiet føreren, som vil høre nærmere om sagens afgørelse, når blodprøven er blevet analyseret.
Narkokørsel i bil med stjålne nummerplader – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde
Kl. 1915 fik politiet øje på en personbil, der var forsynet med nummerplader, som var efterlyst som stjålne, i vestgående retning på motorvejen. Bilen blev ført af en 27-årig mand fra Roskilde, der blev anholdt, fordi en narkometertest indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev afhørt til sager omkring kørsel i en uindregistreret bil, tyveri af nummerpladerne, der var meldt stjålet på Frederiksberg d. 290716, samt narkokørslen. Da politiet kunne konstatere, at han flere gange tidligere var blevet afsløret i at køre i narkotikapåvirket tilstand, beslaglagde politiet personbilen med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor blive indkaldt til et retsmøde senere.
Utryghedsskabende adfærd – Munkholmvej / Havnevej, Holbæk
Kl. 2127 fik politiet en henvendelse om, at to mænd af anden etnisk oprindelse end dansk og i alderen 17-19 år stod med en pistollignende genstand i hånden og sigtede på et vejskilt på Munkholmvej. Politiet kørte til området, men kunne ikke finde et vejskilt, der bar præg af at være ramt af skud. De to unge mænd blev heller ikke truffet i området.
Kl. 2202 anmeldte en mor, at hendes 12-årige søn fra Holbæk kl. ca. 2100 på Havnevej sammen med en kammerat havde jagtet Pokemons. Pludselig fulgteen grå og ældre bil af mærket Skoda efter dem et stykke. På et tidspunkt holdt en af de fire personer af anden etnisk oprindelse end dansk i bilen en pistollignende genstand ud af bilens vindue. Drengene blev forskrækket og gemte sig bag en hæk, inden de løb hjem – forfulgt af bilen et stykke af vejen. Politiet fandt ikke bilen i Holbæk og omegn.
Spirituskørsel – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk
Kl. 2253 anholdt og sigtede politiet en 44-årig mand fra Snertinge for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 0026 standsede politiet en personbil til rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Bilen blev ført af en 18-årig mand fra Holbæk, som endnu ikke havde erhvervet sig et kørekort. Han blev sigtet for kørsel uden førerret. Da det var tredje gang inden for blot en måned, at politiet afslørede ham i at føre et køretøj uden førerret, beslaglagde politiet hans bil med henblik på senere konfiskation. Han vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagen og spørgsmål om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.
Varetægtsfængsling – Mand overfaldet – Knudskovparken, Holbæk
Den 30-årige mand fra Nørre-Asmindrup, der blev anholdt tirsdag aften efter overfald på en mand med jernrør, blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk som sigtet for forsøg på manddrab og med krav fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling. Den 30-årige blev i retsmødet, der blev behandlet for lukkede døre, varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 30. august 2016.
Mand overfaldet – Knudskovparken, Holbæk
Kl. 2007 fik politiet via alarm 112 en anmeldelse om, at en mand var blevet slået adskillige gange med et jernrør, og at gerningsmanden var flygtet fra stedet. En ambulance bragte en svært tilskadekommen, 55-årig mand fra Vipperød på først skadestuen, men senere Rigshospitalets traumecenter til behandling for sine læsioner primært i hovedet. Gerningsmanden blev ud fra vidners forklaring hurtigt identificeret som en 30-årig mand fra Nørre-Asmindrup, som politiet fandt i Odsherred og derfor kunne anholde udramatisk kl. 2130. Politiet indledte straks efterforskningen i sagen, hvor det viste sig, at fire personer – to mænd og to kvinder – var forsamlet på en privat adresse i Knudskovparken. Under samværet opstod der en uenighed mellem de to mænd, hvorefter den 30-årige kortvarigt forlod stedet. Han kom tilbage med to jernrør, som han havde fundet i nærheden. Med jernrørene som våben tildelte han den 55 årige adskillige slag primært i hovedet og på armene, inden han flygtede fra stedet. De to kvinder blev ikke ramt, men var stærkt chokerede. Kriminalteknikere blev tilkaldt til at foretage grundig undersøgelse af gerningsstedet. Ifølge oplysninger fra Rigshospitalet onsdag morgen er den forurettede stadig i en livstruende, men stabil tilstand på grund af de skader, han fik som følge af slagene med jernrøret. Den anholdte vil onsdag kl. 1130 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk som sigtet for forsøg på manddrab på grund af sagens grove karakter og med krav på varetægtsfængsling fra anklagemyndighedens side.
Indbrud i perioden
Landevejen, Gislinge
Hostrups Have, Holbæk
Bødkervej, Holbæk
Lundemarksvej, Holbæk
Stenhusvej, Holbæk
Kalundborgvej, Tuse, Holbæk
Industrivej, Jyderup
Bakkerupvej, Knabstrup, Mørkøv
Torslunde, Svinninge
Syvendeskovvej, Undløse, Tølløse