Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2022/11/15 til 2022/11/28.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Butikstyveri – Smedelundsgade, Holbæk
Kl 11.39 blev det anmeldt fra et supermarked, at personalet havde stoppet to 16-årige drenge fra lokalområdet, der havde stjålet to energidrikke, en højtaler og powerbank. Børnenes forældre blev tilkaldt og drengene erkendte da også tyveriet. Der sker nu underretning af de sociale myndigheder i kommunen.
Færdselsuheld – Søstrupvej, Holbæk
Kl 19.05 kørte en personbil ført af en 47-årig mand fra Holbæk af ukendte årsager af vejen og ud på en mark. Der blev sendt både politi og ambulance til stedet, og manden blev medtaget til hospitalet til behandling for sine skader.
Færdselsuheld – mand omkommet – Hagesholmvej, Audebo, Holbæk
Kl. 16.41 slog en forbikørende, mandlig bilist alarm, idet bilisten på Hagesholmvej ved et skarpt sving ved en kanal kunne se nogle hjulspor, der fortsatte ligeud mod kanalen. Heri lå et køretøj på hovedet og kun hjulene over vandet.
Redningspersonalet fik undersøgt bilen, hvorfra en livløs mand blev reddet ud. En læge fra den tilkaldte lægehelikopter kunne efterfølgende konstatere, at manden var afgået ved døden.
En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og omstændighederne herved, hvorefter den foreløbige konklusion er, at bilisten efter kørsel ad Hagesholmvej i østlig retning er fortsat ligeud i det skarpe vejsving, så han havnede i kanalen.
Den omkomne blev identificeret som en 54-årig mand fra Holbæk, hvis pårørende er underrettet. Ingen øvrige trafikanter var involveret i ulykken.
Hashfund i handskerum – Holbækvej, Svinninge – Holbæk
Kl. 20.37 var en patrulje fra operativ forebyggelse på gaden i Svinninge, hvor de ved en tankstation stoppede en bil i en rutinekontrol. Det viste sig at give pote, da betjentene under en ransagning af bilen fandt en stor klump hash i handskerummet. En 21-årig mand fra Birkerød blev sigtet for at besidde 36,39 gram hash, der blev beslaglagt med henblik på destruktion. Den 21-årige fik herefter lov til at gå, men vil senere høre mere i sin sag.
Hærværk – Kalundborgvej, Holbæk
Kl. 13.30 rykkede politiet ud til jernbanen ved Kalundborgvej med baggrund i et par anmeldelser om to unge mænds graffitimaleri på et elskab.
Politiet fik hurtigt øje på den ene unge mand, der stak af med politiet bagefter, så politiet måtte bede Bane Danmark om at indstille togdriften, mens politiet arbejdede i området.
Den ene af de to graffitimalere blev hurtigt løbet op, mens det lykkedes den anden at forsvinde væk i området.
Politiet fik dog hurtigt identificeret den anden mistænkte i sagen, så Bane Danmark kunne genoptage togdriften kort efter kl. 14.00.
De to mistænkte og tilbageholdte i sagen var en 13-årig dreng fra Ugerløse og en 14-årig dreng fra Holbæk, der kunne mistænkes for hærværk i form af graffiti på et elskab på området ved jernbanesporet.
Ingen af de to drenge kunne sigtes for hærværk, fordi de begge er under den kriminelle lavalder på 15 år. De blev dog begge afhørt til sagen under overværelse af deres respektive værger, der blev orienteret om sagens videre forløb, herunder en kommende underretning til de sociale myndigheder om sagen.
Knivloven – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 00.25 på Valdemar Sejrsvej i Holbæk. stoppede en patrulje en bil med fire unge mennesker fra lokalområdet rutinemæssigt. I bunden af bilen blev fundet en dolk med en bladlængde på 17 cm, som en 20-årig mand erkendte tilhørte ham. Da den 20-årige ikke havde en anerkendelsesværdigt formål til at besidde kniven, blev han sigtet for at overtræde knivloven. Patruljen visiterede alle i bilen, men der blev ikke fundet yderligere ulovligt. Den ulovlige kniv blev beslaglagt, og den 20-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Mand anholdt for uorden – Nygade, Holbæk
kl. 19.24 fik politiet anmeldelse om, at en fuld mand skabte utryghed ved et spisested i Nygade, da han gik og antastede folk og ville holde om dem. En patrulje kom frem og traf en 32-årig mand fra Hørve, som var så påvirket af alkohol, at han ikke var egnet til at færdes på gaden. Han blev derfor taget med i detentionen til afrusning og senere løsladt. Han blev ikke sigtet for noget i den forbindelse.
Mand anholdt for vold og trusler – Holbækvej, Holbæk
Kl. 21.51 kom et alarmopkald om, at en 34-årig mand fra Jyderup var blevet tildelt slag og spark af en 40-årig mand – ligeledes fra Jyderup. Den 40-årige havde efterfølgende truet den 34-årige med en geværlignende genstand. Da anmeldelsen lød på våben, tog politiet ingen chancer og kom talstærkt frem til stedet, hvor de uden dramatik anholdt den 40-årige mand. Politiet ransagede huset, hvor et gevær blev sikret. Den 40-årige er nu i politiets varetægt, hvor han skal afhøres, om det skal, og det skal vurderes, om der er grundlag for at fremstille manden i grundlovsforhør.
Mand i mistænkelig vest – Sportsvej, Tølløse
Kl 10.35 fik politiet melding om, at der skulle gå en mand rundt i skudsikker vest nær en skole i området. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var helt så dramatisk. Der var rettelig tale om en yngre mand iført en vægtvest, der bruges ved cross fit.
Mulig vold mellem bekendte – Holbæk
Kl. 21.31 tilkaldte en kvindelig bekendt til en 37-årig mand fra Holbæk en ambulance, idet den 37-årige havde det dårligt efter et muligt overfald under et besøg hos en 55-årig mands adresse i Holbæk.
Den 37-årige blev bragt til skadestuen, men senere overført til et andet hospital i København til behandling for alvorlige kvæstelser i hovedet.
Politiet fik klarlagt, at den tilskadekomne sammen med den kvindelige bekendte havde været på besøg hos den 55-årige, hvor en 40-årig mand fra Holbæk også kom på besøg.
Alle var mere eller mindre påvirkede af alkohol, da der opstod en diskussion mellem den 37-årige og den 40-årige gæst. Herunder var der blevet skubbet til hinanden, så den 37-årige var faldet. Det havde han ifølge andre tilstedeværende også gjort forinden på grund af sin påvirkning af alkohol.
Politiet besluttede at foretage anholdelse af den 40-årige, som blev sigtet for vold i anledning af diskussionen og skubberiet mod den 37-årige, så han muligvis fik slået sig eller forværret de skader, han måske tidligere havde pådraget sig ved sine fald.
Der var ikke grundlag for fremstilling af den anholdte i et grundlovsforhør, så han blev løsladt efter afhøring til sagen. Efterforskningen i sagen fortsætter for at få klarlagt, hvad der rent faktisk er sket på den 55-åriges bopæl og herunder, hvorvidt nogen af den 37-åriges skader skyldes en strafbar handling eller hans egen uforsigtighed.
Narkokørsel – Bonderupvej, Store-Merløse – Holbæk
Kl. 08.45 blev en 48-årig kvinde fra Store-Merløse anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun kom kørende ad Bonderupvej i nordvestlig retning. Kvinden fik udtaget en blodprøve, hvorefter hun blev løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt, når resultatet af blodprøven kommer politiet i hænde.
Narkokørsel – Skovvejen, Nr. Jernløse, Regstrup – Holbæk
Kl. 01.23 sigtede politiet en 35-årig mand fra Kalundborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Skovvejen. Han blev mistænkt for at kunne være påvirket af cannabis under kørslen og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Narkokørsel og besiddelse af hash – Hybenvang, Holbæk
Kl. 16.20 blev en 26-årig mand fra Holbæk anholdt i forbindelse med en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Hybenvang. Ved visitationen af den 26-årige fandt politiet ham i besiddelse af flere klumper hash med en samlet vægt på godt 20 gram. Hashen blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 26-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, men vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen efter blodprøven foreligger.
Narkokørsel uden førerret – Kalundborgvej, Holbæk
Kl. 18.25 blev en 28-årig mand fra Glostrup sigtet for kørsel uden førerret samt i narkotikapåvirket tilstand. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, derefter blev han løsladt. Sagerne afgøres, når politiet har modtaget resultatet af blodprøven.
Påvirket bilist – Gl Ringstedvej, Holbæk.
kl 19.17 standsede politiet en personbil ført af en 25-årig mand fra Hedehusene, da der var mistanke om, at manden var påvirket af euforiserende stoffer, hvad han da også godt kunne erkende. Han blev også medtaget til sygehuset til udtagning af blodprøve.
Påvirket fører – Ringstedvej, Svinninge
Kl 09.50 standsede politiet en 24-årig mand fra Sorø i en rutinemæssig kontrol. Patruljen mistænkte, at manden var påvirket, og patruljebilen narkometer bekræftede dette. Manden blev derfor sigtet og var anholdt i forbindelse med, at der blev udtaget en blodprøve – derefter blev han løsladt. Manden vil få afgjort sagen, når resultatet af blodprøve kommer politiet i hænde.
Røg fra tog – Tølløse, Holbæk.
Kl 08.05 kom der anmeldelse om røgudvikling fra et tog på strækningen. Lokoføreren fik evakueret passagererne fra toget. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet og kunne konstatere, at der ikke var brand i toget. Der var tilsyneladende alene tale om en teknisk fejl.
Spirituskørsel – Ringstedvej, Holbæk
Kl. 18.09 blev en 30-årig mand fra Gislinge standset som fører af en personbil, som han førte ad Ringstedvej, og hvori han medbragte nogle børn.
Den 30-årige deltog i en alkometertest, der gav udslag ud over det tilladte, hvorfor politiet sigtede ham for spirituskørsel og efterfølgende foretog anholdelse af føreren.
Politiet måtte tilkalde pårørende til at afhente børnene, inden politiet kunne transportere føreren til et sygehus til udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Da den 30-årige medbragte børn i bilen i forbindelse med spirituskørslen, har politiet tillige udfærdiget en rapport til de sociale myndigheder om omstændighederne ved transporten af børnene.
Spirituskørsel – Smedelundgade, Holbæk
Kl. 02.06 blev en 24-årig kvinde fra Holbæk anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i den personbil, som hun førte ad Smedelundsgade. Alkometertesten havde nemlig indikeret, at hun var mere påvirket af alkohol end tilladt.
Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Spirituskørsel uden førerret til vogntoget – Skovvejen, Mørkøv – Holbæk
Kl. 15.00 standsede færdselspolitiet et vogntog bestående af en varebil med tilkoblet påhængsvogn med henblik på rutinemæssig kontrol af vogntoget og føreren.
Vogntoget blev ført af en 56-årig mand fra Mørkøv, hvis kørekort ikke gav tilladelse til at føre det omhandlede vogntog. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret til vogntoget og deltog efterfølgende i en alkometertest, der indikerede, at han var påvirket af alkohol i en højere grad end tilladt.
Politiet sigtede den 56-årige for spirituskørsel, hvorefter han i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Tyverier fra varebiler – Svinninge – Holbæk
I løbet af den forgangne weekend modtog politiet ikke mindre end 10 anmeldelser om tyverier fra varebiler i Svinninge-området.
Tyverierne var sket på forskellige tidspunkter i løbet af weekenden, men tyven(e) havde i alle tilfælde stort set anvendt den samme fremgangsmåde for at skaffe sig adgang til varerummene på køretøjerne.
Låsen på varebilernes skydedør var blevet opbrudt, hvorefter primært værktøj, men også andre værdifulde genstande var blevet stjålet fra køretøjerne.
Politiet har undersøgt langt de fleste af køretøjerne og afventer nu resultatet af de tekniske spor, som måske kan give oplysninger om mistænkte, der står bag tyverierne.
Politiet vil gerne opfordre borgere med privat videoovervågning til at gennemse overvågningsmaterialet, hvorvidt nogen har foretaget mistænkelig adfærd ved køretøjer i Svinninge-området. Oplysninger herom og oplysninger i øvrigt til brug for efterforskningen i sagerne kan gives til politiet på tlf. 114.
Politiet modtog i løbet af weekenden i alt 19 anmeldelser om tyverier fra varebiler fordelt over hele politikredsen. Hertil skal lægges fire anmeldelser om tyveri fra personbiler i samme periode.
Husk det kriminalpræventive råd: Tøm bilen, før tyven gør det!
Uopmærksom påvirket bilist kørte galt – Holbækmotorvejen, Holbæk
kl. 23.41 mistede en bilist herredømmet over sin bil i forbindelse med et telefonopkald. Bilisten, en 29-årig mand fra Ruds Vedby, kørte ad Holbækmotorvejen ved Holbæk, da han påkørte autoværnet og bilen forulykkede. Autoværnet blev beskadiget og landede på bilens kølerhjelm.
Politi og ambulance kørte til stedet, hvor det viste sig at bilisten kunne mistænkes for at være påvirket under kørslen. Han blev kørt til tjek på sygehuset i ambulance, hvor han fik udtaget en blodprøve. En skiltevogn blev opsat på uheldsstedet, og bilen blev senere fjernet fra motorvejen. Den 29-årige kom ikke noget alvorligt til ved uheldet.
Patruljen optog rapport, og nu afventes resultatet af blodprøven, som skal vise om bilisten havde indtaget stoffer eller alkohol over det tilladte.
Varetægtsfængsling – Trusler og vold – Jyderup – Holbæk
En 39-årig mand fra Jyderup blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 20. december 2022 efter fremstilling i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk i løbet af fredagen.
Ved retsmødet sigtede anklagemyndigheden ham bl.a. for trusler på livet med et skydevåben over for en forurettet, 33-årig mand, vold og vidnetrusler mod samme mand samt for ulovlig besiddelse af et skarpladt haglgevær.
Sigtelserne havde baggrund i et overfald, der skete torsdag aften kl. ca. 21.50 på Holbækvej i Jyderup, hvor politiet mødte talstærkt op på grund af anmeldelsen om bl.a. brug af et skydevåben.
Indbrud i perioden
Engvang, Holbæk
Kikhøjparken, Holbæk
Sasserup Vænge, Sasserup, Holbæk
Stjernedalen, Holbæk