Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2022/10/10 til 2022/10/18.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Afpresning og frihedsberøvelse mv. – Holbæk
Kl. 20.10 fik politiet en henvendelse fra pårørende til en 17-årig ung mand fra den sydlige del af Holbæk kommune om, at den 17-årige havde været frihedsberøvet siden sidst på eftermiddagen, hvor han i Tølløse ifølge en aftale havde mødtes med tre andre mænd.
Han var blevet truet til at hæve nogle penge og havde nu brug for de pårørendes hjælp til at hæve flere penge til mændene, der havde holdt ham tilbage i et køretøj, hvori de kørte rundt.
Politiet iværksatte straks en efterforskning og fik senere lokaliseret køretøjet til at befinde sig i den centrale del af Roskilde by. Her kunne politiet kl. 20.50 anholde de tre mistænkte mænd i det pågældende køretøj, hvor den 17-årige også var til stede.
Den 17-årige var uden fysiske skader, og de tre mænd blev identificeret som en 22-årig mand fra Midtsjælland, en 33-årig mand fra Storkøbenhavn og en 35-årig mand fra Odsherred.
De tre anholdte forblev efter afhøring til sagen i politiets varetægt under den fortsatte efterforskning i løbet af natten og fredag morgen. De tre mænd vil dog efter en nærmere vurdering af sagens konkrete omstændigheder blive løsladt, men de er fortsat sigtet for de alvorlige mistanker, som politiet under den fortsatte efterforskning vil forsøge at få klarlagt nærmere.
Brand – Hovedgaden, Tølløse. Holbæk
Kl 18.04 kom der anmeldelse om, at der var brand i både en skraldespand og en trækasse med legetøj op ad væggen til en børnehave. En patrulje på stedet fik kontakt til tre unge mænd, der oplyste, at de havde forsøgt at slukke branden ved at kaste sand på den og affyre en pulverslukker. Området blev afsøgt for spor ved hjælp af en politihund og politiet vil nu forsøge at se, om man kan finde årsagen til branden.
Butikstyveri – Ahlgade, Holbæk
Kl. 17.23 modtog politiet en anmeldelse om butikstyverier på Ahlgade i Holbæk. Anmelderen tilbageholdte to drenge på hhv. 14 og 15 år, som begge kom fra Glostrup. En patrulje blev sendt til stedet og kunne konstatere, at drengene havde stjålet for 4000-5000 kr. i forskellige butikker. Begge drenge erkendte at have stjålet varer fra forskellige butikker. Både værge og deres hjemkommune blev kontaktet efterfølgende.
Cyklist ramt i rundkørsel – Roskildevej/Skagerakvej, Holbæk
Kl. 20.10 skete et uheld i en rundkørsel, da en bilist ramte en cyklist, som var på vej rundt i rundkørslen. Cyklisten, en 18-årig kvinde fra Holbæk kørte ad Skagerakvej mod øst, og skulle lige ud i rundkørslen. Ad Roskildevej mod nord kørte en personbil, med en 20-årig kvinde fra Holbæk bag rattet. Bilisten overså cyklisten og kørte frem i rundkørslen. Cyklisten styrtede og slog sig. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor cyklisten blev bragt til tjek på sygehuset. Hun kom ikke noget alvorligt til, men fik skrammer og en ridset cykel. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet.
Fund af narko – Hovedgaden, Mørkøv. Holbæk
Kl 17.00 bemærker politiet en personbil med to mænd i. Da manden i passagersædet, en 31-årig mand fra Tølløse, ser politiet, smider han en lille pose om på bagsædet og løber fra stedet. Det lykkes dog politifolkene at få ham løbet op og anholdt og posen viser sig at indeholde Manden er samtidigt i besiddelse af cirka 10.000 kroner skjult i det ene bukseben samt tre små pølsemandsposer med til sammen godt 6 gram kokain i sin jakkelomme. Posen på bagsædet viste sig at indeholde cirka 2 gram kokain. Der blev efterfølgende ransaget hjemme hos mand og gjort yderligere fund, der tyder på, at den 31-årige kunne tænkes at sælge kokain.
Den 30-årige fører af bilen blev samtidigt sigtet for at være kørt til stedet uden at have kørekort.
Færdselsuheld – Henriettevej, Holbæk
Kl 16.46 kom en 61-årig mand fra Holbæk kørende på knallert, da han havde for meget fart på rundt i en kurve. Han kom derfor over i den modgående kørebane, hvor en 53-årig mand fra Holbæk kom kørende i en varebil. Han forsøgte at undvige ved at køre op på cykelstien, men ramte alligevel knallerten med sit sidespejl. Der opstod i den forbindelse mistanke om, at den 61-årige var påvirket af alkohol og han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve på sygehuset.
Færdselsuheld – Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl 19.46 skete der et uheld, da en 48-årig kvinde fra Mørkøv kom kørende mod vest. Da hun skulle svinge til venstre, ramte hun en 18-årig ung mand fra Jyderups opland, der kom kørende på knallert mod øst. Knallerten blev totalskadet ved uheldet, men den unge mand slap uden alvorlige skader. Undersøgelse på stedet viste dog, at den 18-årige ikke havde forsikringen i orden på knallerten. Samtidigt var det ikke muligt at finde stelnummeret på knallerten, som derfor skal ind til nærmere undersøgelse.
Færdselsuheld – Ladegårdsparken Vest, Holbæk
Kl. 13.02 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet en varebil og en bus var stødt sammen.
En kvindelig passager fra bussen blev bragt til skadestuen, men var sluppet med diverse knubs efter sammenstødet.
Det viste sig, at en 27-årig mandlig fører af en varebil ville bakke ud fra en parkeringsplads ud på vejen Ladegårdsparken Vest. Samtidig hermed kom en 58-årig mand som fører af en bus kørende ad Ladegårdsparken Vest i nordlig retning og påkørte varebilens højre side.
Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet for at for afklaret, hvor nogen af parterne kan have overtrådt færdselsloven.
Færdselsuheld – Odsherredvej, Svinninge, Grevinge – Odsherred
Kl. 08.25 var en bilist forulykket og kørt ind i autoværnet i det nordvestgående spor på Odsherredvej (rute 21).
Det viste sig, at den personbil, som en 24-årig kvinde fra Grevinge var fører af, pludselig begyndte at trække mod venstre, så hun ramte autoværnet. Hun kunne efterfølgende parkere i nødsporet, men 11 stolper ved autoværnet var blevet ødelagt.
Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, som den 24-årige slap uskadt fra, og hvor ingen øvrige trafikanter blev involveret.
Færdselsuheld – Tuse Lågevej, Tuse, Holbæk
Kl 16.57 sker der et uheld, da en 24-årig mand fra Nordsjælland i en kassevogn kører mod syd og i krydset ved Nykøbingvej vil fortsætte lige over. En 13-årig dreng fra Holbæk var i det samme på vej i samme retning på cykel, da han i krydset drejede hen over vejen og blev ramt af kassevognen. Drengen fløj som følge af sammenstødet cirka 20 meter gennem luften og der blev tilkaldt både ambulance og lægehelikopter. Drengen var ved bevidsthed, men stærkt forslået efter sammenstødet og blev derfor fløjet til hospitalsbehandling for sine skader.
Hash fundet ved bænk – Ladegårdsparken Vest, Holbæk
Kl. 16.05 var politiet på fodpatrulje i Ladegårdsparken Vest, og herunder nærmede politiet sig syv personer, som opholdt sig ved en bænk tæt på en tunnel til Kløverstien.
Politiet bemærkede under samtalen med syv lokale og yngre mænd og kvinder, at der ved siden af bænken lå en hvid pose. Posen viste sig at indeholde 22 gram hash, men umiddelbart kunne ingen af de tilstedeværende mistænkes for at have efterladt hashen på stedet. Ingen blev sigtet for noget, og politiet tog sig af hashen til nærmere undersøgelse og senere destruktion.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Teglværksvej, Regstrup – Holbæk
Kl. 05.40 standsede politiet en ældre personbil med litauiske nummerplader med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.
Bilen blev ført af en 48-årig mand med litauisk oprindelse, men boende i Danmark. Han havde ikke kørekort og blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.
Politiet kunne ved en nærmere kontrol af hans personlige forhold konstatere, at det nu var tredje gang inden for blot halvanden måned og anden gang inden for blot tre dage, at den 48-årige mand blev afsløret i at køre bil uden kørekort.
Grundlaget for at beslaglægge hans personbil på grund af de gentagne overtrædelser af færdselsloven var derfor til stede, så den 48-årige modsatte sig ikke beslaglæggelsen af hans bil med henblik på senere konfiskation. Han vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når de verserende sager mod ham og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.
Mistænkeligt telefonopkald – Tølløse – Holbæk
Kl. 20.00 henvendte en 61-årig mand fra Tølløse sig til det rigtige politi for at orientere om et mistænkeligt telefonopkald fra formentlig en falsk politimand.
Den ukendte mand havde oplyst at ringe fra politiet, som mistænkte den 61-årige for at have kørt alt for hurtigt i bil i en by, så han nu skulle betale en bøde. Bøden kunne betales straks med betalingskort via mobiltelefonen ifølge den falske politimand.
Den 61-årige benægtede at have kørt for hurtigt som påstået og undrede sig i øvrigt over, at han ikke havde fået en henvendelse fra politiet i sin digitale postkasse i den anledning. Derfor afbrød han straks telefonopkaldet ud fra en mistanke om, at en falsk politimand ville forsøge at få ham til at overføre nogle penge for noget, som han ikke var skyldig i.
Politiet vil gerne rose den 61-årige for at udvise sund skepsis i endnu et tilfælde, hvor nogen udgiver sig for at være en myndighedsperson uden at være det i forsøget på at narre nogen til at overføre penge til en konto. I sådanne tilfælde kan man bede om navn og pågældendes arbejdsplads, hvorefter en kontrolopringning kan foretages via arbejdspladsens hovedtelefonnummer for at kontrollere opkaldets ægthed.
Narkokørsel uden førerret – bil beslaglagt – Holbækvej, Undløse, Tølløse – Holbæk
Kl. 14.07 ønskede en patrulje at kontrollere en personbil med tilkoblet trailer, idet ejeren af personbilen ifølge politiets oplysninger ikke havde noget kørekort.
Føreren af vogntoget var netop bilejeren, der blev identificeret som en 28-årig mand fra Regstrup. Hans førerret var tidligere blevet inddraget af politiet i forbindelse med en anden verserende sag om narkokørsel, så politiet sigtede ham indledningsvist for kørsel uden førerret.
Ved nærmere kontrol af føreren fik politiet mistanke om, at han formentlig også ved denne kørsel var påvirket af narkotika under kørslen, så efter endnu en sigtelse for narkokørsel blev den 28-årige mand kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Da der var tale om den tredje sigtelse for kørsel uden førerret inden for blot to måneder, gjorde politiet den 28-årige bilejer bekendt med, at hans personbil blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation. Den disposition fra politiets side protesterede han over og ønskede en dommer til at kigge nærmere på grundlaget herfor.
Når en dommer har kigget på grundlaget for beslaglæggelsen af bilen, og analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger, vil den 28-årige høre nærmere fra politiet.
Påvirket bilist – Amtsvejen, Jyderup. Holbæk
Kl 15.00 standser politiet en 20-årig mand fra Kalundborg, da der var mistanke om, at han var påvirket af euforiserende stoffer, hvilket han da også erkendte. Han blev derefter medtaget til sygehuset til udtagning af blodprøve.
Spirituskørsel – Flægkær, Gislinge – Holbæk
Kl. 02.03 blev en 50-årig mand fra Fårevejle St. sigtet og anholdt for spirituskørsel, da han kom kørende på Flægkær i Gislinge. En alkometertest viste en promille over det tilladte, så han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt igen.
Spirituskørsel – Hjortholmvej, Tølløse – Holbæk
Kl.12.55 blev en 36-årig mand fra Polen, men med en tilknytning til Danmark, anholdt og sigtet for spiritus i en dansk personbil, som han førte ad Hjortholmvej i Tølløse. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde – Lejre
Kl. 19.43 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist kørte meget usikkert og med skiftende hastigheder ad Holbækmotorvejen i østlig retning.
Politiet fik på motorvejen ved Torkilstrup rasteplads kontakt til personbilen, som en 59-årig mand fra Charlottenlund var fører af. Han deltog i en alkometertest, der gav anledning til at sigte ham for spirituskørsel i bilen.
Den 59-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og vil nu høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Spirituskørsel – Jernbanevej, Holbæk
Kl. 03.19 blev en 38-årig mand fra Svebølle anholdt og sigtet for spirituskørsel på en lille 30-knallert, som han førte ad Jernbanevej i vestlig retning ved Rådhusvej. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol inden sin løsladelse. Når analyseerklæringen foreligger, vil han høre nærmere fra politiet.
Spirituskørsel – Skelbæk, Snertinge, Holbæk
Kl. 15.08 stoppede en patrulje en 42-årige mand fra Snertinge, som kørte på en knallert uden styrthjelm. Det viste sig, at knallertføreren var spirituspåvirket over det tilladte, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve. Han havde heller ingen forsikring på knallerten, så det blev en længere række af sager, som betjentene sigtede ham for. Når resultatet af blodprøven kommer, vil han høre mere i sine sager.
To pågrebet efter indbrud – Tølløsevej, Hvalsø – Lejre
Kl. 01.26 rykkede politiet ud til stationsbygningen i Hvalsø efter en anmeldelse om, at to personer enten forøvede hærværk eller var i færd med at knuse en rude i forbindelse med indbrud på stedet.
På stedet traf politiet en 16-årig pige fra København udenfor, og inde i stationsbygningen kunne politiet se en ung mand stå med en computer i hænderne. Der var tale om en 17-årig ung mand fra Østjylland, som sammen med pigen blev anholdt og sigtet for indbrud på stedet.
Politiet kunne konstatere, at en rude var blevet knust for at skaffe adgang til stationsbygningen, hvor der var foretaget gennemrodning i flere reoler og hylder indenfor.
Begge anholdte var påvirkede af alkohol, og den 17-årige blev ved visitationen fundet i besiddelse af en lille klump hash.
De sociale myndigheder blev underrettet om anholdelsen af de to unge, som efter afrusning blev afhørt til indbruddet i stationsbygningen. De blev begge løsladt i løbet af søndag formiddag, men vil dog høre til sagen, når den skal afgøres.
Valgplakater revet ned – Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 23.03 fik politiet en anmeldelse om, at flere valgplakater var ved at blive revet ned fra flere lygtepæle i en nærheden af en tankstation.
En patrulje kørte til området og fik kontakt til en 15-årig dreng fra Jyderup, der kunne mistænkes for at have hevet 14 valgplakater fra fire partier ned fra flere lygtepæle i området. Politiet sigtede ham derfor for hærværk, som de sociale myndigheder også bliver underrettet om, at den 15-årige er blevet sigtet for.
Indbrud i perioden
Carl Reffsvej, Holbæk
Ewalds Have, Holbæk
Hallebyorevej – Jyderup
Kærsangervej, Holbæk