Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2019/08/29 til 2019/09/09.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Besøg i Bysøparken – Holbæk
Omkring kl 15.30 var politiet en tur forbi Bysøparken i Holbæk, hvor en del unge mennesker havde taget ophold for at hygge sig fredag eftermiddag. Betjentene kunne melde tilbage, at der var god stemning på stedet, og de unge blev formanet om at holde rent efter sig og tage hensyn til de øvrige brugere af området og naboerne.
Spirituspåvirket mand – Sølystvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 14.29 fik politiet et tip om en spirituspåvirket mand. Politiet kom frem til stedet og traf en 70-årig mand fra Letland, som patruljen skønnede var påvirket af alkohol. Manden blev derfor sigtet og var anholdt i forbindelse med, at der blev udtaget en blodprøve. Når resultatet af blodprøven foreligger, vil manden få afgjort sin sag.
Spirituskørsel – Tølløsevej, Tølløse – Holbæk
Kl. 21.22 kontaktede en borger politiets vagtcentral, da han havde kørt bagved en bil, som han havde holdt øje med i et stykke tid, på grund af den måde bilen blev ført. Vidnet havde set bilen påkøre en kantsten, hvorved bilen var punkteret, og den var efterfølgende kørt ind på en cykelsti. En patrulje kom frem og tog kontakt til føreren af den forulykkede bil, en 51-årig mand fra Dianalund, som blev sigtet for spirituskørsel. Manden var anholdt i forbindelse med at han fik udtaget en blodprøve, og han kan nu forvente at høre nærmere, når resultatet af blodprøven foreligger.
Spirituskørsel og færdselsuheld – Holbækvej, Jyderup, Holbæk
Kl. 23.50 fik politiet en anmeldelse fra en 54-årig mand fra Jyderup, hvis påhængsvogn var blevet påkørt i venstre side af en anden bilist. Politiet kom frem til stedet, hvor de foruden den 54-årige traf en 47-årig mand, også fra Jyderup. Det viste sig, at den 47-årige var kommet kørende af Holbækvej i østlig retning. Han foretog et venstresving mod Emmabodavej for at fortsætte ad denne i nordlig retning. I forbindelse med svingningen, overså den 47-årige den 54-åriges køretøj, som var kørende af Holbækvej i vestlig retning. Den 47-åriges bil fik skader på fronten i venstre side i forbindelse med påkørslen. Politiet mistænkte, at den 47-årige var påvirket af alkohol, og på grund af en meget høj promille valgte patruljen at beslaglægge køretøjet med henblik på konfiskation. Den 47-årige blev sigtet og var anholdt i forbindelse med, at der blev udtaget an blodprøve. Sagerne vil blive afgjort på et senere tidspunkt.
Færdselsuheld med flugtbilist – Holbækvej, Roskilde
En 39-årig mand fra Roskilde kom kl. 23.13 kørende ad Holbækvej i vestlig retning på sin cykel, da en personbil kom kørende ad Møllehusvej i sydlig retning og påkørte cyklisten. Føreren af bilen stoppede og hjalp cyklisten ind til siden, hvorefter føreren gik tilbage til bilen og kørte fra stedet uden at opgive sin identitet til den påkørte, som loven ellers foreskriver. Politiet har fået en beskrivelse af bilen fra både et vidne og cyklisten. Den beskrives som en lille, grå personbil, mens føreren beskrives som: Mand, 60-70 år, iført kasket.
Politiet leder nu efter den undkørte part, som skal oplyse sine generalier til politiet og den påkørte mand i forbindelse med en mulig forsikringssag. Derfor må borgere med oplysninger til sagen gerne kontakte politiet på 1-1-4.
Vold, afpresning og forsøg på røveri – Mårsø, Holbæk
Kl. 09.40 opsøgte en 43-årig mand fra Holbæk en bekendt i hans hjem, hvor han ved vold og trussel om vold forsøgte at tvinge dem 44-årige mand til at give ham penge. Den 44-årige blev tildelt flere slag og spark og stukket med en skruetrækker. Den 43-årige tvang herefter den 44-årige til at finde sit hævekort og stige ind i en bil, for at køre mod banken for at hæve penge, som han skulle give til den 43-årige. På vej til banken blev bilen standset af politiet, der havde fået anmeldelse om, at der havde været et voldeligt optrin på adressen. Den 43-årige mand blev anholdt og sigtet for grov vold, afpresning, frihedsberøvelse og forsøg på røveri mod den 44-årige. Den 44-årige blev kørt til behandling på sygehuset, men han var ikke kommet alvorligt til skade. Den 43-årige vil i dag blive kl. 09.15 fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling ved Retten i Holbæk. Anklageren vil begære dørlukning under retsmødet.
Mindreårige butikstyve – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 18.31 tilbageholdt personalet i Føtex tre 14-årige piger, som havde forsøgt at stjæle sodavand og spiritus. En butiksdetektiv havde set de tre piger tage forskellige flasker sodavand og spiritus med ind i et prøverum, hvor de gemte varerne. Herefter gik pigerne igennem kassen uden at betale, så personalet stoppede pigerne og kontaktede politiet. En patrulje kom frem til stedet, hvor pigernes forældre blev kontaktet og underrettet om episoden. De tre piger slap med forskrækkelsen, da de ikke kan straffes, når de er under den kriminelle lavalder. De sociale myndigheder blev orienteret om hændelsen og forestår den videre opfølgning.
Mistænkeligt forhold – Havnevej, Holbæk
Kl.23.29 fik politiet en anmeldelse om, at nogle unge mænd hoppede fra båd til båd på havnen i Holbæk. Anmelderen frygtede, at de unge ville begå hærværk. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf fire mænd i alderen 18-19 år fra Holbæk, kunne mistænkes for at have gået om bord på flere både, som ikke tilhørte dem. Politiet undersøgte bådede, som umiddelbart ikke havde nogen skader. De fire unge mænd fik en alvorlig påtale for deres optræden, og blev bortvist fra stedet.
Indbrud i Perioden
Drejervej, Store Merløse
Eriksholmvej, Vipperød