Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet fra den 20. december 2018 til den 15. januar 2019.
Bemærk, at det er de hændelser, som politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Mistænkeligt forhold – Gislinge – Holbæk
Kl. 1029 anmeldte en 58-årig kvinde fra Gislinge, at hun ca. 1½ time tidligere var blevet ringet op af en fremmed mand. Han havde på gebrokkent engelsk oplyst kvinden om, at han ringede fra et internetfirma, idet en kortfunktion i en internetbrowser meldte fejl hele tiden. Da kvinden svarede manden, at hun ikke ejede en computer, blev forbindelsen afbrudt.
Politiet vil gerne advare andre mod sådanne uønskede opkald fra personer, der påstår at være repræsentanter fra et computerfirma, som har opdaget problemer med en persons computer. Anbefalingen er, at samtalen straks afbrydes, og at man aldrig opgiver personlige oplysninger eller oplysninger fra f.eks. et betalingskort. Ofte har politiet set eksempler på, at der er blevet foretaget uberettigede hævninger på et betalingskort eller videregivet personlige oplysninger, som måske kan misbruges af andre.
Glatføreuheld – Landevejen, Gislinge – Holbæk
Kl. 0406 skete et færdselsuheld med fem biler, hvor der var tåget og pludselig var blevet meget glat. En 18-årig kvinde fra Kalundborg kørte ad Landevejen, da hendes bil skred ud, og hun mistede herredømmet over den. Bilen slog en kolbøtte og landede i grøften. Fire andre biler blev indblandet i uheldet, der lukkede vejen, mens politiet var på stedet. Ingen personer kom alvorligt til skade ved uheldet. Vejen blev efterfølgende saltet, så trafikken igen kunne køre trygt.
Færdselsuheld – Riffelhavevej, Holbæk
Kl. 0800 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en bilist havde påkørt et barn. Det viste sig, at en 29-årig kvinde fra Holbæk kørte i en personbil ad Riffelhavevej og var i færd med at passere en bus, der var standset i modsatte side af vejen. Bag om bussen kom et barn, der ville passere vejen foran personbilen. Bilisten forsøgte at bremse ned, men kunne ikke undgå at ramme barnet, der blev skubbet lidt hen ad vejen som følge af påkørslen. Der var tale om en 5-årig pige fra Holbæk, som blev bragt til skadestuen til kontrol. Hun var sluppet fra påkørslen med diverse hudafskrabninger og et blåt mærke. Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt omstændighederne præcist, så det kan afgøres, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Færdselsuheld – Skovvejen / Sølyst Skovvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 1906 var der sket et færdselsuheld i et lyskryds, hvor to biler var stødt sammen, og lyssignalet var gået i sort. Det viste sig, at en 49-årig mand fra Holbæk i en personbil var kørt ad Sølyst Skovvej mod nord og videre ud i krydset ved Skovvejen, hvor han stødte sammen med en anden personbil, der blev ført ad Skovvejen mod øst af en 21-årig mand fra Kalundborg. Den 21-åriges bil påkørte som følge af sammenstødet en lyssignalstander, så hele lyskrydset gik i sort. Politiet afspærrede Skovvejen i østlig retning i forbindelse med oprydningsarbejdet og fik tilkaldt en tekniker til reparation af lyssignalerne i krydset. Kl. ca. 2015 forlod politiet uheldsstedet, da de implicerede biler var bugseret væk. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet.
Narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 2225 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra Holbæk for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som politiet standsede på en tankstation. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen. Den 21-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Forhøjet vandstand – Roskilde / Holbæk
Varslerne om forhøjet vandstand i Roskilde Fjord og i Isefjorden med kulmination i løbet af eftermiddagen i går mandag medførte ikke yderligere tiltag fra politiets side end de koordinerende møder i Den lokale Beredskabsstab, hvor beredskabsmyndighederne oplyste om de iværksatte foranstaltninger for at beskytte værdier og landområder mod oversvømmelser. Ingen meldes tilskadekommen eller i fare i anledning af den forhøjede vandstand.
Bortvisning af uønskede buspassagerer – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 1756 ønskede et busselskab assistance fra politiet til at fastslå identiteten på to unge, der havde kørt med bussen uden at betale. Nu ønskede de ikke at oplyse deres identitet. Politiet hjalp busselskabet og fik de to unge identificeret som to 18-årige mænd fra Holbæk. Begge blev efterfølgende bortvist fra bussen uden problemer.
Brandundersøgelse – Vandtårnsvej, Holbæk
Kl. 1757 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et skur/hytte ved en skole. Ved politiets ankomst var skuret overtændt og stod ikke til at redde. Der var tale om et træskur, som ofte henstår ulåst, således at uvedkommende kan opholde sig på stedet, når skuret ikke bliver brugt til skole-undervisning. Efter slukning af branden kunne politiet ikke umiddelbart finde nogen forklaring på brandens opståen. I skuret findes ikke nogen el-installation, hvorfor politiet nu skal undersøge brandstedet nærmere.
Kvinde fundet død – Holbæk Havn, Holbæk
kl. 1210 fik politiet en anmeldelse om, at en kvinde var blevet fundet druknet i havnen. Politiet kom til stedet og kunne konstatere, at kvinden var en 63-årig kvinde fra Holbæk, der tidligere på dagen var blevet meldt savnet af sine pårørende. Der er intet mistænkeligt i sagen, som politiet betragter som en tragisk hændelse.
17-årig kørte galt – Lindevej, Tølløse – Holbæk
Kl. 0140 kørte en bil ind i en hæk, hvorefter den standsede. En politipatrulje kom frem til stedet, og fandt frem til at føreren af bilen var en 17-årig mand fra Tølløse. Han havde ikke kørekort, da han blot er 17-år, men havde taget sine fars bil uden at få lov. Han blev derfor sigtet for brugstyveri. Den 17-årige var desuden påvirket, så han blev anholdt og sigtet for narko- og spirituskørsel. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev hentet af sine forældre. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven foreligger.
Søndag – mandag
Tyveri fra telebutik – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 1231 fik politiet en anmeldelse fra personalet i en telebutik, der havde tilbageholdt en butikstyv. En patrulje kom til stedet, hvor de traf en 47-årig kvinde fra Holbæk, der kort forinden havde været inde i telebutikken. Her havde hun haft en uoverensstemmelse med personalet omkring et betalt depositum, hvor kvinden var utilfreds med, at hun ikke kunne få sine penge tilbage. På vej ud af butikken, stjal hun en Iphone, der stod i udstillingen. Personalet tilbageholdt derfor kvinden udenfor butikken og tilkaldte politiet. Kvinden knugede Iphonen så voldsomt i sin hånd, at skærmen revnede. Hun blev derfor sigtet for butikstyveri, og gjort bekendt med, at butikken havde et erstatningskrav på 1200 kr for den revnede skærm. Den 47-årige kvinde kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Varetægtsfængsling – Trusler på livet – Ladegårdsparken Vest, Holbæk
Kl. 0736 fik politiet igen en anmeldelse fra den samme familie, der boede i en lejlighed i bebyggelsen. Årsagen var, at den samme mand nu igen havde truet familien med at slå både forældrene og et barn ihjel. Manden havde også været på stedet natten til lørdag d. 050118, hvor han også havde truet samme familie, som var vidner til en hærværkssag i oktober 2018, hvor manden var blevet sigtet for at ødelægge en rude i opgangsdøren med baggrund i blandt andet vidneudsagn fra den truede familie. Politiet kørte til området og fik kontakt til den truende mand, som er en 43-årig mand fra Søborg. Han blev anholdt og igen sigtet for trusler mod vidner. Efter indbringelsen til Holbæk politistation blev han så udadreagerende, at han måtte undersøges af en læge på sygehuset i Holbæk. Efter afhøring til sagen og undersøgelse af hans personlige forhold ønskede anklagemyndigheden at fremstille ham i grundlovsforhør i Retten i Holbæk med henblik på varetægtsfængslingfor at undgå yderligere trusselssager mod familien. Retten bestemte, at den 43-årige mand skulle varetægtsfængsles foreløbigt til den 29. januar 2019.
Færdselsuheld – Hovedgaden / Holbækvej, Mørkøv
Kl. 0928 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet to biler var stødt sammen i et vejkryds. Det viste sig, at en 26-årig mand fra Jægerspris var kørt i en varebil ad Holbækvej mod vest og videre ud over vigelinjen mod Hovedgaden, hvor han stødte sammen med en 64-årig mand fra Mørkøv. Han kørte i en personbil ad Hovedgaden mod syd, da uheldet skete. Begge parter slap uskadte fra uheldet, som den 26-årige kan forvente at høre nærmere om fra politiet, fordi han mistænkes for at have overtrådt vigepligtsbestemmelserne i færdselsloven.
Bortvisning af uønsket person – Lindevej, Holbæk
Kl. 0231 ønskede en 25-årig kvinde fra Holbæk assistance fra politiet, fordi hun havde besøg af en veninde. Venindens eks-kæreste stod nu uden for døren og ville indenfor, men han ønskede ikke at forlade stedet. Politiet kørte til stedet og bortviste en 29-årig mand fra Glostrup, som var efterlyst af Københavns Vestegns Politi til fremstilling i fogedretten. Han blev vejledt om straks torsdag at få den sag klaret, idet han ellers kunne risikere at blive frihedsberøvet på et senere tidspunkt. Manden forlod herefter adressen i Holbæk uden problemer.
Gasudslip – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk
Kl. 1017 fik politiet et alarm 112 opkald om et gasudslip i forbindelse med et brud på en gasledning. Ledningen var blevet gravet over i forbindelse med noget arbejde på stedet. Politi og brandvæsen kørte til stedet for at sikre, at skaderne blev udbedret, og sørge for afspærring af stedet. Gasselskabet kom til stedet og fik lukket for gassen og ledningen blev repareret. Ingen personer blev evakueret, og ingen kom til skade ved udslippet.
Færdselsuheld – Munkholmvej / Stormøllevej / Østre Fælledvej, Holbæk
Kl. 1248 skete der et færdselsuheld i lyskrydset Munkholmvej / Stormølle, hvor to køretøjer var stødt sammen. Det viste sig, at en 60-årig kvinde fra Kirke-Hyllinge kørte ad Munkholmvej mod øst og ind i lyskrydset for grønt lys. I modsat retning kørte en 24-årig mand fra Holmegård i en varebil. I lyskrydset foretog han svingning til venstre ad Østre Fælledvej mod syd og stødte herunder sammen med personbilen, der kørte ligeud i krydset. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, men begge biler fik mindre materielle skader. Den 24-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Spirituskørsel – Roskildevej, Holbæk
Kl. 1739 anholdt og sigtede politiet en 52-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en lastbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Narkokørsel / lov om euforiserende stoffer – L. C. Worsøesvej, Holbæk
Kl. 0245 anholdt og sigtede politiet en 23-årig mand fra Holbæk for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest havde indikeret, at han kunne være påvirket af hash under kørslen. Den 23-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
I bilen var der tre mandlige passagerer på 19, 21 og 22 år alle fra Holbæk, som alle blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. De var hver især i besiddelse af mindre portioner skunk på 1-2 gram, som politiet beslaglagde som bevis og med henblik på senere destruktion. Alle fire sigtede kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.
Brand i bil – Lillevang, Holbæk
Kl. 2238 fik politiet et alarmopkald om brand i to biler, der holdt langs Lillevangsvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor den ene bil var overtændt, og branden havde bredt sig til bilen, der holdt bagved. Den ene bil udbrændte, mens den anden fik skader på fronten som følge af strålevarme. Politiet foretog en gerningsstedsundersøgelse for at belyse årsagen til branden. Politiet efterforsker sagen med en teori om, at branden var påsat, idet der ikke var nogen naturlig forklaring på, hvordan den opstod.
Lokalpolitiet i Holbæk vil gerne høre fra vidner, der har set nogle personer/køretøjer i nærheden af bilerne forud for branden eller fra borgere, som i øvrigt har oplysninger i sagen. Kontakt politiet på tlf. 114.
Forbud mod at komme på diskotek – Kanalstræde, Holbæk
Kl. 0106 anmeldte personalet fra en beværtning, at de havde en udadreagerende gæst, som dørmændene forsøgte at styre. En patrulje kom frem til stedet og traf en 37-årig mand fra Holbæk, der nu var faldet til ro. Han blev fundet i besiddelse af 0,6 gram MDMA, og blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. I den forbindelse blev han meddelt et forbud mod at opholde sig på restaurationen i 2 år, idet han havde haft stofferne på sig inde på stedet. Den 37-årige kan forvente at høre mere fra politiet når narkosagen skal afgøres.
Kørte fra politiet og kørte galt – Holbæk
Kl. 1605 på Skarridsgade i Holbæk gjorde en politipatrulje tegn til føreren af en personbil om at standse, da betjentene ville lave en kontrol af bilen og føreren. I stedet for at standse, satte føreren farten op og forsøgte at køre fra politiet via Holbækvej. I en venstresvingskurve mistede føreren kontrollen over bilen, der kørte over i modsatte vejbane, hvor den påkørte et vejskilt. Politiet anholdt føreren, en 31-årig mand fra Føllenslev, der viste sig at være påvirket af hash, samt i øvrigt var frakendt førerretten. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Politiet sigtede desuden mandens kæreste, der var ejer af bilen, for at have overladt ham bilen, selvom han ikke havde kørekort. Parret kan forvente at høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
Butikstyveri og uorden – Holbækvej, Roskilde
Kl. 1645 fik politiet en anmeldelse fra personalet i Netto, der havde en kunde, som havde råbt og lavet ballade inde i butikken, hvorefter han tog 12 guldøl uden at betale for dem. Personalet tilbageholdt manden foran butikken og tilkaldte politiet. En patrulje kom frem og traf en 37-årig mand uden fast bopæl, der forsat optrådte utryghedsskabende ved at råbe ad forbipasserende. Han blev sigtet for butikstyveriet og blev taget med til stationen. Han blev i politiet varetægt nogle timer, indtil han var faldet ned og var egnet til igen at færdes på gaden.
Narkokørsel – Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 0052 sigtede og anholdt politiet en 33-årig mand fra Hvidovre, der kørte i en varebil i narkopåvirket tilstand. Han blev taget med og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.
Færdselsuheld – Industrivej / Sønderstrupvej, Tølløse
Kl. 1742 var der sket et færdselsuheld i krydset Industrivej-Sønderstrupvej, hvor en bilist og en cyklist var stødt sammen. En 36-årig kvinde fra Ugerløse var i en personbil standset på Industrivej før kørsel ud på Sønderstrupvej. Da hun kørte frem over vigelinjen, stødte hun sammen med en cyklist, der kørte ad Sønderstrupvej mod syd. Cyklisten var en 54-årig mand fra Hvalsø, som blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet med diverse knubs som følge af uheldet.
Indbrud i Perioden
Smedelundsgade, Holbæk
Blegstræde, Holbæk
Bognæsvej, Holbæk
Skarridsøgade, Jyderup
Nyvej, Jyderup
Slagelsevej, Jyderup
Svalevej, Mørkøv (2 steder)