Affaldsindsamlingen i Holbæk Kommune bliver grønnere
Fors står for håndtering af affald i Holbæk Kommune, hvor opgaven om selve indsamlingen og transporten af affald netop har været i udbud. City Container vandt udbuddet og kommer dermed til at stå for indsamlingen fra efteråret 2026. Det betyder samtidig, at 90 procent af affaldstømningerne sker med elskraldebiler.
”I Fors er vi generelt optagede af at se på, hvordan vi kan gøre vores arbejdsprocesser bedre for miljø og klima. Brugen af elektriske skraldebiler er et naturligt skridt imod en mere klimavenlig affaldsindsamling i Holbæk Kommune i tråd med kommunens målsætning om CO2-reduktion og regeringens målsætning om en klimaneutral affaldssektor. Derfor glæder vi os også til en grønnere affaldsindsamling, når City Container overtager indsamlingsopgaven og i den forbindelse stiller med ti nye elskraldebiler,” siger Annette Vangslev, affaldschef i Fors.