Politiet fik anmeldelse om, at en 18-årig havde fået det rigtig skidt til en fest i et forsamlingshus, hvor der blandt andet blev drukket shots, men at der var mistanke om mulig drugging. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 18-årige blev kørt akut til sygehuset til behandling. Politiet afhørte vidner på stedet og undersøgte festlokalet.
Under politiets arbejde på stedet blandede en 27-årig mand fra Slagelse sig gentagne gange i patruljens arbejde. Betjentene forsøgte at få den 27-årige til at forlade stedet, men han nægtede at efterkomme dette, men kastede i stedet et plastickrus med en drink i ansigtet på den ene betjent. Den 27-årige blev anholdt, sigtet for vold mod politiet og taget med i detentionen. Han blev afhørt til episoden og løsladt næste morgen.