Region Sjælland styrker akutberedskabet med voksenelever
Region Sjælland modtager godt 32 millioner kroner fra Sundhedsstyrelsen til at styrke akutberedskabet. En del af midlerne går til ansættelse af op til 10 voksenelever som ambulancebehandlere i regionens sydlige områder.
– Voksenelever er en vigtig løsning for at sikre robuste akutberedskaber i områder, hvor det kan være svært at fastholde personale. De har ofte stærkere lokale rødder og bliver boende efter uddannelse, siger Jens Ravn, formand for Udvalget for forebyggelse, det præhospitale område, forskning og innovation i Region Sjælland.