Prøv en byvandring i børnehøjde i vinterferien med hele familien

Jagten på byens historie er en kombineret byvandring/familieguide med opgaver, målrettet børn og deres familier. Tag hele familien og prøv kræfter med opgaveløsning og fordybelse sig i jeres bys spændende historie. Undervejs får man viden om både mindesten, statuer, gamle arbejderkvarterer og unikke bygninger.

Fakta:
”Jagten på byens historie” er en byvandring på egen hånd, velegnet til en gruppe på 2 – 6 personer. Turen er beskrevet i et hæfte med tilhørende kort og undervejs på turen kan der løses forskellige opgaver. På kortet er markeret forskellige stop og i hæftet kan man læse små fortællinger om det sted man står. Det kan være en historie om hvorfor byen, hedder sådan som den gør, om specielle huse eller om finurlige, mærkværdige eller epokegørende begivenheder. Der er også anbefalinger til at kikke op og lægge mærke til smukke, skæve og anderledes detaljer på byens huse.

Ved de enkelte stop er der et spørgsmål, som familien eller gruppen kan løse i fællesskab. Når hele turen er gået og quizzen er løst, er kodeordet klart. Kodekoret udløser en præmie, der kan hentes på det lokale museum. Turen rundt i byen inkl. quiz tager 1-1½ time.

”Jagten på byens historie” findes indtil videre i Ringsted, Holbæk, Slagelse og Sorø. En pakke inklusiv hæftet med fortællinger, et kort, et quizløsningsark, et kompas og et clipboard koster 95 kr.

“Jagten på byens historie” er til salg i museumsbutikkerne i Ringsted, Holbæk, Slagelse og Sorø i åbningstiden

Læs mere her

Foto: ABW