Holbæk Musik- & Teaterforening præsenterer, i samarbejde med Sjællands Teater, forestillingen TYK, skabt af performancekollektivet Ruby Gamache. Forestillingen kan opleves på Holbæk Teater torsdag d. 20. april kl. 19.30.
Performer Julie Thalund står på scenen med sin egen krop og sin egen tekst. Hendes krop er tyk – den flyder, danser og får sit eget udtryk. Vores øjne hviler på den. Forestillingens tekst er baseret på den dagbog, hun har bedrevet de sidste 5 år – om sejre og nederlag, som vi kan spejle os i. Ved sin side på scenen har hun guitarist, komponist og sanger Camilla Bang, der som den indre stemme sætter nykomponeret musik til den udvikling Julie gennemgår undervejs. Vores øjne åbnes for en virkelighed, vi måske ikke vidste fandtes. Det handler om angst, erotik og banaliteter fra Julies hverdag, men allermest om, hvordan det er at bo i en krop som er tyk, i et samfund som ikke kan lide tykke mennesker.
TYK er en intim, musikalsk, sproglig og kropslig fortælling om hvordan det er at springe ud som tyk. Forestillingen er både alvorlig, rørende og humoristisk og rummer en invitation til publikum om – uden skam – at betragte en tyk krop og i mødet med historien måske blive helbredt for mulige fordomme. Hvis publikum kigger længe nok, bliver det måske mindre mystisk, ulækkert eller anderledes?
TYK blev nomineret til Årets Reumert i 2021.
Medvirkende: Julie Thalund (performer og dramatiker) og Camilla Bang (musiker og komponist)
Instruktør og dramaturg: Astrid Hansen Holm
Instruktør: Petra Wik
Koreograf: Gunilla Lind
Scenograf og kostumedesigner: Anna Gammelgaard
Tilsammen udgør de 6 kvinder performancekollektivet Ruby Gamache. De har arbejdet kollektivt om iscenesættelsen fra start til slut med udgangspunkt i Julie Thalunds tekst, og selve manuskriptet er blevet til på gulv i samarbejde med hele holdet.
Ruby Gamache er et nyt performancekollektiv opkaldt efter rubinen (Ruby) og bokseren (Joseph Gamache). Den røde rubin helbreder sygdomme i blodet og hjertet, og bokseren kæmper med sin krop. De 6 kvinders forskellige kunstneriske fagligheder fletter sig ind i hinanden gennem en devised forestillingsproces, så det endelige værk når sit publikum på flere niveauer. Dette er udgangspunkt for kollektivets arbejde.
Forestillingen kan opleves på Holbæk Teater torsdag den 20. april kl. 19:30
Billetter til forestillingen købes på www.sjællandsteater.dk