Når unge fylder 15 år, står de foran de ti farligste i trafikken år, og de første alvorlige ulykker i 2019 har allerede indskrevet sig i den alvorlige statistik. Derfor inviteres alle 7.-8. klasser nu til at deltage i en filmkonkurrence for at gøre unge opmærksomme på, hvordan man kan færdes mere sikkert. Bag konkurrencen står GF Forsikrings fond, der arbejder for at gøre trafikanter i alle aldersgrupper mere trafiksikre.

Foto: GF-arkiv.

Engagerende kampagne
Konkurrencen går ud på at producere en kampagnefilm, der motiverer unge til at tænke sig om i trafikken. De bedste film vil modtage en pengepræmie til klassekassen med 5.000 kr. til førstepladsen, 3.000 kr. til andenpladsen, 1.000 kr. til tredjepladsen og 1.000. til juryens specialpris. Lykke Mejdal Jensen, klasselærer for sidste års vinder af specialprisen fra Bagsværd Kostskole, er ikke tvivl om værdien af at være med i konkurrencen.

– Fagligt har eleverne selv skabt sig en bred vifte af viden om, i hvilke situationer det er farligt i trafikken. De har været i dybden med hverdagssituationer, som de ellers ikke tænker over og det har været bragt frem på aftensbordet derhjemme, hvilke forventninger forældrene har til deres børn i trafikken, siger Lykke Mejdal Jensen.

Alternativ undervisning
Formålet med at sætte trafiksikkerhed på skoleskemaet er at give eleverne mulighed for at arbejde med trafiksikkerhed på en sjov og kreativ måde. Eleverne kan filme med deres mobiltelefoner og lærer en masse om bl.a. ideudvikling, fortælleteknik og videoredigering. – Vi vil gerne hjælpe de unge med at få en bedre forståelse for de sikkerhedsmæssige forholdsregler i trafikken. Det gør vi ved at tilbyde en alternativ undervisning, hvor eleverne kan udfolde sig med deres ideer, siger Jørgen Kristoffersen, der er formand for GF Vestsjælland og næstformand i GF Fonden.

7.-og 8.-klasser fra hele landet kan deltage i konkurrencen, og som noget nyt er konkurrencen i år også åben for elever i de danske skoler i Sydslesvig.

Tilmelding
Ønsker man, at ens klasse skal deltage i konkurrencen, så er fristen for tilmelding senest 1. april. Tilmelding skal ske på hjemmesiden: www.gftrafiksikker.dk.

GF Fonden er en almennyttig erhvervsdrivende fond, der arbejder med forebyggelse af skader, særligt inden for trafiksikkerhed.