Det nye samarbejde mellem Trafikselskabet Movia og Klimaskovfonden vil inspirere buspassagerer og borgere i Holbæk Kommune til at tage aktivt del i at gøre deres udsigt grønnere. Det første spadestik er netop taget til den ny Nr. Jernløse Kirkeskov i Holbæk, hvor passagerer og borgere i kommunen kan bidrage med et træ og på den måde være med til at skabe den nye skov.
Første spadestik er netop taget mod en grønnere fremtid i landsbyen Regstrup, og dermed bliver Holbæk Kommune en del af et samarbejde mellem Trafikselskabet Movia og Klimaskovfonden, der er gået sammen for at skabe mere bynær skovrejsning.
Med kampagnen “Plant skov langs busruten” inviterer Movia og Klimaskovfonden buspassagerer og borgere i Holbæk Kommune til at tage del i arbejdet med at få mere skov i netop deres lokalområde.
For 25 kroner kan man bidrage med et træ og være med til at skabe den nye Nr. Jernløse Kirkeskov, der ikke kun skal optage CO2 og fremme biodiversiteten, den bliver også et rekreativt område for borgerne. Passagererne vil kunne følge træernes vækst fra busvinduet og se deres bidrag gøre en reel forskel i lokalområdet. Kampagnen bliver synlig i busserne, ved stoppestederne og på reklamesøjler i Holbæk Kommune, hvor plakater med en QR-kode gør det nemt at købe et træ.
“Som trafikselskab arbejder vi hver dag for at levere attraktive transportløsninger og blive danskernes foretrukne rejseform, for når vi kører sammen, reducerer vi udledningen af CO2. Vi vil dog også gerne bidrage bredere til den grønne omstilling, og her er mere skov en vigtig del af arbejdet. Derfor er vi stolte over at kunne støtte op om dette initiativ, som kommer både klima, natur og børn og voksne til gavn,” siger Dorthe Nøhr Pedersen, der er administrerende direktør i Movia.
En grønnere udsigt i samarbejde med borgerne
Den nye skov i Nr. Jernløse bliver anlagt på jord stillet til rådighed af menighedsrådet blandt andet for at åbne kirken mod lokalsamfundet, og i Holbæk Kommune håber borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), at borgerne og foreningerne i lokalområdet vil tage skoven til sig og bruge den aktivt:
“Vi er meget glade for, at samarbejdet mellem Movia, Klimaskovfonden og menighedsrådet bidrager til en grønnere fremtid for vores kommune. Det er et vigtigt skridt, som bliver taget ved at omlægge landbrugsjord til skov. Den nye skov vil ikke blot skabe rekreative muligheder for borgerne, men også bidrage positivt til vores klimaindsats. Så stor ros til menighedsrådet for at gå foran,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.
Læs mere om samarbejdet på www.klimaskovfonden.dk/movia og her: Ny skov skal åbne kirken mod lokalsamfundet
Fakta:
• Det er menighedsrådet, der rejser skov på jord, der har været forpagtet ud til intensivt landbrug.
• Arealet ligger midt i landsbyen Regstrup, med skole, to børnehaver og boligområder.
• Skoven ligger ned til Regstrup Å.
• Den nye skov skal kunne bruges af lokalbefolkningen og foreninger
• Der vil også blive anlagt en blomstereng, sø og lysåben natur.
• Menighedsrådet går desuden med tanker om at anlægge en skovbegravelsesplads i den nye skov, da flere og flere gerne vil begraves i mere naturlige omgivelser end på en traditionel kirkegård.
