Holbæk Kommune rykker 14 pladser op på listen i Dansk Industris årlige undersøgelse af det lokale erhvervsklima.
Undersøgelsen i år viser fremgang inden for kategorierne ’Uddannelse’, ’Arbejdskraft’, ’Sagsbehandling’, ’Brug af private leverandører’, ’Infrastruktur og transport’ samt ’Information og dialog med kommunen’. Det placerer Holbæk Kommune på en 67. plads, skriver Holbæk kommune i en pressemeddelelse.
Og det glæder borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.
”Jeg er glad for fremgangen på de 14 pladser. Men mest af alt er jeg glad for, at fremgangen er opnået på de områder, hvor vi har gjort en målrettet indsats. Specielt er jeg meget tilfreds med at se fremgang inden for uddannelse og arbejdskraft, da det er prioriterede områder. Her arbejder og kæmper vi hver dag for at gøre det bedre. Det har virksomhederne kvitteret for i undersøgelsen. For det er en indsats, som er til gavn for både dem og borgerne. Og så vil jeg også gerne kvittere for den konstruktive dialog, som jeg har med virksomhederne. Jeg vil, at de oplever os som en medspiller. Når vi er på virksomhedsbesøg, så er ingen udfordringer for små. Vi lytter, og vi vil dialogen,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune.
Den samlede undersøgelse fordeler sig på i alt ni kategorier. Hvor borgmesteren er glad for fremgangen i syv af kategorierne, specielt ’Uddannelse’ og ’Arbejdskraft’, så er der en kategori ’Skatter, afgifter og gebyrer’, hvor kommunen ligger i den tunge ende. Men det overrasker ikke.
”Velfærden har højeste prioritet i Holbæk Kommune. Og det skal vi alle bidrage til. Efter nogle år med økonomiske problemer er vi igen på rette vej, men langt fra i mål. Vi har fortsat nogle serviceområder, som har lidt under dette, fra børnene til de gamle. Disse områder er vi i gang med at løfte. Og til dette skal virksomhederne også bidrage. Vi har derfor indført dækningsafgift og et byggesagsgebyr sidste år. Så med tanke på Dansk Industris mærkesager er det måske ikke så underligt, at vi ligger i den tunge ende i en undersøgelse af denne type. Men som nævnt, så er det en politisk prioritering, som jeg står ved. Jeg så da gerne, at vi lå højere, men samtidig glæder jeg mig over, at vi trods de seneste års svære beslutninger og med en prioriteret indsats på en række centrale områder er gået lidt frem,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.
Svar fra virksomheder i Holbæk Kommune
I Holbæk har 79 virksomheder svaret på undersøgelsen. Virksomhederne er inden for DIs brancher, bl.a. produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service. Besvarelserne repræsenterer 2.805 arbejdspladser, hvilket svarer til ca. 18 procent af de privat beskæftigede i kommunen.
For mere information besøg Holbæk kommunes hjemmeside her.