I løbet af foråret vil Holbæk Kommune screene lokale foreninger inden for billedkunst, scenekunst og sport. Det skal booste den lokale talentudvikling og Holbæk Kommunes position som talentkommune.
Talentudvikling er på dagsordenen i mange foreninger og kommuner. Nu tager Holbæk Kommune det næste skridt og talentscreener lokale foreninger og uddannelsestilbud for at styrke en udvikling, der kan manifestere Holbæk Kommune som hele Sjællands centrum for talentpleje på udvalgte områder.
Screeningen bliver udført af to firmaer, der er førende inden for talentudvikling. Firmaet Pluss vil foretage en screening af Holbæk Drama College og Billedkunstnerisk Grundkursus og derefter sammenligne med tilsvarende tilbud i en række udvalgte danske byer.
På sportsområdet bliver opgaven løst af Idrættens Analyseinstitut, der dels ser på udvalgte klubber og dels analyserer de muligheder, der følger med de nye faciliteter i Holbæk Sportsby og Stenhus Gymnasiums arbejde med et testcenter.
Spiller hinanden stærke
Screeningen skal identificere potentialer og udfordringer i de lokale tilbud, og derudover skal de to firmaer komme med konkrete anbefalinger til det videre arbejde med talentudvikling:
”Det er Talentrådets håb, at de konkrete screeninger og anbefalinger kan skabe inspiration og fremme det strategiske samarbejde mellem foreninger, kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, kommune og erhvervsliv – alt sammen med det formål at styrke talentudviklingen lokalt på en måde, hvor miljøerne spiller hinanden stærke og sammen løfter niveauet”, forklarer formand for talentrådet i Holbæk Kommune Lars Petersson.
Sparekassen Sjælland støtter arbejdet med 230.000 kroner, mens Talentrådet bidrager med de resterende 150.000 kroner. Screeningen gennemføres over det næste halvår, så konklusioner og anbefalinger ligger klar i efteråret 2017.
Bygger på viden
Talentrådet vedtog i efteråret 2016 en handleplan, som sætter fokus på både at skabe mere viden om de eksisterende talentmiljøer og at undersøge Holbæk Kommunes muligheder for at positionere sig stærkere som talentkommune.
”Talentscreeningen og de to aftaler med specialister på området er første skridt på vejen til at indfri de målsætninger, vi har sat os. Vi ønsker at handle på reel og aktuel viden, og screeningen giver os et virkelig solidt grundlag at arbejde videre fra”, fortæller Lars Petersson.
God timing
Fra politisk side er der også stor interesse for arbejdet med talentudvikling. Formand for Udvalget ”Kultur, Fritid og Fællesskab”, Emrah Tuncer, ser frem til at modtage firmaernes konklusioner og anbefalinger:
”Jeg syntes, det er et spændende og visionært arbejde, talentudvalget har sat i gang, og det bliver interessant at dykke ned i den nye viden. I de senere år er der sat gang i en masse nye aktiviteter, så det er det helt rigtige tidspunkt at kigge på, om vi kan løfte talentudviklingen til nye højder”, siger han.