De første penge til et nyt teaterhus på Holbæk Havn er kommet i hus. Det er Projektstøtteudvalget for Scenekunst under Statens Kunstfond, der har bevilliget 250.000,- til den videre udvikling af projektet.

Det er selvfølgelig langt fra nok til at opføre et nyt teaterhus. Men det er en anerkendelse af, at der er et behov og at teatret ikke har tidssvarende forhold, hverken når det gælder faciliteter til produktionsfaciliteter eller i publikumsområdet.

”Alle ved, at de første midler er de sværeste at få hjem. Derfor betyder det utrolig meget at få denne støtte netop fra Statens Kunstfond”, siger adm. direktør for Sjællands Teater, Kristoffer M. Hansen og fortsætter. ”Nu er vi i gang og kan sætte fuld damp under kedlerne for at bringe projektet videre mod en realisering. Samtidig er det en blåstempling overfor andre tilskudsgivere som fonde, det lokale erhvervsliv med flere”.

Dette tilskud skal ikke gå til mursten, men til at sikre den videre proces og ikke mindst, at hive eksterne midler hjem til projektet fra fonde og erhvervsliv.
En enig Kommunalbestyrelse i Holbæk Kommune besluttede nemlig den 16. juni, 2021, at der skal bygges et nyt teaterhus på Holbæk Havn til Sjællands Teater.

Det er målet, at det primært er fondsmidler, der skal finansiere det nye teaterhus.
Sjællands Teater har slået stillingen op som fundraiser og tovholder på projektet, med ansøgningsfrist den 11. september.

”Holbæk Kommune står skulder ved skulder med Sjællands Teater omkring opførelsen af et nyt teaterhus på Holbæk Havn. Vi har i Holbæk Kommune en stolt tradition for teater. Med et nyt teaterhus på havnen kan vi få tidssvarende faciliteter til vores teater og et sted, hvor vi som borgere kan samles til større begivenheder. Jeg tror på, at tilskuddet fra Kulturstyrelsen er det første tegn på, at vi kan skaffe eksterne midler til projektet” – udtaler Ole Hansen (A), formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune.

Den første fase er dog at få klarlagt behovet for hvad et nyt teaterhus på havnen skal rumme af faciliteter. Dernæst skal økonomien sikres, før der kan udskrives en arkitektkonkurrence.

Pressefoto