Holbæk Kommune køber nu PostNords bygning ved siden af stationen i Holbæk. Det er et vigtigt skridt i retning af en omdannelse af området omkring stationen.
Politikerne i Holbæk Kommune har lavet en langsigtet udviklingsplan for hele Holbæk by. En del planen er, at stationsområdet skal bindes bedre sammen med bymidten og havneområdet. Derfor køber Holbæk Kommune nu PostNords bygning ved siden af stationen.
”Som kommune vil vi gerne gøre stationsområdet mere inviterende og trygt. Målet er at skabe et byrum, der både fungerer som trafikalt knudepunkt og samtidig forbinder området med vores skønne bymidte og de mange muligheder på havnen. Med købet af PostNords bygning bliver vi ejere af en central grund, og dermed får vi bedre muligheder for at skubbe på udviklingen”, siger Christina Krzyrosiak Hansen, der er borgmester i Holbæk Kommune.
Der er ikke konkrete planer for omdannelsen af området omkring stationen endnu. Det kræver en dialog med investorer og de andre grundejere i området. Men den centrale beliggenhed er egnet til serviceerhverv, offentlig administration og boliger.
PostNord bliver i byen
Selvom PostNord nu rykker ud af bygningen, bliver de i Holbæk. PostNords aktiviteter vil således fremover foregå i bygninger på Ved Faurgården 5.
”Placeringen på Jernbanepladsen har tjent os godt gennem årene, men i dag kræver håndteringen af breve og pakker en anden type lokaler, og vi glæder os til at flytte til anden ejendom, som er skræddersyet til vores behov. Der er masser af opgaver for os her i Holbæk, og vi har nogle rigtig gode medarbejdere, så vi er rigtig glade for at blive i byen”, siger Torsten Lambert, der er salgs- og udlejningschef i PostNord.
Den nødvendige tid til dialog for stationsområdets fremtid betyder, at der ikke umiddelbart vil ske ændringer i lejemål i bygningen. Herudover kan man også forestille sig en midlertidig udnyttelse af bygningen til nye formål.
PostNord skal have tid til at flytte sine aktiviteter, og derfor skal Holbæk Kommune ifølge planen overtage bygningen i juli måned.
Ejendommen er handlet for 18 millioner kroner.
Hvis du vil vide mere om rammerne for udviklingen i Holbæk by kan du læse byudviklingsplanen her: https://planer.holbaek.dk/