Trivslen blandt børn og unge samt sammenhængskraft mellem land og by er de to særlige fokusområder, som Kommunalbestyrelsen har udvalgt for de kommende år.
Arbejdsprogrammet udstikker nemlig retningen for, hvad Kommunalbestyrelsen vil sætte særligt fokus på for at udvikle Holbæk Kommune yderligere til gavn for borgere, foreninger og virksomheder.
”Vi prioriterer to områder, som vi mener er centrale for at gøre vores kommune til et endnu bedre sted at bo og leve. Som kommune skal vi skabe rammerne for, at alle borgere kan leve det liv, de ønsker. Når det kommer til sundhed, har vi en vigtig opgave i at støtte dem, der er udfordret af dårlig mental eller fysisk sundhed. Vi har fokus på alle borgere, og særligt vores børn og unge. De fleste børn er sunde og glade og udvikler sig godt, men ikke alle. Vi er derfor meget optaget af at lave tidlige indsatser, at inkludere børn og unge i sunde fællesskaber og at give vores børn og unge gode muligheder for bevægelse og udeliv, da vi tror på, at det styrker deres fysiske og mentale sundhed og skaber høj trivsel,” fortæller borgmester Lars Qvist. Han tilføjer, at der dog ikke er uanede økonomiske ressourcer til at gøre alt på én gang, og at Kommunalbestyrelsen derfor kommer til at prioritere, hvad der er vigtigst at lykkes med først.
Lokal sammenhængskraft skal styrkes
I Holbæk Kommune er der 18 lokalområder, hver med deres egne kvaliteter og fremtidsvisioner. Det vil Kommunalbestyrelsen arbejde for at styrke og binde endnu bedre sammen.
”Vi er optaget af at udvikle samarbejdet og fællesskabet mellem de enkelte lokalområder og mellem lokalområderne og Holbæk by. For selv om langt de fleste områder står stærkt, er der også muligheder for at udvikle dem yderligere. Vi har længe prioriteret at støtte op om livet i lokalområderne og at bidrage til en god dialog og gode vilkår for ildsjæle i hele kommunen. Det skal vi fortsat have, og hvis vi skal lykkes med at udnytte potentialerne både på landet og i byen, er det vigtigt, at alle samarbejder og spiller hinanden stærke,” fortæller Lars Qvist. Han nævner, at blandt andet boligudvikling i de lokalområder, hvor der er efterspørgsel, fokus på erhvervsudvikling, der skal gøre det attraktivt at drive virksomhed og dermed tiltrække flere arbejdspladser, samt rekreative grønne områder, der skal binde lokalområder bedre sammen, er nogle af de muligheder, der er i værktøjskassen for at styrke sammenhængskraften.
Arbejdsprogrammet er den nuværende kommunalbestyrelses første. I de foregående arbejdsprogrammer har der været fokus på folkeskolen, grøn og bæredygtig udvikling, forebyggelse, uddannelse og erhvervsudvikling, borgere på kanten af arbejdsmarkedet og ældre.