SMÅ DØDE DYR sætter fokus på livet og døden – for børn og familier fra 4 år og op. Forestillingen er baseret på Ulf Nilssons populære børnebog af samme navn og har premiere både i Horsens og i Holbæk. Forestillingen skal også spille i Slagelse, Korsør, Skælskør og på turné – fra d. 15. september 2023 til d. 3. februar 2024.

En dag finder Ester og hendes lillebror en død humlebi. De beslutter sig for at begrave den og starte begravelsesfirmaet VBB: Verdens Bedste Begravelser – for dyr.

Til en rigtig begravelse skal man bruge:
En spade, pinde til kors, smukke gravsten, hammer og søm, små og store æsker, pensel og maling, blomster, blomsterfrø og digte!

Og selvfølgelig nogle døde dyr. De finder bl.a.:
En hane, ni mus, tre sild og en solsort, de kalder Lille Far.

Deres legende univers fører til både jordnære og humoristiske refleksioner over livet og døden.

Sjællands Teater producerer i efteråret 2023 en opdateret version af den tidligere populære forestilling SMÅ DØDE DYR. Forestillingen havde premiere på Teatret Fair Play tilbage i 2013 og spillede på turné frem til 2018.

Et vigtigt tema

SMÅ DØDE DYR er en forestilling med det evigtgyldige tema; døden. Et tema, der er lige vigtigt for børn og voksne, men som voksne kan have svært ved at tale om – især med børn. Med forestillingen SMÅ DØDE DYR sættes temaet ind i et univers, der er rart at være i, og som både er sjovt og rørende på samme tid.

SMÅ DØDE DYR er både musikalsk og humoristisk, og handler meget konkret om børns nysgerrighed overfor døden og i forhold til, hvad der sker, når man dør? Både helt praktisk i forhold til begravelses-ritualer, og mere følelsesmæssigt og filosofisk.

Forestillingen er med til at vise børn, hvordan begravelsen bliver et ritual, hvor man kan sige farvel på en ordentlig måde – med plads til både at sørge og mindes.

Forestillingen skifter på fineste vis mellem alvor og humor – og der er plads til både at grine og græde – og begge dele er helt i orden.

Et erfarent hold

Det er et erfarent hold, der står bag forestillingen: Robert Parr, kunstnerisk direktør på Sjællands Teater, instruerer og Tanja Bovin er scenograf. Manuskript og musik er skrevet af Robert Parr i samarbejde med Michael Ramløse, dramatiker, komponist, oversætter m.m.m. og tidligere leder af Teatret Fair Play. På scenen ses Nina Marie Birk og Morten Klode.

På svensk hedder Ulf Nilssons børnebog ”alla döda små djur”, og i 2006 blev den nomineret til Augustprisen i kategorien Årets svenske børne- og ungdomsbog. Augustprisen er en af Sveriges mest prestigefyldte litteraturpriser.

Forestillingen blev i 2013 bl.a. modtaget med ordene:

”Teatret Fair Play rammer barnets nysgerrige tanker om livet og døden med en sjov og jordnær poesi i forestillingen ‘Små døde dyr’.”

Anne Middelboe Christensen, Børneteateravisen.dk

Lidt om det kunstneriske hold:

Nina Marie Birk

Nina er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2008. Hun har bl.a. spillet på Aarhus Teater, Teater Nordkraft og Teatret Fair Play. På tv har hun bl.a. medvirket i Norskov, Bedrag og Sygeplejeskolen. Nina er med i skuespillerinde-ensemblet De Damer. På Sjællands Teater spillede hun med i DEN STORE JULEMIDDAG 6 og på Teatret Fair Play i CHLODNAGADEN nr. 33.

Morten Klode

Morten er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2011. I 2013 modtog han en Talentpris ved Årets Reumert for sin medvirken i forestillingen ”Skyggen”. Morten har bl.a. spillet på Folketeatret, Teater Får 302, Teatret Masken og senest i forestillingen ”Don Quijote” på Teatret Slotsgården i Odense. Morten har desuden medvirket i filmen ”9. april”.

Tanja Bovin

Tanja er scenograf og kostumier og har arbejdet for en lang række teatre – bl.a. Det Kongelige Teater, Aarhus Teater, Den Jyske Opera og Det Ny Teater. Hun har gennem mange år været scenograf på mange af Teatret Fair Plays forestillinger. Tanja har været med til at skabe og drive H.C. Andersens Verden i Præstø.

Robert Parr

Rob er uddannet teaterinstruktør, drama- og engelsklærer fra Leeds University og arbejder som både skuespiller, dramatiker og instruktør. I 1992 blev han ansat som kunstnerisk leder af Teatret Fair Play. Han er nu en af tre kunstneriske direktører på Sjællands Teater – med ansvar for de forestillinger, der hører under Sjællands Teater FAIR PLAY.

Michael Ramløse

Michael var igennem mange år en af de mest betydningsfulde personligheder indenfor dansk børneteater. Han har siddet på flere betydningsfulde poster – både nationalt og internationalt. I 1997 blev han administrativ leder af Teatret Fair Play, hvor han samtidig fungerede som både oversætter, dramatiker og komponist. Michael arbejdede helt frem til sin død, både som underviser på Holbæk Drama College og som konsulent i forbindelse med udarbejdelsen af FAIR PLAYs 50 års jubilæumsbog.

En del af regionalt projekt

SMÅ DØDE DYR er med i Kumult!, som er Kulturregion Midt- og Vestsjællands ambitiøse projekt, om at give alle børn og unge mulighed for at møde kunst og kultur af høj kvalitet.

SMÅ DØDE DYR indgår i Kumult! på 1. klassetrin i Slagelse, Ringsted og Sorø kommuner.

Ud over at se forestillingen arbejder eleverne i workshops indeholdende rollelege, improvisation, udtryk med krop og stemme og meget mere.

Workshops varetages bl.a. af de to skuespillere Nina Marie Birk og Morten Klode.

Nina og Morten har i en del år lavet workshops for skoler og børnehaver i forbindelse med Sjællands Teaters forestillinger. Nu spiller de for første gang sammen i en forestilling og glæder sig til at møde en masse børn – både når de står på scenen, og i workshop-forløbene.

En gave til dagtilbud i Slagelse og Holbæk kommuner

I denne sæson tilbydes dagtilbud i Sjællands Teaters hjemkommuner gratis adgang til SMÅ DØDE DYR. Sjællands Teaters partnere prioriterer at give børn og unge teateroplevelser, og med denne ordning, betaler partnerne for institutionsbilletterne.

Der udvikles læringsmateriale til forestillingen.

Læs mere og find billetter på www.sjællandsteater.dk

Fakta om forestillingen:

SMÅ DØDE DYR – efter Ulf Nilssons børnebog

Produceret af Sjællands Teater i efteråret 2023

SPILLER

Fredag 15. sep. kl. 15.00 + 17.00

Horsens Teaterfestival www.horsensteaterfestival.dk

Tirsdag 19. sep. kl. 17.00 – PREMIERE

Onsdag 20. sep. kl. 10.00 + 11.30

Torsdag 21. sep. kl. 10.00 + 11.30

Lørdag 23. sep. kl. 11.00

Teatret Fair Play, Borchsvej 3, 4300 Holbæk

Tirsdag 3. okt. kl. 10.00

Skælskør Bibliotek, Vestergade 4, 4230 Skælskør

Onsdag 4. okt. kl. 10.00 + 11.30

Korsør Kulturhus, Skolegade 1, 4220 Korsør

Torsdag 5. okt. kl. 10.00 + 11.30

Fredag 6. okt. kl. 10.00 + 11.30

Lørdag 7. okt. kl. 10.30

Det lille Teater, Slagelse, Herrestræde 9, 4200 Slagelse

TURNÉ i hele landet sep.-nov. 2023 og jan.-feb. 2024

PRISER

Billetter koster fra 65-135 kr. og købes via sjællandsteater.dk

Skoler kan købe billetter for kun 40 kr. pr. stk. – ring på tlf. 59 59 59 88

Partnerbetalte billetter til dagtilbud i Slagelse og Holbæk Kommuner – ring på tlf. 59 59 59 88

Gratis med Sæsonkort til Sjællands Teater

ALDER: 4-8 år + voksne

VARIGHED: 35 min. ingen pause

Dramatisering: Robert Parr og Michael Ramløse – efter Ulf Nilssons bog

Instruktion: Robert Parr
Medvirkende: Nina Marie Birk og Morten Klode
Musik: Robert Parr og Michael Ramløse
Scenografi: Tanja Bovin

Instruktørassistent: Josefine Aviaja Christiansen

Produktionsleder: Jakob Pørtner

Teknik og værksted: Jakob Ebbe og Esben Knigge

Inspirations- og læringsmateriale: Marlene Rohde Søndergaard

Plakat: Asako Kido Parr

Forlag: Colombine Teaterförlag

Forestillingen bliver skabt, så den kan spille på turné i hele landet. Turnéen varetages af Sjællands Teater FAIR PLAY, der også står for læringsmateriale og workshops.