For at kickstarte de royale festligheder har Holbæk LMK valgt at oprette et træningsforløb, der skal styrke formen frem mod Royal Run, der afholdes d. 21. maj i år. Fortræningerne er skræddersyet sådan, at personer, der lyst til at deltage i festlighederne, har mulighed for at træne sig op og øge distancen fra 5 km til 10 km på 12 uger.
“Selve Royal Run er et løb, der hylder og markerer H.K.H Kronprinsen 50 års fødselsdag. Festlighederne kommer til at foregå i de fem største danske byer blandt andet i København, hvor der pt. er tilmeldt 23.346 enten one mile (1,609 km) eller 10 km til Royal Run”, siger Christina Otto Jensen, der er idrætskonsulent hos DGI Midt- og Vestsjælland.
Stor tilmelding
På nuværende tidspunkt har 130 medlemmer fra den lokale klub valgt at købe startnummer til Royal Run. De vil derfor være godt repræsenteret, når de løber med d. 21. maj. Holbæk LMK håber dog at kunne samle endnu flere, og med det nyoprettede træningsforløb er det forhåbentligt muligt.
“Vi opretter et nyt hold for dem, der vil være klar til maj. Man kan sige, at det bliver det nye royale hold i klubben. Vi er klar med trænere, der kan vejlede og hjælpe alle godt på vej”, siger Hans Bruun-Jensen, der er formand i klubben.
Ikke kun for medlemmer
Træningsforløbet er både for letøvede og øvede og tager udgangspunkt i løbere, der allerede nu kan løbe 4-5 km uden pause. Der bygges gradvist op, så når startskuddet lyder d. 21. maj, kan du løbe med på 10 km-distancen. De mere erfarne løbere er selvfølgelig også velkommen, da træningen tilrettelægges, så der er plads til alle
“Selvom du ikke er medlem af Holbæk LMK, er det muligt at løbe med et par gange uden at være medlem. Hvis fællesskabet og træningsformen giver blod på tanden, så kan du for kun 400 kr. melde dig ind i klubben og løbe med resten af året”, siger Hans Bruun-Jensen.
Tid og sted
Træningsforløbet koster 400 kr., men du får samtidig et medlemskab til Holbæk LMK og alle deres træninger, som gælder året ud. Startnummeret til løbet skal man købe ved siden af, da det ikke er med i prisen.
Fortræningerne er netop startet og løber frem til den 20. maj 2018 med træning hver onsdag og fredag henholdsvis kl. 17.30 og kl. 17.00 fra p-pladsen ved Bjergmarkshallen og hver søndag kl. 10.00 fra p-pladsen ved Stenhus Gymnasium. Læs mere via www.royalrun.dk/fortraening/fortraeningshold/midt-og-vestsjaelland.