Julen er for mange en glædelig tid, der associeres med glæde, nærvær, gaver og god mad. For andre kan julen være en svær tid, da den kommer med mange ekstraudgifter, som kan gøre det svært for især børnefamilier at få hverdagen til at køre rundt. Med corona og krigen i Ukraine er behovet for midler og støtte til børnefamilier ekstra stort, og det ønsker Julekomitéen af 1922 ved Lions Jernløse at gøre noget ved. Foreningen har netop modtaget 50.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden.

Julekomitéen af 1922 ved Lions Jernløse er en frivillig forening, der hvert år hjælper værdigt trængende børnefamilier i Holbæk med at få den jul, de fortjener. Foreningen finansierer julehjælp til værdigt trængende i lokalsamfundet, så flere i Holbæk og omegn kan få en sød jul. Formand for Julekomiteén af 1922 borgmester Christina Krzyrosiak Hansen udtaler:

”I år markerer det 100 år siden, at foreningen var så heldige at få støtte fra virksomheder, organisationer og private, der ønsker at støtte børnefamilier i hele Holbæk Kommune. Gennem tiden har vi set, hvilken effekt og forskel selv den mindste støtte kan gøre for værdigt trængende børnefamilier. Donationerne gennem årene har gjort det muligt for flere familier at give deres børn en glædelig jul, som de kan mindes og fortælle sine kammerater om. Desværre er dette års jubilæumsår mærket med alvorlig krise med bl.a. Corona og krig i Ukraine, og behovet for støtte er større end nogensinde. Derfor er vi meget taknemmelige for donationen fra EDC Poul Erik Bech Fonden.”

50.000 kr. til værdigt trængende børnefamilier

Julekomitéen af 1922 ved Lions Jernløse går under organisationen Lions Danmark, der årligt donerer omkring 30-40 millioner til humanitære formål fordelt på organisationens mange mindre foreninger. Allan Bachmann, EDC Poul Erik Bech Holbæk, stod for selve overrækkelsen af donationen. Han udviser stor respekt for de frivillige i Julekomitéen af 1922 ved Lions Jernløse:

”Jeg har været så heldig at donere tre år i træk til denne forening, og har set, hvilken forskel det gør for mange børnefamilier. I år er vi meget glade for, at vi på 100 års jubilæumsdagen kan fordoble vores donation og fortsætte med at støtte op om foreningens mærkbare frivillige arbejde, der virkelig skaber glæde i en tid, der ellers til tider kan være forbundet med uoverskuelighed og magtesløshed. Foreningen har hjertet på rette sted, og foreningens frivillige udfører et vigtigt stykke arbejde i lokalsamfundet.”

Julekomiteen af 1922 ved Lions Jernløse har i 100 år bidraget til, at trængende børnefamilier kan få et tilskud til julens glæder. Foreningen har i mange år modtaget mange ansøgere, og foreningens hjælp er til så stor en gavn, at de har besluttet at gentage succesen i år.

Senest har følgende foreninger modtaget støtte af EDC Poul Erik Bech Fonden: Dansk Folkehjælp, Bolbro Brugerhus Odense, Mødrehjælpen Holbæk, Kirkernes Familiehjælp Randers, Specialskolen Bramsnæsvig, Svovlstikkerne og Bykirken Odense.

Pressefoto