Lørdag d. 4. februar kl. 11.00 får Teatret Fair Play besøg af Teater Baglandet med forestillingen ”Juhu det er regnvejr”. Forestillingen er for alle fra 3 år og op, så hele familien kan være med.
Er det sjovt at børste tænder?
Hvem bestemmer om du er sur?
Kilder fantasien under dine tæer?
… og er solen egentlig altid bagved skyen?
JUHU DET ER REGNVEJR er en nonverbal forestilling for alle der vil overraskes over dagligdagens uventede magi. En poetisk komikboble om hverdagen, hvor ikke engang fantasien sætter grænser.
Forestillingens tema er menneskets dualitet. Det positive livssyn kontra det negative. Sofie Pallesen giver med sit suveræne kropssprog og talent for komik børn et nyt perspektiv på regnvejr, tandbørstning og det bevidste valg.
JUHU DET ER REGNVEJR handler om den dualistiske kamp, som strider i mennesket allerede fra vi er børn. Det mørke overfor det lyse. Det negative overfor det positive. Nej’erne overfor ja’erne. Forestillingens gennemgående figur er en sammensat personlighed. Hun er både den lyse og mørke, den glade og sure, den optimistiske og den bekymrede.
Hun repræsenterer henholdsvis den negative og den positive tilgang til dagligdagens udfordringer.
Stykket består af en række fint sammenkædede hverdagsbegivenheder, som børn og voksne genkender fra deres eget liv, og som ofte er grundlag for daglige kriser. F.eks. at skulle op tidligt om morgenen, tage tøj på, spise morgenmad, børste tænder osv.
Forestillingen er nonverbal og fortælles gennem kropssprog og mimik samt gennem et særegent, gennemkomponeret lydunivers skabt af musiker/komponist Sune Skuldbøl Vraa (vinder af Young Audience Music Award 2013 for bedste musikproduktion for børn i verden).
JUHU DET ER REGNVEJR er en forestilling der sætter fokus på menneskets polariserede følelsesliv, det bevidste valg og den skønhed, der ligger for vores fødder, hvis vi åbner døren for den.
Det er første gang, Teatret Fair Play får besøg af Teater Baglandet, der blev skabt i 2012 af sceneinstruktør Solveig Weinkouff og skuespiller Sofie Pallesen. Deres forestillinger er fysiske, musikalske, universelle og involverer publikum direkte.