Holbæk Kommune indgår et udvidet samarbejde med Ombold om at give flere udsatte glæde af foreningslivet.
Det danske foreningsliv er berømt og højt skattet. Her trives fællesskabet og det meningsfulde fritidsliv. Men er man hjemløs, psykisk syg eller i en anden udsat situation, kan vejen til omklædningsrum og spillebaner være lang og svær. Foreningen Ombold giver de udsatte en hjælpende hånd og arrangerer træning og kampe, både på egne hold og i tilknytning til eksisterende foreninger.
Ombold har indtil nu handlet om fodbold, men Holbæk, Sønderborg, København og Aalborg kommuner er udvalgt til et udvidet samarbejde, hvor flere idrætsgrene skal i spil.
Onsdag godkendte Holbæk Kommunes kultur- og fritidsudvalg den tre-årige samarbejdsaftale med Ombold. En aftale, der matcher kommunens strategiske ambitioner om, at alle skal inkluderes i fællesskaberne. Også de mennesker, der har andre barrierer og behov end gennemsnittet. Denne ambition er højt prioriteret, fordi stærke fællesskaber gavner den enkeltes trivsel og udvikling og samtidig styrker sammenhængskraften i kommunen.
”Vi har rigtige gode erfaringer med Ombolds fodboldaktiviteter, hvor udsatte borgere får nogle gode oplevelser sammen med andre. Det vil vi også gerne gøre muligt for dem, der ikke lige interesserer sig for fodbold. Derfor er jeg stolt og glad over, at vi fremover også kan tilbyde et fællesskab omkring både badminton, floorball og gangsport”, fortæller Ole Hansen, der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune.
Udvalget besluttede også at bevilge godt 100.000 kroner årligt, som skal finansiere timer hos en socialfaglig medarbejder. Indsatsen er herudover støttet af A.P. Møller Fonden, der bidrager med 50 % af projektets finansiering. Danmarks Idrætsforbund understøtter yderligere ved at aktivere deres specialforbund.
Arbejdet med at integrere de udsatte i idrætten sker via et tæt samarbejde mellem Ombold, kommuner og de lokale foreninger. I Holbæk Kommune er det blandt andre Holbæk Gangsport og floorball-klubben Holbæk Bombers.
”Vi glæder os meget til at komme i gang med de nye sportsgrene og samarbejdet med nye foreninger. Vi har en forventning om at kunne nå nogle andre mennesker, blandt andet de udsatte kvinder som vi ikke så ofte ser på vores fodboldhold. Vores grundlæggende ambition er jo at gøre idræt og fællesskabet omkring det tilgængeligt for alle, fordi vi kan se, at det gavner deres livskvalitet og overskud til andre ting i livet”, fortæller Martin Pedersen, der er direktør i Ombold.