Frivillige kræfter står sammen om at løse fremtidige driftsopgaver i Jernløse hallen. Det nye ansvar øger fællesskabet og giver lokale borgere mere indflydelse, og på den måde udvikles lokalområdet, oplyser Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.
De er en stor gruppe frivillige ildsjæle, der har navngivet sig ”Fællesskabet Jernløsehallen”. Efter eget initiativ og ønske er de gået sammen om at være den fremtidige drivkraft i Jernløse Hallen. Det sker på baggrund af et samarbejde med Holbæk Kommune, der sætter stor pris frivillighed og fællesskab.
Regnskab og dialog
Det har tidligere været en kommunal opgave at tage sig af driften af Jernløse hallen, men fra årsskiftet overtager ”Fællesskabet Jernløsehallen” denne opgave. Bag fællesskabet står blandt andet foreninger, der beskæftiger sig med fodbold, håndbold, badminton og gymnastik, og de ser frem til den nye ordning.
– Jeg glæder mig til et tættere samarbejde mellem foreningerne, og det bliver en ny måde at drive vores hal på. Det skaber både fællesskab og udvikler vores lokalområde, fortæller Victor Mogensen, der er formand for Jernløse Gymnastikforening.
Fremover får fællesskabet ansvaret for regnskab, tilsyn og dialog i forbindelse med hallen i Jernløse. Når ansvaret bliver givet til de frivillige, får de indflydelse på, hvordan opgaverne konkret skal løses.
Indflydelse og sammenhold
Brugerne af hallen har selv ønsket at have ansvaret for driften af hallen. Ønsket udspringer blandt andet af et kendskab til eksisterende ordninger. I eksempelvis Tuse hallen og Holbæk svømmehal står frivillige kræfter får driftsopgaver, og erfaringerne herfra har været gode.
– Erfaringer fra tidligere viser, at en fælles vilje og evne til at løse en opgave i et lokalområde fører til, at borgerne får større indflydelse og stærkere sammenhold. Derfor er det meget positivt, at frivillige nu står sammen i Jernløse om at løse opgaven med drift af hallen, fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.
Udvalget for Kultur og Fritid ønsker at støtte aktivt medborgerskab, hvilket er en af grundene til, at samarbejder om driftsopgaver er en realitet. Og selvom frivillige står for driften, dækker Holbæk Kommune udgifterne hertil. Til løsningen af opgaverne i Jernløse får ”Fællesskabet Jernløsehallen” 533.000 kroner årligt til, hvilket i øvrigt svarer til de nuværende udgifter for driften af hallen.