Gode teateroplevelser i efteråret
Holbæk Musik- & Teaterforening glæder sig til at præsentere 3 spændende teater-forestillinger:
DEN POETISKE RAPTUS, FODBOLD FODBOLD FODBOLD og BLINKENDE LYGTER
Alle tre forestillinger spiller på Holbæk Teater og præsenteres i samarbejde med Sjællands Teater.

DEN POETISKE RAPTUS – tirsdag d. 25. oktober kl. 19.30
Vi fejrer 300-året for dansk teater med Folketeatrets DEN POETISKE RAPTUS. En forestilling om dengang Ludvig Holberg skrev 17 komedier på 1½ år.

Med DEN POETISKE RAPTUS markerer Folketeatret 300-året for dansk teater og hylder samtidig Ludvig Holberg, der gennem sit virke har slået sig fast som en af Danmarks største kultur-personligheder og teatermænd. DEN POETISKE RAPTUS portrætterer Holberg og minder os samtidig om kunsten og kulturens nødvendige rolle for vores samfund og for et oplyst verdensbillede.

Med DEN POETISKE RAPTUS hylder Folketeatret Ludvig Holberg, der har haft en alt-overskyggende betydning for dansk åndsliv – med ham kom oplysningen til Danmark. Holbergs forfatterskab dækker over en mangfoldighed af genrer; fra komedier over den satiriske rejseroman og epistler til historiske og juridiske værker.

Da Holbergs Den politiske kandestøber havde premiere den 25. september 1722, var det første gang nogensinde, der blev opført en komedie skrevet på dansk. Folketeatret markerer jubilæet med DEN POETISKE RAPTUS om lige netop tiden, hvor Holberg ændrede dansk teater.

Ludvig Holberg havde netop udgivet det satiriske heltedigt Peder Paars, som – ifølge ham selv – er blevet misforstået af en håbløs anmelderstab uden humor. På teatret i Lille Grønnegade ser den franske, flamboyante og fremsynede teaterchef Monsieur Montaigu dog lyset i Holbergs krøllede hjerne, for han har fået den kontroversielle idé at opføre komedier på dansk.

Kultur for folket og komedier på dansk er dog en åbenlys trussel mod enevælden, men Holberg drages af teatrets frisind og opdager snart komediens oplysende og samfundskritiske kraft. Den poetiske raptus er uundgåelig, og Holberg suges ind i teatrets verden med den erotiske Madame Montaigu, bohemer, evighedsstudenter med hang til flasken, suffløren og altmuligmanden Rasmus – alle parate til at kæmpe for teatret og den frie tanke. Både den stringente pietisme og røgen fra Københavns brand kaster dog mørke skygger over de visionære tanker i Lille Grønnegade.

Manuskript: Ernst Bruun Olsen
Anders Juul spiller rollen som Ludvig Holberg. Anders Juul er bl.a. kendt for sine roller i film, TV og på teatret. Bl.a.:  Journal 64, En frygtelig kvinde, Borgen og Badehotellet.
I de øvrige roller ses: Tom Jensen, Marie Louise Wille, Josefine Tvermoes, Jesper Riefensthal, Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley, Simon Kongsted

Forestillingen kan opleves på Holbæk Teater tirsdag den 25. oktober kl. 19.30
Læs mere og køb billetter på www.sjællandsteater.dk

FODBOLD FODBOLD FODBOLD – lørdag d. 5. november kl. 19.30
Som optakt til VM i Qatar præsenterer Holbæk Musik-& Teaterforening Det Kongelige Teaters forestilling FODBOLD FODBOLD FODBOLD.

FODBOLD FODBOLD FODBOLD er en forestilling om verdens største sportsgren og dens betydning for de milliarder af mennesker, der ser og spiller fodbold. FODBOLD FODBOLD FODBOLD er fortællingen om en fodboldkamp og de aspekter, der er forbundet med spillet.

Garneret med fantasifulde klubsange og udfordrende fantilråb følger vi fodboldspillets mange deltagere før, under og efter en kamp.

Men FODBOLD FODBOLD FODBOLD stiller også fokus på de problematikker, der omgiver verdens største sportsgren, og sætter de mange fans af sportsgrenen i et dilemma. De store sejre udfordres af den ordinære verdens krav om succes, indtjening og simpel overlevelse, ligesom VM i Qatar har flyttet fokus fra spillet på banen til spørgsmålet om etiske grænser, menneskerettigheder og de kommercielle kræfters magt over spillet, for hvordan kan man spille VM på et stadion, der har kostet utallige immigrantarbejdere livet?

FODBOLD FODBOLD FODBOLD er nyskrevet dansk dramatik af Henrik Szklany, der er glødende AaB-fan og ser alle holdets kampe. For iscenesættelsen står instruktør Nicolei Faber, som er inkarneret Vejle-fan på godt og ondt.
Medvirkende: Charlotte Fich, Ellaha Lack, Alvin Olid Bursøe, Mads Rømer Brolin-Tani og Jakob Femerling.

Forestillingen kan opleves på Holbæk Teater lørdag den 5. november kl. 19.30
Læs mere og køb billetter på www.sjællandsteater.dk

BLINKENDE LYGTER – fredag d. 11. november kl. 19.30
Filmen Blinkende lygter husker de fleste sikkert – nu kommer teaterversionen. Den forrygende og skæve historie om den lille bande småkriminelle, Thorkild, Peter, Arne og Stefan, som aldrig har haft det store held med sig.

Da Thorkild fylder 40 år, beslutter han sig for, at nu skal det være slut med at leve på den måde, men han er nødt til lige at lave et sidste job for bagmanden ”Færingen”. Ved hjælp af lidt held og en hel del dumdristighed lykkes det de fire venner at komme i besiddelse af en kuffert inde-holdende flere millioner af Færingens penge. Kufferten bliver deres billet væk fra det kriminelle miljø – ud i det mørke udkants-Danmark, og deres møde med de sære eksistenser, som lever der, hvor den lille bande må forsøge at passe ind.

Teaterversionen af BLINKENDE LYGTER er sjov, overraskende, tankevækkende og skæv.

Manuskript: Vivian Nielsen efter Anders Thomas Jensens film
Medvirkende: Gordon Kennedy, Thomas Magnussen, Peter Pilegaard, Jakob Højlev Jørgensen, Kristian Boland, Marie Sandø Jondal, Gina Marchwinski og Frank Rubæk

Forestillingen kan opleves på Holbæk Teater fredag den 11. november kl. 19.30
Læs mere og køb billetter på www.sjællandsteater.dk

 

Primære spillesteder:
Teatret Fair Play
Borchsvej 3, 4300 Holbæk
Holbæk Teater
Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk
Slagelse Teater
Herrestræde 9, 4200 Slagelse (Kontor i nr. 11)