Butikken bugner af lækre oste, og det kan være svært at vælge mellem dem. Men heldigvis kan de flinke mennesker bag disken tilbyde smagsprøver, til man finder det man søger.
Prisvindende ost
Butikken har oste for enhver smag og til ethvert behov. Måske er du blot på udkig efter en ost til morgenkrydderen, måske skal du have gæster til den helt store ostebuffet. På Smedelundsgade 22b vil du altid blive betjent med både venlighed og ekspertise.
De ved meget om ost i butikken, og du finder oste fra både ind- og udland: fast ost, halvfast ost, skimmelost, gedeost, fåreost, friskost, oste der er milde eller kraftige i smagen. Holbæk Ost og Tapas har – i begrænsede perioder – intet mindre end verdens bedste ost på lager, nemlig hvidskimmelosten Olavidia, som er fremstillet af et spansk ostemejeri, Quesos y Besos (Ost og kys). Den prisvindende ost er modnet med Penicillium Candidum og har et karakteristisk lag af olivenstensaske, der løber gennem midten.