OPP-samarbejdet med Danske Diakonhjem fungerer efter hensigten, både økonomisk og fagligt. Holbæk Kommune forlænger samarbejdet med Danske Diakonhjem med yderligere 5 år.

Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune har besluttet at forlænge samarbejdet med Danske Diakonhjem om driften af Tysingehave Pleje- og Dagcenter i Tølløse. Det nuværende offentligt-privat partnerskab (OPP), som blev indgået i 2017, bliver forlænget med yderligere fem år og vil nu løbe frem til februar 2032. Beslutningen om at forlænge aftalen kommer som et led i ønsket om at sikre fortsat stabil drift, fastholdelse af personale og høj kvalitet i omsorgsopgaverne.

”Samarbejdet med Danske Diakonhjem på Tysingehave har vist sig at være både effektivt og omsorgsfuldt. Det glæder mig at se de positive resultater, vi har opnået sammen, og derfor er det naturligt, at vi forlænger samarbejdet. Vi ønsker at sikre, at borgerne fortsat får den bedste pleje og omsorg, og med denne aftale skaber vi stabilitet både for dem og for medarbejderne,” fortæller John Harpøth, formand for Udvalget for Ældre og Sundhed i Holbæk Kommune.

Tilfredshed med samarbejdet

Holbæk Kommune har gennem de seneste år set gode resultater af samarbejdet med Danske Diakonhjem. Borgere og pårørende udtrykker stor tilfredshed med de ydelser, der leveres, hvilket blev bekræftet i den seneste tilsynsrapport. Her fremhæves det, at medarbejderne respekterer borgernes selvbestemmelse, og der er generelt en høj brugertilfredshed. Derudover er der løbende dialog mellem kommunen og Danske Diakonhjem om udvikling af opgaveløsningen for at sikre optimal pleje og omsorg for borgerne.

Danske Diakonhjem varetager en bred række opgaver på Tysingehave, herunder pleje og omsorg, rehabilitering, sygepleje og drift af plejeboligerne samt vedligeholdelse af bygningerne. Samarbejdet har vist sig at være både økonomisk og fagligt fordelagtigt for kommunen, og borgerne på Tysingehave har gennemgående udtrykt stor tilfredshed med tilbuddet.

Foto: ABW