To udvalg ønsker at understøtte borgernes ønsker om bedre adgang til stier og natur i Holbæk Kommune.
Udvalget for Klima, Miljø og Natur og Udvalget for Kultur og Fritid har på deres møder besluttet, at Holbæk Kommune skal indgå i Danmarks Naturstiers nye pilotprojekt. Det har blandt andet til formål at skal sikre viden, læring og synergi omkring lokale forhold. Erfaringerne skal bruges til at udvikle et nationalt netværk af rekreative stier og ruter, en pendant til bilisternes Margueritrute.
”I Holbæk Kommune har vi rekreative stier og ruter af national interesse, som vi kan melde ind til Danmarks Naturstier. Det gælder blandt andet Istidsruten, Fjordstien og Jyderupstien. Disse stier forbinder værdifulde landskaber og attraktioner i vores kommune og er forbundet til stier og ruter med vores nabokommuner. Så ved en deltagelse får vi i Holbæk Kommune mulighed for at indgå i et samarbejde om udvikling og opgradering af vores stier med midler fra Danmarks Naturstier,” fortæller Karen Thestrup Clausen, der er formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur i Holbæk Kommune.
Skaber også fokus på sundhed og friluftslivet
Udover at kunne nyde den dejlige og varierede natur, så har deltagelsen i pilotprojektet også et yderligere aspekt, som glæder Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.
”Vores deltagelse vil skabe bedre muligheder for, at vores borgere kan opnå et sundere liv ved at motionere mere i naturen. Derfor imødekommer det et stigende behov for rekreativ udfoldelse i naturen på en let tilgængelig og gratis måde. De vandrestier, som vi har her i kommunen, vil blive eksponeret lokalt, nationalt og internationalt og understøtte den positive udvikling, som friluftsturisme generelt er inde i. Her kan jeg bare nævne den årlige friluftsfestival ”Danish Outdoor Festival” i Jyderup, som oplever stor vækst og interesse,” fortæller Ole Hansen.
Holbæk Kommune har sammen med Sorø, Kalundborg, Ringsted og Odsherred kommuner samt Skjoldungernes Nationalpark, Visit Fjordlandet, Destination Sjælland, Observatoriet i Brorfelde, Naturpark Åmosen og Geopark Odsherred fået mulighed for at deltage i pilotprojektet.
Pilotprojektet skal konkret:
- Samle regionale vandrestier på tværs af kommuner og regioner, som kan indgå i de nationale rekreative stinetværk.
- Bidrage økonomisk til etablering af nye stiforløb, hvis muligt.
- Bidrage økonomisk til at revitalisere eksisterende stiforløb.
- Udvikle kvalitetsstandarter for forskellige typer af stier/ruter og wayfinding fx skilte, rutevisning og infoskilte.
- Opdatere, validere og ensrette datagrundlaget for de eksisterende vandrestier.
- Formidle Danmarks naturstier til slutbrugerne fx turister, borgere, brugergrupper og andre interesserede.
Om Danmarks Naturstier
Danmarks Naturstier (DNS) har til formål at skabe, sikre og formidle et sammenhængende rekreativt rutenetværk for vandrestier i Danmark. Danmarks Naturstier skal være vandreres pendant til bilernes Margueritrute.
DNS har et politisk ophæng i aftalen ”Mere liv i bymidter og landdistrikter” af 29. november 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.
DNS har et sekretariat i Miljøministeriet og er i partnerskab med KL, Nordea-fonden og Friluftsrådet. DNS er en blivende indsats med varig finansiering fra finansloven og udvikles og driftes også efter udviklingsperioden.