Med 54 restauranter uden for København har Dining Week for alvor fået fat i de sjællandske maver. Danmarks største restaurantfestival Dining Week fylder 10 år, og med 54 restauranter uden for København fortsætter Dining Week med at vokse på Sjælland. Gennem 10 år har festivalen lokket flere og flere danskere ud at spise i vinterferien, også i provinsen. Det glæder marketingansvarlig i Dining Week, Nusha Riis Hassani.

“Vi har ikke bare flere restauranter på programmet, men også flere byer. Det betyder meget for os, at vi ikke bare er repræsenteret i de store byer, men også kan tilbyde madoplevelser til hele Danmark,” siger hun.

I Holbæk kan du spise på to restauranter under Dining Week, nemlig Hotel Strandparken og Restaurant SuRi.

Hos Hotel Strandparken kan gæster sætte gaflen i en lækker 3-retters menu til 215 kr. + gebyr. Her kan gæster nyde dampet lyssej med stenbiderrogn og peberrodssne til forret. Der er grisekrone med puffede svær, kartoffelmos og timiansky til hovedret. Endelig er der ‘kæmpe eskimo’ til dessert med solbærparfait, sirup tilsmagt mørk rom og krystalliseret hvid chokolade.

For at fejre Dining Weeks 10-års jubilæum tilbyder Dining Week i år en eksklusiv 10-retters menu til 500 kr. + gebyr hos 11 af landets bedste restauranter. En af de udvalgte restauranter er SuRi, der bl.a. byder på blinis, jomfruhummer-hotdog, slethvar, oksemørbrad, fyldt chokolade og karamel-fudge.

Se menuerne på https://diningweek.dk/restaurants

I de 10 år Dining Week har eksisteret, er der serveret over 900.000 måltider, og vi nærmer os en million måltider. Tre gange så mange tallerkner er blevet skrabet, dessertskeer slikket og vinglas tømt.

Over 100.000 gæster forventes at besøge Dining Week i 2020, som løber af stablen 7.-16. februar 2020.