Holbæk kommune opnår en samlet 71. plads i Dansk Industris (DI) årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er samme plads som sidste år og vidner om et stabilt erhvervsklima.

Imens det går i den rigtige retning for sagsbehandlingen i Holbæk kommune, så ser det knap så godt ud, når det skal gøres attraktivt at arbejde i kommunen. Det viser tal fra DI’s årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlig. Her lander Holbæk kommune på en 71. plads, som det også var tilfældet sidste år.
Der er tryk på arbejdsmarkedet i området og der er stort behov for bedre adgang til arbejdskraft. For på det område er virksomhederne blevet mindre tilfredse med kommunens indsats for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft. I kategorien ’arbejdskraft’ er kommunen gået tilbage fra en 67. plads i 2023 til en 80. plads i 2024, og samtidig er det området, som virksomhederne mener kommunen bør prioriteres højest.

– Holbæk kommunes placering i Lokal Erhvervsvenlighed 2024 afspejler på mange måder, at der er en fornemmelse af stilstand og manglende retning i erhvervspolitikken. Vi håber at det bliver bedre det kommende år, hvor der bliver sat fokus på området politisk – blandt andet med det nye erhvervsudviklingsråd”, siger bestyrelsesleder i DI Vestsjælland, Jan Bybjerg Pedersen.

På den positive side går det bedre med oplevelsen af sagsbehandling og kommunen rykker også fremad ift. brug af private leverandører, hvor den lander på en 24. plads. Placering i ’brug af private leverandører’ er også den bedste kategoriplacering for kommunen.

– Der er stadig plads til forbedring i Holbæk Kommune, hvor vi også oplever en vilje til at arbejde med erhvervslivets udfordringer og i forhold til at skabe et bedre erhvervsklima. Derfor ser vi frem til det fortsatte samarbejde med kommunen, slutter Jan Bybjerg Pedersen.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2024
• DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 15. år i træk DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
• 7.479 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
• Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
• Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
• 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø, Dragør, Vallensbæk og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Foto: JTL