Lørdag d. 16. september lægger Igelsø Grusgrav ved Holbæk jord til de Nordiske Mesterskaber i Pistolterræn, hvor de bedste pistolskytter fra Danmark, Norge og Sverige står klar til at kæmpe om sejren. Alle er velkomne.
Skydning er en idræt, som udfordrer koncentration, præcision og ro. Samtidig er skydning også en idræt med masser af action, der sætter evnen til at præstere under tidspres på prøve.
Hvert år udtager DGI Skydning landets bedste skytter til at repræsentere det danske flag ved internationale turneringer og mesterskaber i skydning. Et af de mesterskaber går under navnet ’Nordisk Mesterskab i Pistolterræn’, som afvikles på skift mellem Danmark, Norge og Sverige. Her dyster 48 af de bedste, nordiske pistolskytter, som alle udtages på baggrund af deres plads på ranglisten.
Hver nation stiller med fire herreskytter, fire ungdomsskytter, fire dameskytter og fire seniorskytter – og der kæmpes både som hold og individuelt. Mesterskabet gennemføres på kaliber .22 (alle) og grovvåben (herrer/damer/seniorer) i klassegruppen GP32/GPA. Ungdomsskytter skyder kun kaliber .22.
Giver glæden videre
Det er frivillige fra DGI Midt- og Vestsjællands kompetencegruppe i pistolterræn, som sørger for, at alt løber som det skal både før, under og efter afholdelsen af mesterskabet. Sammen lægger de en masse kræfter i at give de nordiske skytter nogle gode oplevelser:
”Vi er en gruppe af frivillige ildsjæle, som efterhånden har mange års erfaring med at stable mesterskaber som disse på benene. Det er hårdt arbejde at få alt til at spille og samle så mange skytter på tværs af Danmark, Norge og Sverige, men det er meget givende at bidrage til,” fortæller Flemming Nielsen, som er bestyrelsesmedlem i DGI Midt- og Vestsjælland, formand for skydeudvalget og medlem af kompetencegruppen i pistolterræn.
Tilskuere er velkomne
Som noget nyt har også tilskuere mulighed for en stor oplevelse med skydning i det fri, når mesterskabet løber af stablen. Det foregår lørdag d. 16. september 2023 kl. 08:00 – 16:30 i Igelsø Grusgrav, hvor der altså i år er sjælden mulighed for at følge de bedste nordiske pistolskytter på nærmeste hold i den prestigefyldte turnering. De udtagne skytter skyder i tidsperioden 09:00-11:00 og igen fra 12:00-14:00. Det er gratis at overvære mesterskabet.
Oversigt over de udtagne danske pistolskytter
Juniorklassen
- Thomas Bøgh Jensen, Vodskov Skytteforening
- Maiken Bergholt Madsen, St. Restrup Idrætsforening
- Marcus Lindgaard Knudsen, St. Restrup Idrætsforening
- Magnuz Eifos Mortensen, Bellahøj Skytteforening
Seniorklassen
- Gert Nielsen, Midt og Vestsjællands Terrænskytter
- Ejner Nicolaisen, Hørsholm Pistolforening
- Preben Pedersen, Skjern Skytteforening
- Lars Hedegaard Larsen, Hørsholm Pistolforening
Dameklassen
- Karina Molich, Korsør Skytteforening
- Heidi Bergholt Madsen, St. Restrup Idrætsforening
- Annette Winther, Ølsted Skytteforening
- Maja Groot, Hvalsø Skytteforening
Herreklassen
- Rune Knudsen, St. Restrup Idrætsforening
- Thomas Bergholt Madsen, St. Restrup Idrætsforening
- Jesper Larsen, Ølsted Skytteforening
- Dennis Samuelsen, Korsør Skytteforening