En af Holbæks ældste forretninger finder du i Smedelundsgade, som også er en af byens ældste gader. Det er ikke en smed, men en skrædder der trives her, og forretningen kan ikke, som gaden, skrive sin historie helt tilbage til middelalderen. Men at blive over 70 år skal man heller ikke kimse ad i en tid med som voldsomme forandringer som vores.
Brogaard startede i det små i 1947 i et kælderlokale på Kløvermarksvej, men flyttede hurtigt til Smedelundsgade. I 2015 skiftede skrædderiet adresse til nr. 22E i forbindelse med byggeriet af MENY supermarkedet.
Det er over 50 år siden Arne Smidt startede som elev hos Emil Brogaard. Dengang hed forretningen Emil Brogaards Skrædderi og Maalkonfektion. Siden blev Arne eneejer af herretøjsforretningen og skrædderiet, og det succesrige generationsskifte er nu i gang med at blive gentaget. I 2020 blev Søren Hyldegaard nemlig ny kompagnon i Holbæks førende herretøjsforretning. Efterhånden vil Arne gå ned i tid, men hjælper stadig med skrædderarbejdet, ligesom man stadig kan møde ham i butikken.