Sæt krydser i kalenderen nu… Kulturhus Gimle Føllenslev har udsendt sit forårsprogram.

GIMLE:DOX viser aktuelle danske dokumentarfilm. Mød filminstruktøren til cafédebat efter filmvisning. DOX:CAFE’ åbner kl 18:00 Filmvisning kl 19:00.

ONSDAG 8. JANUAR 2020 KL 19:00

GENOPDAGELSEN [2019] 74 min af filminstruktør Phie Ambo
Debatoplæg om “bæredygtig dannelse” ved Nana Gerstrøm Alsted, Jyderup Højskole.

I filmen er 47 børn er sluppet løs på en glemt byggegrund i København, hvor naturen forlængst har overtaget. Her skal de gå i skole i ti uger og opdage hvad naturen kan lære dem. Filmen fortælles gennem scener med børnene, men også med naturens stemme som gennemgående fortæller; “For hvad vil det sige at lære noget? Hvordan kan du vide, hvad du har lært af at mærke min vind i håret eller min regn på dine kinder?…”

Nanna er liniefagslærer på “Grøn Guerilla”, Jyderup Højskole og har en særlig interesse for, hvordan dannelse, social forandring og natur hænger sammen. Nanna er uddannet sociolog og desuden højskolens viceforstander og formand for bæredygtighedsudvalget i Højskoleforeningen.

ONSDAG 5. FEBRUAR 2020 KL 19:00

Mød Abu Hassan – kilden til historien – til Café-debat og se animationsfilmen TÅRNET [2018) 74 min

Tårnet fortæller på en varm og humoristisk måde om Israel-Palæstina-konflikten og det palæstinensiske folks tragedie og om, hvordan vi mennesker formår at skabe en meningsfyldt hverdag i en verden af kaos.
Den dokumentaristiske animationsfilm er baseret på virkelige hændelser, familiehistorier og fotografier.

Filmen har deltaget i festivaler både i mellemøstlige lande og i Europa og dyster om en Oscarnominering i Los Angeles til februar.

Debat ved Abu Hassen, som er opvokset i flygtningelejren, og som tidligere har deltaget i debatpaneler sammen med Mats Grorud.

ONSDAG 4. MARTS 2020 KL 19:00

Mød filminstruktør Marie Breyen til Café-debat og se filmen
VANDRINGSMANDEN [2019] 60 min

Instruktør Marie Breyen,der har været tæt på Arne Haugen Sørensen hele sit liv, vil med dokumentarfilmen ” Vandringsmanden” udbrede kendskab både nationalt og internationalt til en af de helt store nulevende danske kunstnere – vise og fortælle om drivkraften og øjeblikkene i kunstnerens vej til der, hvor han er i dag.

Vandringsmanden er en fortælling om Arne Haugen Sørensen fortalt af ham selv, om ham selv. Det er en fortælling om barndommen, ungdommen, nutiden, minderne. Det er fotoalbummet over det liv, der er nu, med både arbejde og familie. Det som har formet ham som menneske og kunstner.

Vandringsmanden er en filmatisering af Arne Haugen Sørensens bog ”Landskabet bag mig – erindringer i løs vægt”.

ONSDAG 1. APRIL 2020 KL 19:00

Mød filmklipper Grete Møldrup og filminstruktøren Iben Haahr Andersen til Café-debat og se filmen LIVET I FØLGE ANTON [2018] 90 min

Anton på 87 år bor på slægtsgården med sine 9 køer. De har indgået en pagt. Så længe han lever skal der ikke ske køerne noget ondt. Og så længe de lever, skal han leve. Hans liv er cyklisk og smukt, fyldt med køer, kosmos og kærlighed. Men slægtsgården er en ruin, vildvinen gror ind ad vinduerne og snor sig rundt om møblerne og familien og naboerne er bekymrede.

1000 timers optagelser skal klippen til 1 times film. Det er udfordringen for alle dokumentarfilm. Hvordan vælge? Filmklipper Grete Møldrup og filminstruktør Iben Haahr Andersen fortæller om processen hvor mange muligheder skal blive til 1.