2 millioner kroner er på vej til idræts- og fritidsfaciliteter i fire lokalområder. Beløbet kommer fra Udvalget for Kultur og Fritid, der netop har besluttet at omprioritere midler og bruge penge fra tidligere års budgetter.
Der er brug for nye faciliteter i flere af Holbæk Kommunes lokalområder. Samtidig er der ubrugte anlægsmidler på kultur- og fritidsområdet og ikke udbetalte midler fra budgettet til drift. Udvalget for Kultur og Fritid har derfor besluttet at sende 2 millioner kroner mod byggeprojekter i Tølløse, Tuse Undløse og på Tuse Næs.
”Satsningen på de fire projekter understøtter to mere overordnede behov, nemlig at foreninger, kulturaktører og andre borgere i stadig stigende grad efterspørger faciliteter og rammer for fysisk aktivitet i uderummet. Og så er der det forhold, at vi ved, at der er behov for at satse endnu mere på unge og deres trivsel. Her er gode mødesteder såsom et nyt streetzone-anlæg et helt konkret tiltag”, fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og fritid.
Anlægget er blandt punkterne i et katalog, der samler op på alle modtagne ønsker fra foreninger og kulturaktører. Udvalget for Kultur og Fritid drøfter løbende ønskerne og har nu besluttet bruge samlet 2.015.588 kroner på faciliteter i de fire lokalområder. Heraf er 54.500 og 1.279.384 kroner fra anlægsbudgettet for henholdsvis 2022 og 2023. Det resterende beløb på 681.704 kroner er omprioritering af ubrugte driftsmidler i buget 2024.
Streetzone og idrætsanlæg
Der er penge på vej til Tølløse Streetzone, som opføres ved Tølløse Idrætsanlæg. I fremtiden kan børn, unge og voksne suse afsted på blandt andet rulleskøjter og løbehjul. Det nye område omfatter også anlæg af skaterbane, trampolin, balancebomme, parkourbane og opholdsområde. Projektet får lige over 1,3 millioner kroner, og de resterende godt 1,5 millioner kroner kommer fra blandt andet Tølløse Lokalforum og en række puljer.
Blandt de fire udvalgte projekter er også Tuse Idrætsanlæg. Det skal udbygges med opholdslokale, kiosk samt bold- og materialerum. Den samlede sum er 3,2 millioner kroner, hvoraf 1 million kroner betales af Tuse IF, og resten betales at tidligere og nuværende tilskud fra Holbæk Kommune.
I Undløse er det den lokale løbebane, der bliver opgraderet, idet Udvalget for Kultur og Fritid har besluttet at lægge 326.000 kroner til ny belægning. Det betyder, at Undløse Skole og andre løbere kan få endnu større gavn af løbebanen fremover.
På Tuse Næs kan man inden længe slå med sin ketsjer i de mørke timer, for der er også penge på vej til lysanlæg på tennisbanerne. Det er den lokale tennisklub, der har søgt tilskud. Selv lægger de 25.000 kroner, mens Udvalget for Kultur og Fritid betaler de resterende 28.288 kroner.
De fire nye anlæg opføres på kommunal ejendom. Det betyder, at Holbæk Kommune bliver ejer og bygherre. Driftsudgifter dækkes fra eksisterende budgetter på de respektive anlæg.