Det går godt med beskæftigelsesindsatsen i Holbæk Kommune. Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at Holbæk er i top 10 blandt kommunerne i Danmark, når det kommer til at få borgerne væk fra midlertidig offentlig forsørgelse.
Nummer 13. Nummer 10. Og denne her gang nummer 8. Tallene er Holbæk Kommunes rejse på Beskæftigelsesministeriets liste over de kommuner i landet, der samlet set klarer sig bedst på beskæftigelsesområdet. Ministeriet benchmarker kommunerne ud fra, hvor mange borgere den enkelte kommune har på offentlig forsørgelse og sammenholder det med det antal, det kan forventes, at kommunen vil have på baggrund af rammevilkårene.
– Vores rejse op ad listen tyder jo på, at vi gør noget rigtigt i vores indsats for at få borgerne ud på arbejdsmarkedet. Det er selvfølgelig også en konsekvens af, at vi har et arbejdsmarked, hvor man stadig rigtig mange steder står og mangler arbejdskraft. Og så har vi har nogle dygtige ansatte, som er gode til at finde matches mellem behovet hos virksomhederne og ledige borgere, lyder det fra formand for udvalget for beskæftigelse, uddannelse og erhverv, Søren Stavnskær.
Historisk lav ledighed
Holbæk Kommune arbejder aktivt for at sikre, at virksomheder har den arbejdskraft, de skal bruge. Der sker blandt andet ved direkte match mellem ledige og virksomheder samt ved øget fokus på job på særlige vilkår. På grund af den historisk lave ledighed er det typisk borgere, som måske har svært ved at arbejde fuld tid eller måske har behov for særlige vilkår for at kunne træde ud på arbejdsmarkedet.
Benchmarkundersøgelsen er baseret på data fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd), og datagrundlaget til beregningerne opdateres i forbindelse med de halvårlige opdateringer. Den næste benchmarkanalyse forventes at være klar i marts 2023.