Fremover vil der være ni færre ledere i Holbæk Kommune. Det giver kortere beslutningsgange og betyder, at flere beslutninger kan træffes helt tæt på borgerne, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
I forbindelse med budgettet for 2018 vedtog det daværende byråd, at flere beslutninger skal træffes lokalt på den enkelte arbejdsplads – såkaldt decentralisering – og at dette skal give en besparelse på 10 millioner kroner. En ny kommunalbestyrelse er nu trukket i arbejdstøjet, og beslutningen skal udmøntes.
Reduktionen af ledelsen følger af beslutningen om decentralisering og betyder, at der nu bliver færre ledere af ledere. Dermed bliver der kortere beslutningsgange, og de enkelte områder og institutioner får mere indflydelse og ansvar.
”Når vi tilpasser vores ledelsesstruktur på denne måde, så betyder det, at der kommer mere beslutningskraft hos de ledere og medarbejdere, der er tættest på borgerne. Samtidig skærper det kravene til både ledere og medarbejdere om at skabe sammenhæng og styring på tværs af organisationen. Ambitionen er, at det vil give hurtigere og mere fleksible løsninger”, forklarer administrerende direktør Rasmus Bjerregaard.
Fremover vil der være tre direktører, otte chefer og 184 ledere i Holbæk Kommune. Kommunen har i alt cirka 4.000 medarbejdere.
Stabilitet på de store velfærdsområder
Overordnet set betyder ændringerne, at der på områderne Alle Kan Bidrage og Kultur, Fritid og Borgerservice alene vil være en chef og de ledere, der i dagligdagen har kontakt med medarbejdere og borgere. Dermed bliver funktionen som leder af ledere fjernet. I Uddannelse til Alle Unge fastholdes den ene af de nuværende to funktioner som leder af ledere.
På områderne Læring og Trivsel og Aktiv Hele Livet vil der fortsat være områdeledere, som er en funktion imellem chefen og de daglige ledere. Disse ledere dækker blandt andet skoler, dagtilbudsområder, hjemmeplejeområder og plejecentre. Der sker således ingen ændringer i ledelsesstrukturen på skole- og dagtilbudsområdet.
Justering af organisationen
Udover ændringen i ledelsen er der også lagt op til, at enkelte enheder bliver rykket rundt i organisationen. Det gælder følgende:
• Ressourcepædagogerne bliver flyttet ud på de enkelte dagtilbudsområder
• Sundhed for Børn og Unge rykker ind under den samlede børneindsats
• Støtte til jobrehabilitering, Misbrugsindsatsen, Beskyttet beskæftigelse og forsorg samt Servicelovsteamet i Plan til Jobrehabilitering bliver flyttet til området Aktiv Hele Livet
• Sundhed og genoptræningscenter bliver lagt ind under dag- og plejecentre
• Folkesundhed bliver delt ud på andre kerneområder
Træder i kraft 1. maj
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til den nye organisations- og ledelsesstruktur den 14. marts, ligesom kommunens hovedsamarbejdsudvalg skal drøfte den. Herefter beslutter direktionen, hvem der fremover skal udfylde hvilke ledelsesfunktioner. Den nye organisering træder i kraft den 1. maj.