Sjællands Teater byder endnu engang indenfor til PLATFORM, der er en åben scene, arrangeret af unge, lokale talenter. PLATFORM afholdes næste gang lørdag d. 11. marts på Teatret Fair Play i Holbæk.

PLATFORM er, som navnet antyder, en platform, hvor kreative talenter kan melde sig til og optræde med en valgfri kunstart. Platform er udviklet af unge, til unge og for unge – men alle er velkomne uanset alder.

PLATFORM er en mulighed for kreative sjæle til at eksperimentere med egne projekter, værker og evner overfor et publikum i trygge rammer.

Det kan fx være en skuespiller, der vil afprøve en bestemt scene for et publikum, en billedkunstner der vil præsentere sine nye værker, en forfatter der vil læse op af et digt, en sanger eller musiker der vil optræde med nye numre, eller en komiker der vil afprøve sine nyeste jokes.

Efter de forskellige optrædener er der mulighed for at hygge og snakke med både publikum og de andre ”platformere”.

Dørene åbner kl. 19.30 – første “platformer” går på kl. 20.00. I løbet af aftenen vil der være billige drikkevarer, som kan købes i baren.

For at blive en såkaldt ”platformer” skal man melde sig som optrædende på forhånd ved at skrive til: platformfairbooking@gmail.com. Deadline er mandag d. 6. marts.

Læs mere og køb billetter på www.sjællandsteater.dk

Pressefoto