Mette Hansen, jobformidler i Jobcenter Kalundborg, har interviewet Mohamad Youssef og Mia Henriksen fra Engvang – Den Grønne Skole i Holbæk.
Engvang bygger på troen på attraktive fællesskaber, hvor der gives plads og hensyn til den enkelte. Stedets tryghed og rummelighed ligger grund for gensidig forståelse, samt modet til at deltage positivt i og tage ejerskab for fællesskabet.
Mohamad Youssef er daglig pædagogisk leder på skolen og siger om sin arbejdsplads:
”Engvang – Den Grønne Skole er et specielt dagbehandlings og specialundervisningstilbud, som ligger i Holbæk Kommune. Skolens målgruppe er elever fra 4.-10. klassetrin, men der er også enkelte STU’er. Vores børn er kendetegnet med diagnoser eller har haft en dårlig skolegang. De ansatte, som vi søger, har pædagogisk og eller lærer baggrund.”
”Som institution har vi lovet os selv at tage et socialt ansvar og hjælpe dem, som har behov for det til at yde sit bedste på arbejdsmarkedet, og vi er mere end villige til at hjælpe dem på vej, så godt vi kan.”
Forløb med en borger
Det er netop disse ord der, ifølge Mohamad, betegner det forløb, som en af Kalundborgs borgere har haft på denne rummelige skole.
”Jeg hedder Mia Henriksen, og er 37 år. Jeg er en glad, smilende og meget udadvendt ung kvinde og synes selv, jeg er yderst omsorgsfuld. Men jeg havde aldrig drømt om at arbejde med mennesker – jeg skulle være receptionist eller arbejde på et kontor. Men efter jeg har været her, er jeg sikker på, at det er unge mennesker, jeg skal arbejde
med. Fordi det er her, jeg har det godt. Jeg blev uddannet salgsassistent i 2006, og har siddet som telefonsælger i butikker. Med tiden fik jeg mange smerter i fingrene og gigt symptomer, som gør at jeg ikke kan stå i butik og varetage de samme opgaver mere. Heller ikke sidde og arbejde på en computer i flere timer. Derfor, har jeg været
nødt til at finde en anden vej, da jeg jo meget gerne vil arbejde.
Først, var jeg i praktik på et aktivitetscenter for udviklingshæmmede, og jeg troede, at det var den vej, jeg skulle gå, fordi jeg blev meget glad for arbejdet der. Men da min praktik stoppede der, blev jeg sendt her ud i praktik. I starten, var jeg ikke så tilfreds, da jeg ikke ønskede at arbejde med unge mennesker, som ikke havde lyst til at rette sig efter regler og havde det svært. Jeg synes faktisk ikke, jeg var ret god til det. Men jeg blev skubbet ud i det, og det er jeg glad for i dag, for nu ved jeg, at det er her, jeg skal være, når jeg er færdiguddannet.”
Mia siger videre med smil: ”Det første jeg gjorde, inden jeg skulle møde her i praktik, var at gå ind på skolens hjemmeside. Jeg kunne læse, hvilke sygdomme de unge mennesker havde, hvor udviklingshæmmede de var og fandt ud af, at det var en hel anden målgruppe end dem, jeg var vant til at arbejde med. Her var unge mennesker, som kunne tage sig af sig selv og tage vare på sig selv, men havde brug for andre rammer. Så jeg var ikke helt tilfreds med dig, Mette. Jeg følte ikke, du hørte efter mine ønsker, og hvad jeg egentlig gerne ville. Men i dag er jeg glad for, at jeg blev ”kastet for løverne”. Jeg tænkte også, at da nogle af de unge her på skolen er højere end mig, ville de aldrig få respekt for lille mig, men det har de. De hører efter, hvad jeg siger, de er skønne, og jeg er vild med dem og stedet her.”
Mia viser mig stolt de beskeder, som de unge mennesker på skolen har skrevet, for at vise deres taknemmelighed for den måde, hun har været overfor dem, og hvor meget det har betydet for dem.
Mohamad tilføjer: ”Første gang Mia kom her, skulle hun bestemt ikke være pædagog for unge utilpassede. Og hun skulle slet ikke arbejde på en skole. Men Mia fandt hurtig sin plads her, og det var heldigt for os. Hun blev placeret i en klasse, hvor det virkelig fungerende for hende, og vi afprøvede hende i forskellige klasser. Hun duede til alt, fandt vi ud af. Hun var ikke kun god til de mindre klasser, hun var også god til afgangseleverne. Og så traf Mia beslutningen om, at hun ville være pædagog og tage uddannelsen.”
Samarbejde på tværs af kommunens grænser
Mohamad sætter ord på samarbejdet: ”Samarbejdet mellem Engvang – Den Grønne Skole i Holbæk og Kalundborg Jobcenter, eller dig – jobformidler Mette Hansen, har været helt forrygende i det her forløb. Du har været god til at forklare Mia, at hun skulle prøve andre jobs, og insisterede på, at Mia skulle prøve netop dette felt. Og, da Mia fandt ud af, at det var noget for hende, så støttede du hende og har gjort det igennem hele forløbet.”
Et fælles mål giver det bedste grundlag for at bygge videre på et godt forløb for alle parter, uanset hvilket resultat, man når frem til, når forløbet af afsluttet.