2023 blev et rekordår for Observatoriet med et besøgstal på hele 41.931. Det er en stigning på omkring 20% fra året før, hvor besøgstallet lå på 34.958. Både store og små har mødt Observatoriet enten i bakkerne eller rundt omkring i landet, og det skaber stor glæde, at interessen er stigende.

NYSGERRIGE OG BEGEJSTREDE GÆSTER
Observatoriets gæster har nydt en dag – eller nat – i bakkerne og deltaget i sjove og spændende ferieaktiviteter for hele familien. De har været til foredragsaftener og er blevet begejstret over stjernehimlen til et aftenarrangement. De populære stjernekiggershelters har ligeledes været velbesøgte i 2023, hvor særligt sommerperioden er et hit. Det høje besøgstal dækker også over de gæster, der har taget store og små spørgsmål med, når Observatoriet har været til stede på blandt andet SKVULP, BLOOM og Kyndelmisse Lysfest i Sorø.

De mange møder med gæsterne skaber stor glæde hos leder af Observatoriet, Julie Kirstine Linderoth Bouchet, som fortæller:

Vi er både glade og stolte af den store fremgang og de positive tilbagemeldinger, vi får fra vores gæster. Vi håber jo på, at vi kan gøre danskerne mere nysgerrige på den natur, der omgiver dem – både under, omkring og over os. Og det lader til, at vi er rigtig godt på vej.

Skolebørn fra hele landet har også mødt Observatoriet, når de gennem naturvidenskabelige forløb er blevet klogere på astronomi, biologi og geologi. I løbet af året har Observatoriet desuden besøgt en lang række SFO’er i Holbæk Kommune, som en del af projektet ’Science i SFO’en’, der skal motivere børn til at få øjnene op for naturvidenskab i en tidlig alder.

FLERE STJERNESTUNDER I 2024
Observatoriet har holdt en kort vinterpause, men i februar er de igen klar til at slå dørene op for nysgerrige gæster, der kan gå på opdagelse i naturvidenskabens forunderlige verden. Vinterferien er fyldt med stjernegode aktiviteter, hvor man kan tage med på rumrejse fra d. 10. til d. 25. februar kl. 11-17 og opleve stjernehimlen til aftenåbent torsdage og lørdage i samme periode kl. 19-22. Året byder desuden på flere stjernestunder, foredrag, ferieaktiviteter og meget mere.

YDERLIGERE INFORMATION
Observatoriet har åbent i weekender kl. 11-16 og i skolernes ferie kl. 11-17. Se åbningstider for aftenarrangementerne på Observatoriets hjemmeside.

Billetter til dagsåbent. Voksne (+18 år): 125 kr. Børn og unge (4-17 år): 75 kr.

Billetter til aftenarrangementer. Voksne (+18 år): 145 kr. Børn og unge (4-17 år): 125 kr.

Foto: ABW