Gratis bas-undervisning i Holbæk & Omegns Musikskoles nye kampagne, skal gøre bas-spil endnu mere attraktivt. Spil med allerede fra i næste uge.
I uge 4 og 5 kan du få to gratis prøvelektioner i bas, oplyses det fra Holbæk & Omegns Musikskole (HOM), som har lokaler centralt i Holbæk samt i Gundestrup ved Grevinge. HOM kører denne kampagne for at få mere fokus på, hvor værdifuld bassen er i en musisk konstellation, ja bassen er så at sige hele grundlaget for musikken, fortæller skoleleder Finn Reiner. I musikskolens bands mangler der jævnligt bassister, så musiklæreren må ofte træde til ved koncerter og lignende.
Spiller du bas, er der jobs
Vi fået mulighed for plads til flere elever hos blandt andet musiker Dan Rasmussen, som er et særdeles kendt navn på musikscenerne i Danmark, fortæller Finn Reiner. Dygtige bassister er efterspurgte og Dan Rasmussen bliver ofte hyret til tv-shows og spiller i et utal af koncertsammenhænge for kendte navne, som for eksempel Ida Corr, Tina Dickow og Bryan Rice. Dan Rasmussens kollega Lars Johnsen er ligeledes et kendt ’bas-navn’ og mestrer ikke blot elbassen, men også den noget større kontrabas, som i sæsonen swinges i Korsbæk på Bakken. Lars Johnsen har også fået et par ledige tider til individuel basundervisning.
Skoleleder Finn Reiner fortæller, at alle er velkommen til at kontakte musikskolen, hvad enten man er nybegynder, øvet, barn, ung eller ældre, så har du blot den mindste interesse for at lære at spille bas, så tøv ikke med at ringe og få to gratis prøvelektioner.