Traditionen tro byder Sjællands Teater på udendørs underholdning af højeste karat, når dørene åbnes for årets sommerforestilling DEN RØDE PIMPERNEL lørdag d. 6. august 2022.
Vi befinder os i slutningen af 1700-tallet, dengang England stadig gerne ville være en del af Europa, og “Brexit” bare lød som et nys.
Vores superhelt, Den Røde Pimpernel – en frygtløs engelsk gentleman, sublim mesterfægter, genial strateg – redder de franske aristokrater fra Madame La Guillotine. Når hans alter ego, Sir Percy Blakeney, altså ikke lige er travlt beskæftiget med at gå op i sin fede tøjstil og skrive fjollet poesi.
Hans hustru, Englands smukkeste og klogeste kvinde, Marguerite, tvinges til at hjælpe den klistrede franske udsending Chauvelin med at afsløre pimpernellens identitet, og så er dramaet i gang.
Den Røde Pimpernel er en af verdenslitteraturens mindre kendte helte, og det er der mindst to gode grunde til: Den Røde Pimpernel gør selv alt for at leve i det skjulte, OG dem der læste historien som ung, er for længst blevet gamle.
I år er det ingen ringere end Niels Olsen, der har ført pennen til den musikalske komedie med 1 kapelmester, 4 skuespillere, og 11 korister til fods, til hest og, ikke mindst; til bal hos Prinsen af Wales på landets mindste udendørsscene i Holbæk Museumsgård.
Scenografien er endnu en gang skabt af Kirsten Brink, men byder i år på indlagte overraskelser og større wauw-effekt end normalt. Alt i alt mere spektakulært. Alt kan tilsyneladende lade sig gøre på 26 m2.
Joy-Maria Frederiksen er instruktør for fjerde år i træk, og hun glæder sig meget:
”Tilbage i 80’erne, da jeg var MEGET ung, var en af mine yndlingsfilm “Den Røde Pimpernel” med Anthony Andrews i hovedrollen – jeg var drønforelsket i ham, og så filmen igen og igen. Det er en skøn klassisk historie, og jeg er vild med at lave komedier ud af de der lidt selvhøjtidelige helte-fortællinger. Den her form for komedie giver dejlige vide rammer for al slags gak og løjer, og der er ikke rigtigt noget der er helligt – måske lige bortset fra kærligheden…”
Medvirkende i år er Charlotte Guldberg, Jacob Weble, Penille Albæk Andersen, Brian Kristensen samt Folkekoret, der består af Jaqueline Lillevang, Nanna Langtved og 3. årgang fra Holbæk Drama College. Kapelmester Lars Fjeldmose holder som altid styr på tropperne og har i år selv komponeret 3 af de musikalske numre.
Charlotte Guldberg har spillet med i mange musicals og har bl.a. haft mange af de store roller på Det Ny Teater.
Penille Albæk Andersen har spillet med i Sjællands Teater Fair Plays forestilling DEN FØRSTE DRÅBE BLOD, og hun optræder jævnligt i Korsbæk på Bakken.
Jacob Weble var meget populær i sidste års sommerforestilling ZORRO OG DEN FORBUDTE SOMBRERO, og derudover er der måske nogen, der kender ham fra tv-serien ”Klovn”.
Brian Kristensen, der er kunstnerisk direktør på Sjællands Teater har efter utallige opfordringer endnu engang sagt ja til at påtage sig helterollen i årets sommerforestilling.
Læs mere om forestillingen på www.sjællandsteater.dk