Et konsortium under entreprenør Morten C. Henriksen bød på Holbæk Kommunes udbud om et nyt samlet svømme-, idræts- og sundhedscenter i Holbæk.

sportsbyNavnet på Morten C. Henriksens projekt er Holbæk Sportsby og siden afleveringen af buddet den 21. marts har Holbæk Kommunes administration og dens rådgivere vurderet buddet.

På baggrund af dette arbejde indstilles det nu til det politiske niveau at realisere projektet.

”Vi har fået et spændende, visionært og robust bud, der kan erstatte de nuværende nedslidte idrætsfaciliteter og skabe den kapacitet, vi mangler i dag. Derfor håber jeg også, at byrådet beslutter at realisere projektet og dermed sikrer foreningerne og borgerne i Holbæk Kommune de faciliteter, de har ønsket og arbejdet for så længe”, siger Søren Kjærsgaard, der er borgmester i Holbæk Kommune.

Sagen skal behandles i Økonomiudvalget den 6. april og i byrådet den 21. april.

sportsby2Holbæk Sportsby
Morten C. Henriksens projekt samler idrætsfaciliteterne og det nye sundhedscenter som huse i en lille by. Det skaber små torve og opholdssteder og en tæt kontakt mellem alle faciliteter. Dermed lever buddet op til visionen om, at både idræts- og sundhedsfaciliteterne skal kunne berige og inspirere hinanden.

Buddet indeholder desuden ekstra faciliteter i forhold til de krav politikerne oprindeligt satte. Der er ekstra badmintonbaner, sansehave, petanquebaner, plads til streetbasket og et mountainbike-spor. Hertil kommer en god udnyttelse af udendørsarealerne, som giver mange muligheder for uorganiseret idræt.

”På sigt vil vi gerne skabe en helt ny bydel i området. Her vil Holbæk Sportsby med liv og spændende aktiviteter samt rekreative områder udgøre et naturligt samlingspunkt. Jeg ser derfor rigtig meget frem til, at vi kan tage det første skridt til den nye sportsby allerede senere i år”, siger Søren Kjærsgaard.

Økonomien
Anlægsrammen for det samlede projekt med Holbæk Sportsby andrager 325 mio. kr.

Fakta
Hvis der indgås kontrakt med Morten C. Henriksen kommer det nye center til at indeholde:

• Svømmehal med 50×25 meters bassin, tilskuerfaciliteter, et lege- og undervisningsbassin samt terapibassin.
• Multihal med to håndboldbaner både med faste tilskuerpladser og mobile pladser.
• Ketcherhal med plads til squash, badminton, bordtennis og mobile tilskuerpladser
• Fodboldfaciliteter herunder tilskuerfaciliteter
• Tennisfaciliteter
• Atletikfaciliteter
• Sundhedshus med fem træningssale af varierende størrelse, behandlerrum, online rum mv.
• Tilhørende foyer med foreningszone med fællesfaciliteter, café og køkkenfaciliteter, garderobe, reception og varegård mm.
• Infrastrukturelle anlæg som vej, sti og parkeringsforhold samt håndtering af regnvand, beplantning og belysning mm.