Passagererne på Østbanen og Tølløsebanen kan se frem til at køre i 14 nye, topmoderne batteritog med blandt andet toiletter, borde og wi-fi. Samtidig skal størstedelen af regionens busser fremover køre på grøn energi i stedet for diesel.
Region Sjælland tager nu et stort skridt i den grønne omstilling af den regionale kollektive trafik. Regionsrådet har tirsdag aften besluttet at gennemføre indkøbet af 14 moderne batteritog. Region Sjælland stiller garanti for Lokaltogs optagelse af en byggekredit til anskaffelsen på én milliard kroner.
Derudover skal knap en tredjedel af regionens busser omstilles til batteridrift i forbindelse med et kommende udbud. De nye grønne batteridrevne tog og busser skal erstattet de dieselkørertøjer, der kører i dag.
De nye batteritog udgør cirka halvdelen af alle togene på regionens lokalbaner og vil nedsætte co2 udslippet med 51 procent.
– Det er en markant milepæl i den grønne omstilling og en styrkelse af den regionale kollektive trafik, der binder vores region sammen på kryds og tværs, udtaler regionsrådsformand Trine Birk Andersen og fortsætter:
– Jeg er stolt over, at vi kan give passagererne nye, grønne og topmoderne transportmidler, der forhåbentlig vil få endnu flere til at benytte den kollektive trafik.
Topmoderne tog med større komfort
De nye batteritog er ikke kun godt nyt for klimaet. Passagererne kan også se frem til mere komfort og funktionalitet. Region Sjællands politikere har været opsatte på, at de nye tog skal være et skridt fremad. Ønskerne er fastlagt sammen med Lokaltog, som står for selve anskaffelsen af de nye tog, og har ligget til grund for udbuddet.
De nye tog indeholder blandt andet el- og internetstik, borde og meget andet – og så selvfølgelig toiletter. Desuden kan de kan køre 160 kilometer i timen. Alle sammen ting, der adskiller sig markant fra mere almindelige lokalbanetog.
De nye batteritog vil være et led i at fremtidssikre og gøre det vigtige regionale hovednet bestående af lokalbaner og buslinjer mere attraktivt. Netop dette aspekt lægger Christian Wedell-Neergaard, formand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde, vægt på:
– Det regionale hovednet af lokalbaner og buslinjer er afgørende for mange borgere overalt i regionen lige fra Lolland til Odsherred – og fra Slagelse til Køge. De sørger for transporten mellem de større byer – og indtil de større byer – ikke mindst er de vigtige for vores unge, udtaler Christian Wedell-Neergaard og fortsætter:
– De nye moderne togsæt vil gøre det endnu mere attraktivt at tage toget. I kontrakten indgår muligheden for anskaffelse af yderligere 10 togsæt, og det giver en række fremtidige muligheder.
Batteritogene erstatter ældre dieseltog fra 1997 og forventes indsat på Østbanen og Tølløsebanen i slutningen af 2028.
De nye batteribusser vil blive indsat på en række buslinjer spredt over regionen i årene frem mod 2027. Fra sommeren 2027 vil cirka 2/3 af Region Sjællands busser være omlagt til batteribusser.
Fakta
• Nye batteritog
Region Sjælland har ansvaret for de fire lokalbaner: Østbanen, Tølløsebanen, Odsherredsbanen og Lollandsbanen. Lokaltog varetager driften og anskaffelsen af de nye togsæt. De 14 nye batteritog erstatter de gamle dieseldrevne IC2 togsæt og tre indlejede desiro togsæt. De nye batteritog forventes at være klar til drift i slutningen af 2028. I den indgåede kontrakt indgår en option på yderlige ti togsæt. De nye togsæt kommer fra den schweiziske togleverandør Stadler.
• Omlægning af buslinjer til batteridrift
Region Sjælland omlægger løbende busdriften til batteridrift startende med Danmarks første batteridrevne regionale buslinje 230R med en beslutning i 2020. Omstillingen sker i forbindelse med, at Movia udbyder busdriften på de forskellige linjer. Fra sommeren 2027 vil ca. 2/3 af Region Sjælland busser være omlagt til batteribusser.
• Det regionale hovednet
Det regionale hovednet består af de største buslinjer og lokalbanestrækningerne. Kernen er R-nettet bestående af 11 buslinjer og tre lokalbaner, som er kendetegnet ved høj frekvens og direkte kørsel mellem de større byer i regionen. Det af regeringen nedsatte ekspertudvalg om kollektiv mobilitet fremhæver netop disse hovednet, som værende en vigtig del af den fremtidige kollektive trafikbetjening.