Kultur og fritid binder os sammen. Sådan lyder titlen på en ny politik, der sætter kursen for Holbæk Kommunes kultur og fritid de næste år. Under titlen gemmer sig fem ambitioner med tilhørende indsatser, der skal sikre de bedste rammer for kultur- og fritidsområdet i fremtiden.

Udvalget for Kultur og Fritid godkendte 4. september kultur- og fritidspolitikken 2024-2028, og i går 18. september godkendte også Kommunalbestyrelsen politikken. Dermed går arbejdet med handleplaner og indsatser nu i gang.

Alle børn og unge skal have mulighed for at opleve, deltage og dygtiggøre sig inden for kunst, kultur og fritid. De skal overraskes, begejstres og blive en del af et fællesskab, der giver dem en forståelse af det samfund, de er en del af. Det er grundtankerne i den nye politik, og derfor prioriteres børn og unge som en af de fem ambitioner.

Planen er blandt andet bl.a. at videreudvikle faglige talentmiljøer og skabe flere brobygningsinitiativer mellem formelle læringsmiljøer og fritidstilbud som Get2Sport. Derudover videreudvikles den kulturelle rygsæk, så alle dagtilbud og elever helt fra 0. til 10. klasse får kulturelle læringsforløb i spændende miljøer som Oplevelsescenter Nyvang og Kystliv Holbæk.

Den nye politik går også ud på, at Holbæk Kommune skal styrke identiteten om en stærk kulturkommune ved blandt andet at arbejde for et regionalt spillested, en landsdelsscene i kommunen og nationalt tilskud til Observatoriet i Brorfelde.

Derudover skal ingen stå udenfor, og derfor skal der politisk gøres mere for at sikre bred repræsentation. I fremtiden bliver der af den grund stillet større krav til, at foreninger og samarbejdspartnere fremmer muligheder for deltagelse – især med fokus på udsatte grupper eller borgere med særlige behov.

Læs hele kultur- og fritidspolitikken 2024-2028 her.

Foto: ABW