Torsdag d. 17. + fredag d. 18. marts kl. 19.00 er der premiere på Sjællands Teater FAIR PLAYs 50-års jubilæumsforestilling EN AF DAGENE. Lørdag d. 19. marts er der gratis forestilling kl. 11.00.

Hvordan føles det, når lillebror skal være den store, fordi storesøster skal hjælpes? Og hvad vil det egentlig sige at være normal?
EN AF DAGENE giver et billede af søskende, der har brug for hinanden trods deres forskellighed.
Bibbi og Finn er vokset op sammen hos deres mor, men da Bibbi når teenagealderen, vokser lillebror Finn mentalt fra hende, og deres tilværelse former sig vidt forskelligt.
Bibbi er udviklingshæmmet og har altid levet en beskyttet tilværelse hos sin mor. Finn er flyttet hjemmefra og lever sit eget liv i storbyen, sammen med sin kæreste Lærke. Men da deres mor pludselig dør, føler Finn, at han må tage ansvar – også selvom det kommer i vejen for hans og Lærkes planer om en stor udlandsrejse.

I forestillingen hører vi bl.a. om Bibbis store helt og holdepunkt Aqua Woman. Bibbi føler en forbindelse med Aqua Woman, som hun bruger i sin kamp for selvstændighed og anerkendelse. Og til sidst må selv Finn erkende, at Bibbi er i stand til at passe på sig selv.

EN AF DAGENE er FAIR PLAYs 50 års jubilæumsforestilling og en ny udgave af en forestilling fra 1998. Forestillingen viderefører FAIR PLAYs fokus på problemstillinger i vores samfund, hvor enkelte personers situation fremkalder dilemmaer og kræver stillingtagen, både for deres nærmeste – og for publikum.
Ved at repræsentere nogle af de personer og historier, der ligger udenfor ”normalen”, kan vi være med til at give alle børn i Danmark en historie og nogle personer, de kan spejle sig i – det, synes vi, er en vigtig opgave for et teater, der laver forestillinger for børn og unge. Vi vil være med til at vise, at alle er ligeværdige medlemmer af vores samfund – og at alle er gode nok, som de er!

Fakta:

EN AF DAGENE
Produceret af Sjællands Teater FAIR PLAY

Alder: Fra 10 år og op (min. 4. klasse)
Varighed: 50 min.

Spilletider på Sjællands Teater FAIR PLAY:
Torsdag d. 17. marts kl. 19.00 – PREMIERE
Fredag d. 18. marts kl. 19.00 – PREMIERE
Lørdag d. 19. marts kl. 11.00 – jubilæumsforestilling
Tirsdag d. 22. marts kl. 11.00 – for skoler

Turné:
Onsdag d. 23. marts kl. 15.30 – hos Glad Teater i København
24.-25. marts – turné på Sjælland
28. marts – 3. april – Aprilfestival i Esbjerg
6. februar – 24. marts 2023 – Turné i hele landet

Holdet bag forestillingen:
Medvirkende: Siri Friis Vikesaa, Maria la Cour og Joachim Bach Rosendahl
Manuskript: Robert Parr
Instruktion: Michael Slebsager
Kunstnerisk sparringspartner: Lars Werner Thomsen
Scenografi og kostumer: Petruska Miehe-Renard
Lyddesign: Daniel Vognstrup
Teknik: Jakob Ramskov-Pørtner
Værksted: Jakob Ebbe
Produktionsleder: Anne Balsma
Instruktørassistent: Line Emma Erichsen
Plakat og grafik: Asako Kido Parr
Undervisningsmateriale: Marlene Rohde Søndergaard
Støtte for Siri: Sofie Hentrich

Rollen som Bibbi varetages af Siri Friis Vikesaa, der er ensembleskuespiller hos Glad Teater.
Glad Teater er et inkluderende teater, hvor alle skuespillerne har funktionsvariationer.
Glad Teater har været en vigtig samarbejdspartner i hele forløbet, og er en del af Glad Fonden – en af Danmarks største socialøkonomiske virksomheder.

Læs mere på www.fairplay.dk

Pressefoto