Kender du et barn, som vil have glæde af ekstra motivation til at læse og træne højtlæsning? Så kig forbi Holbæk Bibliotek. Her får man nemlig besøg af læsehunden Rosa og dens fører, Jette, som kommer fra foreningen Læsehunde.
Foreningen Læsehunde uddanner frivillige, der hjælper børn med læseudfordringer, nu også i Holbæk.
Læsehunde kan give tryghed og motivere dit barn til at træne læsningen gennem glæde. Tilbuddet henvender sig særligt til børn i de små klasser, som er begyndt at læse, men mangler træning.
Teamet i Holbæk – Rosa og Jette
Rosa er en lille glad hund af racen Shih Tzu. Hun er 4,5 år gammel, og altid klar til at lege. Hendes yndlingsaktivitet er at lære nye tricks og være sammen med mennesker. Særligt syntes hun, at børn er skønne. Rosa vil elske at ligge og lytte til dine historier og eventyr, og så kan hun godt lide at se film med hunde.
Jette er 42 år og mor til 3 børn. Til dagligt arbejder hun i Maxi Zoo, hvor der sælges alt til kæledyr. Hun er derudover under uddannelse til hundeinstruktør og skal til eksamen til Marts 2016. Jette er også glad for bøger, og læser selv mange krimier og bøger om hunde.
På Holbæk Bibliotek kan du og dit barn læse højt for Rosa og Jette hver uge. Rosa er trænet godt, men hun kan hverken rette eller dømme, og tilbyder på den måde et roligt og trygt forum for træning af læsning. Jettes opgave er i udgangspunktet bare at være tilstede, men hun er klædt på til at opmuntre barnet, hvis det bliver nødvendigt.
Tilmelding skal ske til foreningen Læsehunde, da biblioteket blot lægger rum for aktiviteten. Læs mere om Læsehunde her.
/Stine Amanda