Ready, set, GO!

Der er lagt op til et hæsblæsende mesterskab, når startfløjtet til VM i para-atletik lyder i den franske hovedstad i dagene 8.-17. juli 2023. Her konkurrerer verdens bedste para-atletikudøvere om 171 medaljesæt og PL-kvalifikation.

Anført af den mangedobbelte EM-, VM, og PL-medaljevinder Daniel Wagner er det den største danske VM-trup i nyere tid, der stiller til start. Af de 12 atleter er de otte udtaget i atletikdiscipliner, der er på PL-programmet, mens de sidste fire stiller op i Frame Running. Den danskopfundne atletikdisciplin er for anden gang med på VM-programmet.

I den danske lejr er der både håb om medaljer og PL-billetter.

– Vores mål er at sikre så mange danske PL-kvotepladser som muligt. Det sker ved at blive top-4 i konkurrencerne, og det har flere af vores atleter mulighed for, hvis de rammer dagen, siger Anders Dehlholm, Parasport Danmarks landstræner i atletik, og fortsætter:

– Truppen tæller flere rutinerede atleter, men jeg glæder mig især over, at vi har hele fem debutanter med, der for alvor skal vise sig frem på den internationale atletikscene. Jeg håber, at vi viser os flot frem og hiver medaljer hjem og samtidig sikrer os tre til fire PL-pladser.

Danmarks bedste medaljekort er 30-årige Daniel Wagner, der er klar til sin første internationale konkurrence i over et år. Sidste gang han var i aktion, strøg han helt til tops i længdespring ved et internationalt Grand Prix-stævne i juni 2022.

– Jeg håber, at jeg kan være med til at konkurrere om medaljerne, og så må vi se, hvilket metal, den er lavet af. Det er tit marginalerne, og hvem der lige rammer dagen, der er afgørende. Jeg elsker at overraske, og det håber jeg også at gøre til VM, siger vejlenseren.

Potentialet er stort
En af de danske VM-debutanter er længdespringer Bjørk Nørremark, der trods deltagelse ved de Paralympiske Lege i Tokyo 2020 stadig mangler at få debut ved et verdensmesterskab. Hun ser frem til oplevelsen.

– Det er stort at repræsentere Danmark ved internationale mesterskaber, og jeg glæder mig helt vildt til at springe i Paris – denne gang foran et publikum modsat PL i Tokyo. Jeg har døjet med skader, men jeg er nu fit for fight og klar til at jagte drømmen om en placering i top-4 og en billet til PL. Det er mit helt store mål, siger 20-årige Bjørk Nørremark.

Atletiklandsholdet er vokset de seneste år, hvor kravene for kvalifikation til internationale mesterskaber ellers er skærpet. Det er særligt blandt de kvindelige udøvere, at udviklingen har været stor.

– Jeg glæder mig over, at halvdelen af vores trup er kvindelige atletikudøvere. Det har været et klart mål for os. Det viser, at potentialet er stort, og det er enormt positivt, at truppen vokser. Det tegner godt for fremtiden, siger Anders Dehlholm.

VM afvikles i dagene 8.-17. juli 2023 på Charlety Stadium i Paris i Frankrig og er den største parasportsevent forud for de Paralympiske Lege i Paris 2024.

De danske atleter:

Bjørk Kjellman Nørremark
Klub: Hvidovre Atletik
Discipliner: Længdespring (T47)

Anders Lagergren
Klub: Parasport Frederiksberg
Disciplin: 1500 m (T38)

Christian Lykkeby Olsen
Klub: Sparta
Disciplin: 1500 m (T46)

Mads Eskar
Klub: Sparta
Disciplin: 1500 m (T38)

Daniel Wagner
Klub: Vejle IF
Discipliner: Længdespring og 100 m (T63)

Freya Nørgaard Jørgensen
Klub: Vejle IF
Discipliner: Kørestolsrace 100m, 400m og 800m (T54)

Kasper Filsø
Klub: Vejle IF
Discipliner: 100 m (T37)

Mohamed Hersi
Klub: FIF Atletik
Disciplin: 1500 m (T20)

Lasse Kromann
Klub: Odense Atletik
Disciplin: 100 m (RR2)

Kristine Hagen Jakobsen
Klub: Randers Freja Para-atletik
Disciplin: 100 m (RR2)

Karla Leth Risum
Klub: Aarhus 1900
Disciplin: 100 m (RR3)

Thea Berggren Jørgensen
Klub: RaceRunning Klub Holbæk
Disciplin: 100 m (RR3)

 

Pressefoto